Kender I følelsen af svedende og pustende at træde i pedalerne op ad bakke for så at blive overhalet af en fuldstændigt upåvirket pensionist på en elcykel? Den følelse sad jeg med i tre og en halv time, da vi forleden havde lokket min mormor med til banko.
Jeg har altid elsket banko, men det er nok i bund og grund, fordi jeg aldrig har spillet det. Når jeg siger banko, tænker jeg på sommerfester på skolen og en gammel mand, der med et smørret smil kalder “Gamle Ole”, alt imens man sidder og hygger med hinanden og sin røde sodavand. Så da min mormor forleden fortalte, at hun plejede at tage til banko på Gæstgivergården i Hornslet, men ikke længere kom af sted… Ja, så begyndte en plan at tage form i mit hoved.
Efter lidt overtalelse lykkedes det at få både hende og Mathias med, og torsdag begav vi os så derop klokken 18.30. Vi troede, vi kom i god tid, fordi det rigtige banko (altså det med pladerne) begyndte klokken 19, men der er åbenbart en masse andre spil, der går i gang et stykke tid før, så vi dumpede lige ned midt i det hele og havde dårligt tid til at sætte os ned, før det gik løs.
Der var ikke mange under 70 og endnu færre under de 60, og de hvide hårtoppe var nærmest det eneste vi så til de mange, der sad bøjede over deres plader. Min mormor købte tre plader, så det gjorde vi også, men så traf jeg en skæbnesvanger beslutning. “Orrrk ja, du kan saaaagtens klare tre plader” sagde en af de damer, der stod og rodede i pladerne. Det tolkede jeg, som om tre plader var i underkanten. Da et af præ-spillene gik i gang, gik det hele også ret langsomt. “En..og…firs… det var… en…og…firs.” I’ve got this, tænkte jeg og snuppede to plader mere. Fem plader. Sådan.
Flash forward til ti minutter senere og mig, der smider om mig med mønter og alligevel misser halvdelen af tallene.
Hold. Nu. KÆFT! Hvor gik det dog stærkt!
De der pensionister – de var ikke kommet for at danse. High stakes, biiiiig bucks. Der var banko, der var bankonummerbanko, der var lyserøde lodsedler, der var spillekortbanko, der var røde lodsedler, der var kvartersbanko og supernumre… Jeg kunne ligeså godt have taget en hvid trøje på og stillet mig godt til rette ved siden af Ronaldo.
Der gik ikke mange spil, før jeg måtte bide skammen og den spildte tier i mig og lægge en af de fem plader væk, alt imens jeg organiserede mine plader ligesom proffernes – i en lodret række, så tierne, tyverne, trediverne osv. matcher op. På den måde er der da en teoretisk chance, for at man kan nå at se numrene igennem.
Det gik hamrende stærkt.
“Niogfirs. Enoghalvtreds. Fireogtyve. Tolv.” Omtrent halvandet sekund per nummer.
“Halvtreds”. Fuck. Der er tre af dem. Jeg er bagefter. Hvad sagde han efter halvtreds?
“Nioghalvtreds”. Pis. Dem er der også tre af. Hvad sagde han så? Nå, det finder jeg aldrig ud af.
“Ti”. Den er der to af.
“Halvfems”. Den har jeg ikke. Det kan jeg da huske. Ingen Gamle Ole på mine plader. Hov, vi er videre.
“Nummer syv”. Pyh. De små tal er gode. Der har man lige et ekstra sekund, fordi han ikke bare siger “syv”, men “nummer syv”. Halleluja. Den har jeg forresten ikke. Jeg har heller ikke otteogfirs. Så kan jeg nå at tage mønterne over i den rigtige hånd.
“Enogfyrre”. Nej, det kunne jeg ikke nå. Nu tabte jeg en. Hvor blev den af? Hvilken mønt lå ikke på pladen før? Åh. Nå, videre.
“Niogfirs”. Min højre skulder gør ondt. Bankoskulder. Det er eddermaneme sørgeligt.
“Elleve”. To mønter ned.
“BANKO”. Gud. Hvordan kan nogen nå at holde øje med, om de har hele rækker? Gad vide, om jeg har hele rækker. Det der ligner lidt en række. Men ligger halvtredsøren på 41 eller 47? og hvad med den, jeg tabte? Nå, nej. Der er også et frit nummer der. Hvad blev der af den røde sodavand?
