Jeg er, som så mange andre, ved at få øjnene op for quinoa, og da vi forleden fik Mathias’ forældre på besøg, kastede jeg mig ud i mit livs første Tabouleh – med et twist. Jeg havde nemlig ikke lige det, de forskellige opskrifter krævede, så jeg kastede mig ud i min egen version, der heldigvis blev så god, at Mathias’ mor bad om opskriften. Og det er altså ikke noget, hun ofte gør!
Det er en supernem ret at lave, og den kan både bruges som tilbehør og som ret i sig selv. Jeg serverede den som tilbehør til kylling, ovnstegte kartofler og tzatziki, og det gik godt i spænd. Og så var jeg lidt oppe at køre, fordi jeg for første gang havde anledning til at bruge den nicer dicer (et navn jeg afskyer!), min mor ikke gad flytte med til Viborg. Og den virkede! Og det gik sgu stærkt!
Du skal bruge:
1,5-2 dl quinoa (jeg brugte rød quinoa)
4 tomater
1/2 agurk
1 lille rødløg
3 fed hvidløg
1 håndfuld frisk basilikum
feta
salt
peber
Kog quinoaen i forholdet 1:2 (altså 2 dl vand per 1 dl quinoa) i 20 minutter og lad den køle af. Snit tomater, agurk, rødløg, basilikum (og feta, hvis du, ligesom jeg, ikke køber den i tern) og pres hvidløget. Bland det hele sammen og smag til med salt og peber og evt. et skvis citron. And that’s it!
Du kan også bruge alverdens andre krydderurter og grøntsager, så den kan varieres i en uendelighed. Og hvis du ikke ligger inde med quinoa, kan du bare bruge bulgur eller couscous :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)