Da jeg var yngre, elskede jeg sensommeren. Nu glemmer jeg at nyde den, fordi den leder mod efteråret, der leder mod vinteren, mørket, kulden og varmeregningerne.
Især én sensommer står klart i min erindring. Da jeg i sommeren 2004 begyndte på efterskole, var det ikke et sted, jeg havde lyst til at være. Vejret var skønt, og solen skinnede, mens jeg græd og ønskede mig hjem. De første uger på efterskolen var meget intense – de var fyldt med oplevelser og følelser, som nu har brændt sig ind som minder om den sensommer, der blev begyndelsen på resten af mit liv.
Da jeg sidste weekend var i Sorø, gik jeg en tur nede ved Akademiet, hvor de nye kostelever lige var ankommet. Jeg kunne tydeligt huske den følelse, jeg havde, da jeg begyndte på efterskolen. Vi begyndte selvfølgelig en søndag, hvor vores forældre kørte os og en hulens masse oppakning til Holstebro. Om aftenen sad vi og spiste med forældre og hinanden, og jeg havde en forfærdelig klump i maven. For nogen var det bare nervøsitet, men for mig var det hjemve, og selvom mine forældre sad lige over mig, følte jeg, at jeg var 1000 kilometer væk. Efter maden skulle de køre hjem, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. De sendte mig ind til en pige ved navn Camilla, hvis søster jeg kendte en lille smule derhjemmefra. Inde hos Camilla sad jeg og så på, at hun arrangerede sine cremer i en perfekt halvcirkel, og efter lidt tid gik jeg ind til mig selv og græd. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle komme til at passe ind.
En af lærerne kunne allerede om mandagen se, at jeg aldeles ikke havde det godt, og med hjælp fra sin søn, der også lige var begyndt på skolen, sørgede hun for at tage sig af mig, så godt som hun kunne. Jeg kan huske, at jeg gik ture med Kasper i sensommersolen, og at jeg grinede, selvom jeg var ked af det. En af de første dage skulle vi cykle 15 kilometer for at høre en koncert, men da jeg sad på cyklen, kunne jeg ikke få vejret. Det var ikke udmattelse, men hjemve, og det gjorde simpelthen så ondt. Jeg kan huske, at jeg aftalte med mig selv, at jeg bare skulle kigge ligeud og tænke på at cykle. Sådan klarede jeg turen ud, og på turen hjem trådte jeg lidt ekstra i pedalerne, fordi jeg vidste, at jeg kunne ringe til min mor, når jeg kom hjem. Stakkels hende. Flere gange om dagen i de første par uger havde hun sin grædende datter i røret, og hun kunne ikke gøre andet end at fortælle mig, at det nok skulle blive bedre.
Der gik ikke mere end tre uger, før jeg vidste, at jeg ikke ville give op. Jeg ville klare mit år på efterskole, selvom jeg måske ikke var skabt til det. Jeg blev aldrig glad for at være væk hjemmefra, og jeg blev kun på skolen i de weekender, hvor vi ikke måtte tage hjem. Alligevel var det et helt fantastisk år. Jeg lærte meget om andre mennesker og endnu mere om mig selv, og jeg ville aldrig have været det foruden.
Når jeg tænker tilbage på sensommeren i 2004, kan jeg godt savne at føle alting så meget, som jeg gjorde dengang. Indtrykkene ramte mig så hårdt, solen skinnede med et smukt rødligt lys, og flere uger ind i september gik jeg og nynnede Sensommervisen. I år er det lidt anderledes. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at sensommeren er overgangen til efteråret – et efterår, der adskiller sig fra alle de efterår, jeg før har haft. Det skal nok blive et godt efterår, og vinteren der følger, er godt nok mørk, men også hyggelig. Alligevel sidder jeg og glemmer at nyde min sensommer, fordi sommeren er ved at være forbi – og det er dumt. Mine sensomre har før vist sig i stand til at indeholde en helt masse liv og oplevelser, og dem vil jeg ikke gå glip af, fordi mine tanker allerede er svævet efteråret i møde.
I år er det ni år siden, jeg mødte min bedste veninde Camilla. På en varm sensommerdag i 2004, sendte mine forældre mig ind til det menneske, der skulle vise sig at få allerstørst betydning for min ungdom, og hvis venskab jeg i dag værdsætter uendeligt højt. Der kan ske meget på en sensommerdag, og i dag tror jeg, at jeg vil tage min kæreste i hånden og tage op i Rådhusparken og snuse lidt til Sommer.Chillout.Aarhus – sommeren er jo ikke forbi endnu.
2 comments
Hold da op, er det virkelig ni år siden? Det er sådan en typisk og kedelig bemærkning, men hvor er det altså bare helt vildt. Og sikke et godt indlæg. Havde lige diskussionen med mig selv lidt tidligere (jeg er og bliver en god debatpartner), og kom frem til, at jeg faktisk er glad for at bo i et land med årstider – også selvom de kommer kolde og mørke. Tænk ikke at kunne se et efterår, en sommer, en vinter. Det ville da være kedeligt, og sommeren ville ikke blive værdsat på samme hungrende måde. Åh. Jeg fortryder nok denne kommentar til februar, men lige nu, med sensommeraftenen uden for mit vindue – der føles det helt rigtigt :)
Det er det. Vi er blevet gamle. Jeg mener ældre. Jeg mener… Jeg mener vist gamle. Og tak :)
Ja, det ville ikke være det samme med en evig sommer. Måske man kunne finde et kompromis, hvor vi evt. kunne flytte til Tree Hill? Det kunne være hyggeligt.