Så oprandt dagen. Endnu engang begraver bogglade mennesker verden over sig i bøger i 24 timer, og endnu engang har jeg tænkt mig at være en del af hurlumhejet. Som sædvanligt regner jeg dog ikke med at være med i samtlige 24 timer, for min døgnrytme er en sart størrelse, og det ville tage mig en uge at komme ovenpå igen efter en søvnløs nat. Jeg har dog sat mig for minumum at læse med i de første tolv timer, og så hopper jeg måske med på endnu et par timer i slutningen.
I løbet af dagen vil jeg opdatere dette indlæg med billeder og læsefremskridt. Jeg har udvalgt hele 5 bøger (1405 sider), selvom jeg udmærket ved, at jeg sandsynligvis ikke når over de 1000 sider, men Det Lille Hus Ved Floden er mest med som en buffer, hvis jeg bliver for træt i hovedet af Ghosh og Du Maurier. The Calcutte Chromosome skal jeg have læst til min litteraturforelæsning på mandag, så om jeg vil det eller ej, er den en del af min bogstak. If I Stay købte jeg i går for at have en lidt lettere YA-roman at give mig i kast med, når trætheden rammer, Rebecca har jeg længe gerne villet læse, og i dag håber jeg på i hvert fald at komme i gang med den. Ehrengard er en lille kort bog, jeg har læst før, men jeg kan overhovedet ikke huske den, og det irriterer mig, så nu kommer den på listen som en lille afveksling.
Jeg troede, jeg havde købt snacks ind til den store guldmedalje, men nogen var alene hjemme i går aftes, og der kom nogen til at spise en del af dem. Nu må nogen altså tage tøj på og bevæge sig ud i verden efter forsyninger, før klokken bliver 14. Jeg har egentlig mest lyst til bare at blive i sofaen, men der får jeg lov til at sidde i 12 timer bagefter. Lige nu trommer min nabo så meget, at jeg alligevel ikke rigtig kan holde ud at være i min stue, og jeg håber intenst, at de stopper, før læsningen begynder. I kan følge med herinde hele dagen, hvis I har lyst, og hvis I hellere ville vælte på cykel end læse læsningsopdateringer, så er I velkomne tilbage i morgen :)
14.55
Jeg har haft verdens værste start på mit readathon. Sådan cirka. Selvom jeg skyndte mig, kom jeg først hjem et par minutter i to, og så gik der jo lige et kvarter, før jeg kunne sætte mig til rette. Så var der sirener i 5 minutter på Ringgaden, og i de sidste 40 minutter har der lydt overordentligt meget bulder og brag inde fra naboen – jeg tror, barnet har børn på besøg. De spiller bold og vælter og får mig til at hoppe af skræk et par gange i minuttet. Jeg gik i gang med The Calcutta Chromosome, men den er simpelthen for forvirrende til, at jeg kan læse den midt i det støjkaos, jeg befinder mig i, så nu har jeg besluttet mig for at tage hul på If I Stay mange timer for tidligt i håb om, at jeg, når den er færdig, kan få lidt mere ro til nogle af de andre bøger. Jeg har kun læst 30 sider i CC, for jeg har max. fået læst en halv side ad gangen, før bragene har fået hevet mig ud i virkeligheden igen.
15.55
Jeg er 55 sider inde i If I Stay. Den er indtil videre rigtig god, og larmen fra naboerne er ikke væk, men aftagende. Jeg fortsætter med IIS, men det går godt nok langsomt. Jeg tror, den første times kaos forstyrrede mit hoved lige lovlig meget. Heldigvis er der jo ikke et bestemt antal sider, jeg skal nå. Det skal være hyggeligt, og det er det også blevet nu.
17.25
De trommer videre, de hopper og de larmer så meget, som de aldrig har gjort før. Min læsning er mildest talt forstyrret, og jeg er frustreret. Heldigvis er bogen god. Jeg har læst 135 sider i den, og så har vi bagt brownies! Jeg har taget en halv times pause med kage, billedtagning og lidt af hvert, mens naboen har trommet løs, og nu sætter jeg mig igen. Denne gang med lun kage. Mums!
