Torsdag aften gik vi rundt på markedet i Hoi An, da jeg hørte lyden fra et facebookopkald. Jeg kiggede på min telefon og konstaterede, lyden ikke kom derfra. Pyha, sagde jeg til Mathias. Hvorfor ved jeg ikke. Normalt elsker jeg at få opkald hjemmefra.
Lyden blev ved. Den kom fra Mathias’ telefon. Det var min mor.
Jeg vidste det med det samme.
Jeg skal væk. Jeg gik ind ad en sidegade. Jeg vidste, hvad jeg var få sekunder fra at høre.
Min morfar havde fået endnu en hjerneblødning. Denne gang en stor en. Jeg nåede at tænke, han måtte kunne klare sig igennem – ligesom han har gjort det de andre gange. Jeg nåede at tænke det, selvom min mors stemme fortalte mig noget andet, og selvom jeg kunne mærke, hvordan håbet forlod mig som en vejrtrækning, der bliver væk. Og så var jeg tom.
De ville slukke respiratoren. Der var ikke noget at gøre. Han ville ikke mærke noget.
Men hvordan kan I vide det? Hvordan kan I være sikre på, der ikke er noget at gøre? Kan han ikke vågne? Jeg var jo ved at finde en fødselsdagsgave til ham. Jeg var jo næsten hjemme nu. Jeg skulle overraske ham, og vi skulle spise jordbærkage. Vi skulle dreje globussen, tale om Vietnam, Thailand, Broen over floden Kwai. Om Mandalay og den grå Moulmein pagode.
Det var en stor hjerneblødning, og denne gang spredte den sig til hjernestammen. Vejrtrækning, centralnervesystem. Jeg vidste ikke meget, men jeg forstod nok. Min morfar var væk.
Min mor holdt telefonen ved hans øre, så jeg kunne sige farvel.
Få minutter senere slukkede de. Jeg sad ved floden med telefonen ved øret, mens jeg mistede ham.
Jeg har aldrig været længere væk hjemmefra.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
13 comments
Eej hvor er det hårdt at læse, jeg bliver trist helt ind i hjertet. Det er det værste! Simpelthen det værste ved at være langt væk hjemmefra. Jeg er selv flyttet til USA og få uger efter jeg tog af sted fik min far konstateret kræft, som muligvis ikke kan helbredes. Jeg følte mig også meget langt væk hjemmefra. Av og tanker til dig.
Det er det – og også en meget tom fornemmelse at være væk på sådan et tidspunkt. Det gør det endnu sværere at forstå.
Det er jeg virkelig ked af at høre, Maria! Jeg håber af hele mit hjerte, din far kommer godt ud på den anden side og at du kan få lov at nyde din nye tilværelse i USA!
Det gør mig rigtig ondt at høre, Anne-Li. Jeg sender alle mine bedste tanker til dig og din familie ❤
Mange tak, Camilla! <3
Åh nej, hvor gør det ondt at læse :( Det er aldrig sjovt, og da slet ikke når du er så langt hjemmefra. Men hvor er det fint, at du fik mulighed for at være sammen med ham til det sidste over telefonen. Mange tanker til dig og din familie.
Tak skal du have, Carina! Ja, jeg er også meget meget taknemmelig for, at de nåede at få fat i mig.
Av, det her indlæg gør ufattelig ondt. Jeg er ked af dit tab, specielt fordi du er så langt væk, at det stensikkert føles mere magtesløst.
Sender virtuelle krammere af sted, og ønsker det bedste for dig og din familie i den kommende svære tid <3
Mange tak, Janni!
Åh for pokker! Det er simplethen det værste opkald at få. Jeg sender en krammer afsted fra Finland! Ville ønske jeg kunne sige nogle kloge ord, der kunne trøste.
Tak, Laura!
Jeg trøster mig med, at min morfar elskede at rejse – om muligt endnu mere end jeg gør. Han ville have gjort det samme, og han var så stolt af, at vi gjorde det. Jeg ville bare sådan ønske, jeg var nået hjem.
Det gør mig så ondt at høre. Sender masser af kærlighed og varme tanker din vej <3
Tak, søde Mia! <3
❤️