Studiestart på det forkerte studie?

I det herrens år 2009 begyndte jeg på Statskundskab på Århus Universitet. Efter en yderst sindssyg rusuge, begyndte hverdagen med tre fag: Politologisk introduktionskursus (der nærmest var samfundsfag på højere niveau), metode og videnskabsteori. Der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg var tosset med pol.intro. og ikke kunne fordrage metode. Videnskabsteori lå midt imellem og vakte altså heller ingen stor begejstring for mit vedkommende, men det skal man igennem på alle univeritetsstudier.

Gradvist dukkede jeg op til færre og færre timer og forelæsninger, og jeg blev især hjemme fra metodefaget, der både var det vigtigste og det kedeligste. Efter efterårsferien kom jeg i en helt fantastisk læsegruppe, men selv den kunne ikke vække min entusiasme for metodefaget. En dag fortalte en af vores tutorer os, at metodefaget var selve kernen i uddannelsen, og at langt hovedparten af os ville komme til at arbejde med noget, hvor vi dagligt skulle anvende det, vi lærte i faget. Jeg prøvede at tage mig sammen og tage til alle forelæsningerne, men i begyndelsen af december fik jeg en influenza, der ændrede mit liv. Selve influenzaen kom jeg over, men hele december havde jeg det forfærdeligt, og dagen før min videnskabsteorieksamen (som jeg stensikkert ville have dumpet, fordi jeg havde sovet i stedet for at læse op) blev jeg hasteindlagt på Skejby Sygehus, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Det viste sig, at jeg havde både lungebetændelse og lungehindebetændelse, og de lagde mig i isolation af frygt for svineinfluenza. Jeg prøvede at forklare dem, at jeg blev nødt til at tage til min eksamen, men de sagde, at der ikke var noget at rafle om, og at jeg skulle blive liggende i isolation. Det viste sig, at jeg ikke havde grisesygen, men jeg missede min eksamen og kom aldrig til at tage den.

Da jeg kom hjem fra hospitalet skrev min læsegruppeveninde og jeg videre på vores pol.intro. opgave, der heldigvis bestod med kryds og bolle, men hen over julen blev jeg bare mere og mere miserabel. I begyndelsen af januar inviterede min far mig ud at spise og spurgte mig, om jeg var glad for mit studie. Det var uendeligt befriende at fortælle ham, at nej, det var jeg ikke, og at jeg faktisk var helt ulykkelig ved tanken om 9 semestre mere. Siden jeg var 14 år, havde jeg vidst, at jeg ville læse statskundskab, og at opgive den drøm var virkelig en hård beslutning. Hele min fremtid skulle ændres, og jeg følte mig som en fiasko, fordi jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg ikke kunne klare det, jeg havde sat mig for. Jeg havde hele mit liv fået at vide, at jeg kunne blive, hvad jeg ville, og hele mit selvbillede blev rystet, da jeg måtte melde pas.

Det gik dog hurtigt op for mig, at alt håb måske ikke var tabt. Måske var det rigtigt, at jeg kunne, hvad jeg ville, men at jeg bare ikke havde villet statskundskab? Hvis studiet ikke passer, har man to valg: Man kan færdiggøre det alligevel, eller man kan lytte til sig selv og finde ud af, hvad det egentlig er, man vil. Jeg har ikke en rygrad, der er stærk nok til at bære mig gennem fem år på et studie, der ikke siger mig noget, så jeg valgte at lytte til mig selv og finde et alternativ, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

I sommeren 2010 begyndte jeg på Litteraturhistorie, og det år føltes rusugen utroligt lang, fordi jeg sådan glædede mig til at komme igang.

Statskundskab gav mig nogle fede oplevelser og en rigtig god veninde, jeg stadig værdsætter rigtig meget, men det var bare ikke det studie, der skulle forme min fremtid.

Det var svært at lytte til mig selv og vælge Litteraturhistorie, fordi alle konstant huskede mig på, at mine jobmuligheder ville være meget begrænsede i forhold til dem, jeg ville have haft med statskundskab i bagagen. Nu kan jeg se, at de muligheder aldrig har været mine. Jeg vil ikke hver morgen stå op til hverken et studie eller et arbejde, der ikke gør mig glad, og så må jeg give afkald på drømmen om et job i finansministeriet til fordel for drømmen om et liv, hvor jeg beskæftiger mig med noget, der får det til at kilde i mine tæer.

I disse uger er er mange, der begynder på livet som studerende på videregående uddannelser, og derfor kommer der desværre til at være mange, der havner i samme situation, som jeg oplevede dengang. Det er ikke en skam at erkende, at drøm og virkelighed ikke stemmer overens. Flere af mine veninder har skiftet studie fra noget, de troede de ville brænde for, til noget de rent faktisk brænder for. Nogle har kunnet få merit for nogle fag, andre af os er startet helt på ny, men alle har vi det tilfælles, at vi nu er på vej mod en fremtid, vi kan se os selv i – og det er denondelynemig vigtigt!

Billedet er et glimt fra i går aftes, hvor vi gik en tur i Svaneke og besøgte min kærestes bedsteforældre. Der er ikke internet i sommerhuset, så jeg har koblet mig på min telefon, hvor forbindelsen desværre er helt elendig. Derfor gemmer jeg lige resten af billederne, til jeg kan koble mig på noget bedre internet, hvor det ikke tager et kvarter at uploade et enkelt billede :)