18.43
Så er jeg færdig med If I Stay. Det var en rigtig god bog, der virkelig satte nogle tanker i gang. Der er gået 4 timer og 45 minutter, og jeg har kun fået læst 246 sider. Det er virkelig ikke meget i forhold til, hvad jeg plejer at nå. Jeg har haft høretelefoner på med noget meditationsmusik – både for at dæmpe larmen, men i høj grad også for ikke at omkomme af arrighed og forhøjet blodtryk, og musikken fortæller mig, at jeg har læst i sammenlagt 3 timer. Det er ikke god tidsudnyttelse, men i dag må jeg tydeligvis fokusere på kvalitet frem for kvantitet. Normalt er jeg ret begejstret for tanken om begge :D Især når det kommer til kage. Og bøger. Se nu bare på Harry Potter for eksempel. Genialitet i hele syv bøger. Det er jo nærmest en guddommelig god idé. Nu tager jeg lige en lille pause, før jeg igen sætter mig til at læse. Jeg gider ikke Calcutta Chromosome, så jeg begynder nok på enten Ehrengard eller Rebecca. Og så forresten tusind tak for alle jeres kommentarer! Det er så skønt at vide, at vi er sammen om det her dejlige projekt. Grundet min noget uheldige start har jeg ikke lige fået svaret jer tilbage, men jeg læser kommentarerne, og jeg følger med på en masse masse readathon-indlæg. Det er så hyggeligt!!
19.20
Rugbrødsmadder smurt og spist. Jeg fortsætter med Ehrengard.
20.17
Ehrengard er en sød lille fortælling. Den var hurtigt læst, og jeg kan egentlig godt forstå, at jeg ikke kunne huske, hvad den handlede om, for det er også en af dem, der er ret hurtigt glemt igen. Jeg er nu oppe på 2 bøger eller 367 sider, og nu vil jeg finde sukkeret frem. Indtil videre har jeg holdt mig kørende på en lillebitte brownie, rugbrødsmadder, vindruer og en slikkepind. Det er egentlig ikke så lidt, men nu skal der altså slik på bordet! Jeg tror, jeg begynder på Rebecca, når jeg lige har haft et kvarters tid til at hvile hjernen og omstille mig fra den ene historie til den næste.
22.09
Jeg har bællet en kop chaite og læst 65 sider af Rebecca. Indtil videre er det en fremragende bog, og selvom jeg næppe kan nå at blive færdig med den inden klokken 02, hvor mit halvmarathon slutter, begiver jeg mig videre i den. Nu assisteret af Tappsybjørne.
23.22
Rebecca er en skøn bog! Jeg har læst 123 sider, og jeg har hele tiden lyst til at læse mere. Lige nu er jeg dog ved at være godt læserundtosset, så jeg holder lige en pause, inden jeg igen kaster mig over den.
01.20
Nu begynder det så småt at lakke mod enden for mit halvmarathon. Som sædvanligt på denne tid af døgnet er jeg overhovedet ikke træt, og hvis ikke det var for morgendagens planer og angst for at blive låst fast i min meget naturlige døgnrytme (der allerhelst så, at jeg hver dag gik i seng kl 04 og stod op klokken 12), læste jeg Rebecca færdig! Det er en formidabel bog. Jeg kan mærke alting! Jeg kan mærke hovedpersonen, selvom hun ikke engang har et navn. Jeg er for træt til bevingede ord, men det er sgu en god bog. Jeg stopper nok ikke helt til kl. 02, eftersom jeg er lysvågen og lige har lavet æbleskiver, men snart må jeg altså tvinge bogen lukket. Bare ikke endnu.
02.29
Tiden flyver. Det er godt nok den bedste bog, jeg længe har læst. Jeg er slet ikke færdig endnu. Jeg er på side 255 og mangler således omkring 130 sider. Nu går jeg i seng og læser i en halv times tid, før jeg lægger mig til at sove. Hvis jeg har tid, læser jeg videre, når jeg vågner. Jeg har simpelthen så svært ved at lægge den fra mig. Yes. Jeg elsker, når det sker.
