Jeg kan dårligt forklare, hvor meget jeg har savnet at lave mad, mens vi har været ude at rejse. Jeg har et par enkelte gange bikset en grøntsagspastaret sammen, men eftersom vi sjældent har haft adgang til et køkken, har jeg mest bare skåret frugt ud, og så spændende er det altså ikke. Resultatet er fremragende, men det giver ikke just anledning til en opskrift, vel?
Men nu er vi tilbage i Danmark, og jeg har indtil videre lavet broccolifrikadeller, thai-curry, en hulens masse chiagrød og her til aften det største hit på aftensmadfronten indtil videre: Crunchy og lækkert vegansk taco-fyld lavet på quinoa. For Pokker, det var godt. Det er efterhånden et års tid siden, jeg droppede kødet, og det har været utroligt nemt at undvære, men mine tortillas har ærligt talt været lidt vattede siden da, fordi jeg i stedet for kødet har valgt den lige lovligt lette vej og brugt – ingenting. Bare grøntsager, guacamole og lidt salsa, og selvom det på sin vis stadig rocker min båd, var det en kombi, der trængte til en opgradering – og det fik den.
Så hvis I kunne tænke jer lidt inspiration til de kødfri dage, er der her et lækkert, plantebaseret alternativ til det hakkede oksekød.
Ingredienser
2,5 dL quinoa (farve er ligegyldig – jeg brugte hvid, men rød ville nok være pænere)
4,5 dL vand (tilsat 1/4 terning grøntsagsbouillon)
1 dL tacosauce/salsa (enten købt eller hjemmelavet)
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
2 fed hvidløg – presset
2 tsk chilipulver
1 spsk olivenolie
Salt og peber (knap 1/2 spsk af hver)
Tilberedningstiden er ca. 55 minutter.
Skyl quinoaen og rist den i en gryde i et par minutter, før vandet hældes over. Lad simre i 15 minutter (eller til alt vandet er væk), før den tages af og puttes i en stor skål. Bland med koriander, presset hvidløg, tacosauce, spidskommen, chilipulver, olivenolie, salt og peber og fordel i et tyndt lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt i ovnen og bag ved 200 grader varmluft i 30 minutter. Vend quinoaen hvert tiende minut, så den bliver bagt jævnt. Quinoaen er færdig, når den er gylden og en smule crunchy. Hvis du vil have det helt sprødt, kan du evt. give det 5-10 minutter på grill-funktionen efter de 30 minutter.
En portion passer til 4 personer. Hvis quinoaen bruges i stedet for en kødsovs, er det værd at være opmærksom på, at der skal noget andet dyppelse til i form af f.eks. hummus, guacamole, salsa etc., så det ikke bliver tørt.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Lækker opskrift du! Noget af det værste ved at rejse er i min optik det faktum, at man sjældent kan lave sin egen mad. På mine ophold i både USA og Hong Kong spiste jeg konstant ude eller i skolens kantine, hvilket var spændende nok i starten, men man kommer altså til at savne at lave sin egen mad – selv noget så simpelt som en rugbrød med et eller andet, som nok er det, jeg har savnet allermest på mine rejser :P
Camilla | http://cammi.dk
Tak, du ;)
Jeg kan kun være enig. Det er SKØNT at kunne tage på restaurant i Thailand og få en fantastisk curry til en tier, men det er også ret irriterende, hvis man SKAL ud at spise hver gang. Jeg går også amok i rugbrød i disse dage. Jeg burde virkelig koge mig nogle kartofler, så jeg kan få den kartoffelmad, jeg har sukket efter siden efteråret.
Det må næsten prøves en dag. Det lyder i hvert fald mega lækkert, og smart hvis man gerne vil “spare” lidt på køddagene.
Så må vi se om min kæreste er enig, for han er kødæder med stort K. Suk ;)
// http://www.jannifromtheblog.dk
Det var det virkelig!
Min kæreste havde det lidt på samme måde i begyndelsen, men jeg tror ofte, det mere handler om indstilling end om “smagen” i sig selv. Hvis det er lækkert nok uden kød, er der kun princippet tilbage at stritte imod med ;)