Jeg har makeup på på billederne. Ikke meget, men noget. Det kommer nok ikke som et chok, når man har set dem. I går aftes gik jeg en tur sammen med Mathias, hvor jeg bare lige havde bukket øjenvipperne og taget en lille smule foundation på, fordi vi trods alt skulle ind i Netto, hvor lyset er noget så ubarmhjertigt. Jeg bryder mig ikke om at gå ud uden makeup. Det er ikke fordi, jeg ser værre ud end alle andre uden makeup – jeg findes endda makeupløs i et par videoer, hvis nogen skulle have problemer med at tro det – så det er ikke fordi jeg som sådan “behøver” det eller er bange for at vise mig uden. Jeg har efterhånden hørt mange makeupfravælgere sige, at “de (er så heldige, at de) ikke behøver det”, og de har da fuldstændig ret: Ingen behøver makeup. Uanset udseende.
På det sidste har der været en hel del fremme i medierne om kendte kvinder uden makeup. Der er endda blevet lavet en bog med billeder af kvinder uden makeup. Jeg synes, de ser skønne ud. Det gør de både med og uden makeup. Men.
At lancere en bog med billeder af kendte kvinder uden makeup – får det ikke bare fravalget af makeup til at fremstå som en afvigelse i stedet for en naturlig ting?
Jeg ser så mange kvinder uden makeup hver dag. Mit studie vrimler med dem. Det vrimler også med makeuppede kvinder, og sådan lever vi side om side. I bund og grund handler det jo bare om smag. Er det virkelig nødvendigt at hæve det op på et eksistentielt niveau og gøre det til et spørgsmål om identitet? Jeg synes det ikke. For mig at se er det lidt det samme som at tegne en linje mellem kvinder i løst tøj og kvinder i stramt tøj. Kvinderne i det stramme tøj kan sige, at de ikke har behov for det løse (eller omvendt), og dem der godt kan lide det løse kan få lov til at trække i det. Er det ikke en ligegyldig diskussion?
Jeg så Özlem Cekic i fjernsynet, hvor hun, fordi hun er en af kvinderne i den nye bog, talte lidt om makeup. Hun sagde, at hun engang imellem godt kunne finde på at møde på arbejde uden makeup, men at hun så ofte blev spurgt, om hun var syg eller træt. Det kan tolkes på flere måder. Jeg fik det indtryk, at Özlem mente, at de (irriterende) spørgsmål var udtryk for en manglende accept af fravalget af makeup. Jeg kan godt se, hvorfor man kan opfatte det sådan, og jeg kan godt sætte mig ind i, at det er nogle dumme spørgsmål at få kastet i hovedet, men jeg er næsten 100% overbevist om, at vi her har fat i noget relativisme af en art. Jeg synes ikke, at kvinder uden makeup ser hverken syge eller trætte ud. Til gengæld har jeg en veninde, der engang brugte læssevis af makeup hver dag, og da hun en morgen dukkede op au naturel, så hun så meget anderledes ud, at jeg troede, hun var enten træt eller syg. Simpelthen fordi jeg var vant til at se hende på en anden måde.
Jeg mener ikke, at makeup er noget, samfundet pådutter os. Jeg putter det i hovedet, fordi jeg synes, det klæder mig (især efter jeg blev færdig med den der orange foundation, jeg fortalte om), og fordi jeg godt kan lide det, og der ligger ingen usikkerhed til grund for mit valg. Hvorfor går jeg så ikke rundt uden makeup? Det gør jeg da også derhjemme, men når jeg hygger mig med at tage det på og bedst kan lide at have det på, så ser jeg ingen grund til at lade være – heller ikke for at bevise noget.
Jeg er helt med på tanken om, at vi allesammen skal være frie til at være dem vi er og se ud som vi gør. Og jeg synes, det gælder for emner så forskellige som seksualitet, vægt og makeup. Men altså – nu har vi efterhånden været omkring den med vægten, hvor vi har set før og efter-billeder i massevis og hørt at man skal omfavne sine kurver. Jeg kan godt se, at der stadig er en grad af manglende accept af diverse forskelligheder, men ved at hæve makeupspørgsmålet op på et bogværdigt niveau, synes jeg, vi skaber et problem, der ikke var der til at begynde med.
Medmindre det hele egentlig bare handler om, at vi vil se, at de kendte også har bumser og rynker og poser under øjnene, så det hele egentlig bare er en udvidet photoshopdiskussion. Det skal vi da have lov til.
Hvad synes I? Er det et reelt problem eller en ligegyldig diskussion? Føler I jer presset til at gå med makeup?
Jeans: Topshop Jamie / Skjorte: Just Female / Bælte: Levis / Taske: Michael Kors / Hue: H&M / Læber: Barry M Gelly Lips Vega
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Altså jeg bruger ikke makeup af ren dovenskab. Jeg gider ikke det der med at tage det på om morgen og af om aftenen.
Men jeg synes at hvis man har lyst til at gå med makeup, så skal man det. Og samme gælder for ikke at bruge det.
Jamen, lige netop :) Så er der jo ikke mere i det!
kan huske jeg faldt over sådan en “en uge med make up – se hvad der skete” ting på facebook. En kvinde, der normalt ikke bruger make up, gør det i en uge for forsøgets skyld. Så vidt jeg husker det var konklusionen, at mænd bemærkede der var noget, der var anderledes (de fleste gættede vist på hun havde været til frisøren). Kvinderne konstaterede at hun havde make up på og det klædte hende (jeg forstod ikke at det var ment som: “hvorfor gør du ikke det hverdag?” men mere bare som en konstatering)
Jeg tænker make up/ingen make up – gør ikke den store forskel. Jeg føler intet pres, og har fundet min egen mellemvej. Men som med andre kropsidealer, debat i pressen og sminkede/photoshoppede idoler, kan jeg godt forstå hvis nogen føler sig “tvunget” til makeup
Hvor er det fedt, at makeup hjælper på frisuren :D
Jeg synes bare, makeup adskiller sig fra de andre lidt tungere emner, som jeg bedre kan forstå, nogle kan have problemer med. For mig er makeup bare en form for legetøj, der som bonus kan redde mig på de dage, hvor poserne under øjnene hænger ligeså langt nede som dobbelthagen :)