Sorg er en underlig størrelse. Den kommer i bølger og enkelte tsunamier, og lige pludselig er det for hårdt at græde, og så stopper man i en periode, indtil man rammes igen. Det er nu tre dage siden, jeg mistede min morfar, og der er allerede længere mellem bølgerne. I dag har endda ligefrem været en god dag, selvom det selvfølgelig stadig er hårdt.
I morges skinnede solen fra en skyfri himmel, så vi besluttede os for at sadle vores cykler og køre uden for byen i håb om at finde lidt stilhed og lidt strand. Vi fandt begge, og da vi kørte der, på en lille sti mellem rismarkerne, føltes min morfar tættere på, end han nogensinde har gjort. Han elskede at rejse og opleve, og midt i duften af høst og sensommer var det som om, han cyklede lige ved siden af. Den tanke kan jeg godt lide. Jeg kan stadig tage ham med mig rundt.
Dagens video handler ikke om min morfar, men om min mor, der kom og besøgte os i Hanoi med sin mand. Vi havde sådan nogle skønne dage sammen, først i Hanoi og senere ude ved kysten. Det var SÅ dejligt at se min mor igen efter mere end 7 måneders adskillelse (det kan I også tydeligt se i videoen!), og jeg er rigtig glad for, jeg fik filmet lidt af vores eventyr – selvom det har taget mig tåbeligt lang tid at få klippene stykket sammen til en færdig video :) Det tog liiiidt tid for de gamle at falde til i Vietnam, men det kan I nok se, når min mor begynder at spise med pinde. Eller, i hvert fald forsøge på det.
Husk forresten at abonnere på min nye Youtubekanal lige her!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