11.39
Okay, så der skete det, at jeg selvfølgelig liiiiige skulle se fem minutter Gilmore Girls, og således blev klokken 03.15, før jeg traskede i seng.. Og læste til kl. 04. Nu er jeg igen vågen, hamrende træt (det virker helt tosset at klage over 7 timers søvn, når de seje af jer har holdt jer vågne hele natten!). Mine øjne er to små sprækker, der svier og vil lukke sig, og det lader til, at jeg har erhvervet mig en god morgenforkølelse. Heldigvis suppleres den af morgenforkælelse i form af morgenmad og en kop te, som Mathias laver. På bestilling. Jeg tror, han er bange for mig, sådan som jeg ser ud. Jeg er nu på side 289 i Rebecca, og jeg bliver mere begejstret for hver eneste side og hvert eneste plottwist. Nogle har jeg gættet i forvejen, og andre kommer mildest talt som en overraskelse. Jeg fortsætter – men tempoet bliver langsomt.
12.01
Nu begynder jeg. Det er meget svært for mig ikke at bare at sætte Gilmore Girls på og halvsove.
13.48
Jeg blev færdig for fem minutter siden. Den bog var slet ikke, hvad jeg havde forventet. Den var nok nærmest det modsatte, og den var formidabel. Den var chokerende, spændende, dyster, frustrerende, overraskende og 1000 andre ting, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog mig sammen til at gå i gang med den, selvom min udgave ser noget så kedelig ud. Selvom den kun er på 382 side, har den taget lang tid at læse. Skriften er meget lille, og mine briller, som jeg ellers har kunnet undvære, var fuldstændigt nødvendige. Det har været et rigtig hyggeligt døgn. Jeg har deltaget i omtrent 15 timer, men de første mange timer var jeg lidt støjhandicappet, så de blev desværre ikke, som jeg havde håbet. Jeg har fået læst 3 bøger eller 749 sider. Sideantallet er lavere, end jeg havde sat mig for, men jeg har brugt længere tid på at læse kommentarer og andre readathonindlæg, end jeg tidligere har gjort. Det har været rigtig hyggeligt at følge med i alle jer andres læsedøgn, og jeg glæder mig allerede til næste gang!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
50 comments
God fornøjelse med læsningen! :D
Tusind tak, Rikke :)
ååååh Rebecca – jeg tror, du vil elske den!!
Og Blixen, jaaaah :))!
Føler med dig, at du skal ud i det trælse vejr – jeg regner med bare at sende kæresten af sted, hihi :’D!
haha elsker din kommentar om Harry Potter – you’re so right ;)
Tak, Gitte! Godt du er enig :D
se jeg SAGDE jo du ville synes om Rebecca :D:D
Jamen, jeg ELSKER den!!
Ih det er nogle dejlige bøger, du har fundet der! Bliver helt nostalgisk over det lille hus-serien (:
Snacks er altid en gåtur værd (;
God fornøjelse!
Det er også en skøn serie! Jeg håber, der bliver tid til lidt af den :)
Tak skal du have!
Rigtig god fornøjelse! Læste The Calcutta Chromosome på mit studie – de var ret speciel og virkelig fed!
Håber, at du får en god (og tromme-fri) readathon.
Tusind tak!
Jeg må indrømme, at de første 30 sider (kombineret med trommeriet) aldeles ikke talte til mig, så jeg har udskudt den på ubestemt tid :D
Rebecca er enestående. Og jeg vil så gerne også læse ‘If I Stay’. Den lyder så vidunderfin :)
Rigtig god læsning – og skynd dig at få fingrene i nogle snacks :D
Skønt! Den skal jeg netop til at i gang med :D
Den var også rigtig fin. Intet mesterværk, men værd at læse.
I lige måde :)
Rigtig god fornøjelse :) Håber du nåede at få købt lidt snacks.
Jeg deltager for første gang og glæder mig til at tage del i denne hyggeligt happening – dog holder jeg heller ikke 24 straight, men kæmper så længe det er muligt!
Tak, Søs! Det kan du tro, jeg gjorde :D
24 timer er også et voldsomt mål. Så længe man er med – ikke? :)
Hurra, hvor er det skønt, at du også skal være med, kære Anne-Li! Det bliver så hyggeligt!
Sikke en start! Men dejligt, at du nu har “If I Stay” til at distrahere dig lidt :) Happy reading!
Tak :)
Det er SÅ hyggeligt. Især fordi jeg ved, at I allesammen sidder derude :D
Hyggeligt! Får da lyst til at deltage næste gang :-)
Gør det! Det er virkelig en hyggeligt! :)
Sikke en elendig start på læsningen! Håber det går væsentlig bedre nu :) Og hvis du ikke kan koncentrere dig godt nok om dét, så håber jeg du har nok kaffe/the/kage/frugt (hvad du end er til) til at få humøret lidt op med :D
Kage hjælper ALTID!