“Vi spiller hel plade til 200. Seksogfyrre, treogtredive, enogtyve.” Vi er videre.
Det var som en skriftlig eksamen på speed. Da vi endelig nåede til pausen efter 15 af de gammeldags bankospil i lyntempo, havde jeg tiltusket mig en myose i højre skulder og nogle forvirrede øjne så store som tekopper.
En enkelt gang i løbet af aftenen, var der en, der råbte banko og ikke havde det alligevel. Der gik et irriteret suk gennem salen. Nu havde man jo lige markeret bankotallet i bankonummerspillet. Det havde vi også. Altså, købt. Ikke markeret. Når de andre engang imellem spillede et mærkeligt ekstraspil, kiggede jeg efter bankonumrene på min sidekvindes plade. Hun sad desuden med seks plader og havde fuldstændigt styr på det.
“BANKO!” råbte hun på et af der mærkelige spil, og så kom der en mand og gav hende 800 kroner i kolde kontanter. De ferske kyllingers tid er forbi.
Da spil nummer 30 var forbi, gik knapt et minut, før hele salen var evakueret. Væk var de. Som skidt fra et utal af spædekalve, lige midt i Hornslet. Mellem Aldi, togskinner og den gamle Gæstgivergård forsvandt de mange hvide hårtoppe ligeså hurtigt, som bankonumrene blev råbt op – og længe før jeg kunne nå at finde ud af, hvad jeg lige havde været vidne til. De tre og en halv time forsvandt som dug for solen (det gjorde de 135 kroner desuden også), og jeg kunne ikke gennemskue, om jeg havde hygget mig, eller om jeg lige havde været igennem det ultimative overgangsritual fra ung til (meget) voksen.
Hvis nogle skulle være interesserede i at gøre os kunsten efter, er der banko på Hornslet Gæstgivergård hver torsdag klokken 19 (siger de, men det passer jo ikke. Man skal være der klokken 18). En plade koster en tier, og så skal man købe gæstekort, som jeg ikke aner, hvad koster, fordi min mormor kendte manden, der udstedte dem. Selv lidt hyggenepotisme er der plads til i bankosalen. Jeg tror, de kostede en tyver. Så hvad venter I på? Hiv jer selv og en I kan holde ud med til banko og bliv lammetævet af en sal fuld af tudsegamle (og ikke mindst lynhurtige) konkurrencemennesker. Det er godt for selvtilliden lige at få et lille hug engang imellem. Og køb så for Guds skyld ikke fem plader. Det var topmålet af hybris.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
5 comments
Ej hvor lyder det bare super hyggeligt, men lidt stærkt måske! HAHA. Måske man burde være der noget mere så man kan nå at følge med!
https://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/
Det var hyggeligt – men det var langt mindre hyggeligt, end jeg havde regnet med, fordi det gik så pokkers stærkt, og man slet ikke kunne nå at tale sammen! :D
Haha, åh ja. De ældre har dæleme styr på det med banko! Sikke en udfordring du havde taget :)
En gang da jeg var mindre, var jeg også af sted med min mormor. Hun havde bestemt også helt styr på det, og vandt vidst tilmed også et eller andet. Kolde kontanter mindes jeg dog ikke, at det var, med derimod en and eller sådan noget. Og så var der sidegevinster såsom rødkål, en pose bridgeblanding og alt det gode, som helt sikkert minder en om mormor <3
Åh, det lyder så hyggeligt! Jeg var også med min mormor til banko engang, da jeg var yngre, men jeg tror, det var et særligt børnebørnsarrangement, for der blev tallene da i det mindste gentaget :D Præmierne er desværre blevet noget mindre sjove/ferske.
Hold nu op, hvor var det sjovt!! “De ferske kyllingers tid er forbi” :-D Jeg kan fanme godt forstå, du ikke skulle nyde noget af at råbe banko i den forsamling, hvis du ikke var 100% sikker. Hashtag lynchstemning
Jeg arrangerer banko i en lille forening, jeg er med i. Der er flere nationaliteter og sikkert flere, der aldrig har prøvet det før. Så jeg googlede “banko for begyndere” – og der var din sjove historie!! Vi kommer næppe til at køre det i dét tempo! Men nu er jeg er næsten nødt til at tage til banko i Hornslet OG købe 5 plader. Det skal prøves. Så må jeg selv tage bridgeblanding og rød sodavand med!!