Hvor er det bare himmelske bøger, som du har valgt til dagens anledning!
Jeg håber, jeg synes det samme :D
If I Stay har i hvert fald været god!
Dumme naboer :’D
Jep!!!
Øv, hvor er det træls med de naboer :/ Jeg håber du får en bedre dag/aften senere :)
Tak! De er ved at falde lidt til ro nu. 7-9-13!
Forhåbentlig! Og fedt at du også lige finder overskud til at bage! :D
Lad mig endelig præcisere: Jeg købte en boks Browniemix i Netto og bad min kæreste klaske det sammen. Jeg tog den ud af ovnen = jeg har bagt en kage.
Hahaha ja det tæller altså også som at bage! :D
Og du spiste også æbleskiver! I tvinger mig jo snart til at bage nogle selv (læs: købe den frosne og varme dem i mikroovnen) ;)
Godt vi fik det slået fast! Så vil jeg bage noget mere :D
De er over det hele allerede. Det er godt klaret, at du har holdt stand i flere dage! Har du slet ikke gået forbi en køledisk?
Det lyder nu altså som om, det lykkes dig at hygge på trods af trommeri og børn. Det lykkes knap så godt hos mig ;-) Men det er alligevel hyggeligt at være en del af læsefællesskabet!
Heldigvis! :)
Det er nok også lidt sværere, når børnene løber rundt inde i ens egen lejlighed :D Held og lykke med projektet alligevel!
Kan man ikke godt sætte en seddel op i opgangen:
Undskyld jeg ber’ om ro de næste 24 timer – jeg skal nemlig deltage i readathon. Det er meget meget meget vigtigt! :-)
Håber du får nogle gode timer når de små naboer er gået til ro! :-)
Det er desværre i den anden (og låste) opgang. Jeg er ellers meget fristet af idéen! Ved de da ikke, at nogen har behov for 24 timers absolut ro?
Ih, hvor er det herligt at følge med i din læsning. Og er vild med dine billeder undervejs – det gør det bare lidt sjovere.
Mange tak, Ida :)
Træls med naboerne :-/ Men synes da du har fået læst en del sider alligevel. Jeg er kun omkring de 210 so far, så det går lidt langsommere end forventet… Men det er hyggeligt, og det er jo det vigtigste :)
De er heldigvis helt stille nu :) Jeg skulle have lagt mine 12 læsetimer om natten i stedet for :D
Det lader til at læselangsomheden er en form for epidemi i dag. Heldigvis er det jo ikke sideantallet, det handler om!
Rebecca er nemlig en virkelig skøn bog – og hvor er det rart, at du endelig har fået lidt ro til at slappe helt af med læsningen :)
Utroligt med trommeslagere i lejligheder – vi plejede at have et barn ovenover, som må have haft en kanonkugle, som han legede rulleleg med hver morgen omkring kl. 7… Det var et hit! :)
Det er skønt med en bog, som man ikke kan lægge fra sig! Kom du i mål med den inden du faldt i søvn?
Nej, jeg var lige 100 sider fra, men dem nåede jeg heldigvis i dag :)
Med den udfordring du havde i starten, så synes jeg bestemt det er godt gået! Sådan! :D Og fedt med en så god bog til slut.
Tak, Irene! Jeg synes godt nok også, jeg var udfordret.. og lidt ynkende og ynkelig. Men jeg hader virkelig larm.
Ja, det var virkelig lækkert :D
Godt klaret!
Mit readathon, der var mit første, var lidt en forstyrret fornøjelse – og jeg har slet ikke haft tid til at læse i dag.
Men jeg synes om idéen, så næste år tager jeg revanche! :)
Tak!
Det vigtigste er jo bare at være med. Om det så er 4 eller 24 timer er jo bare et spørgsmål om træning (og tid).
Du er skide sej manner! Og åh, Rebecca er virkelig bare så god. Så overraskende og dyster!!
Det har været så hyggeligt at følge med herinde :)!
Du er selv så skidesej manner! Faktisk lidt sejere, men det lader vi lige ligge :D
Den var slet ikke, hvad jeg havde forventet, og jeg var vild med det. Jeg skal helt sikkert læse mere Du Maurier snart!
Og i lige måde :)