Chiagrød er et oplagt valg, hvis morgenmaden skal være både sund og lækker. I dette indlæg deler jeg min yndlingsopskrift på sund og lækker chiagrød, der kan holde sulten for døren hele formiddagen.
Morgenmad har aldrig været mit yndlingsmåltid – måske fordi min mor altid har insisteret på en sund begyndelse på dagen, og jeg derfor aldrig har lært at spise hverken cornflakes eller Nutella. Det er selvfølgelig fint nok nu, hvor jeg har rigeligt med andre dårlige vaner, men med undtagelse af det hvide brød uden kanter, som jeg altid fik hos min farmor, og min ultimative guilty pleasure – ciabattaboller – er jeg ikke stødt på en morgenmad, jeg har brudt mig ret meget om, og i mange år skippede jeg den altid.
På Bali var der nem adgang til virkelig lækre smoothiebowls, og i Thailand var der så meget fantastisk frugt, at jeg også med glæde spiste min morgenmad, så da vi kom hjem, gav jeg mig i kast med at finde på en god og sund morgenmad, jeg rent faktisk gad spise. Jeg har eksperimenteret med en række forskellige opskrifter på chiagrød på rismælk eller andre former for plantemælk, og det bedste er, at det er en opskrift, der ikke kræver andet end et par ingredienser og et køleskab, så vi også kan lave den, når vi rejser.
DU SKAL BRUGE:
(Giver 1 portion chiagrød)
1 dl havremælk / rismælk / mandelmælk
1 dl vand
2 spsk. chiafrø
1 spsk. kokosmel
(Evt. 1 tsk vaniljepulver)
Eksempel på toppings til din chiagrød
Banan
Blåbær
Hindbær (her har jeg brugt frysetørrede hindbær)
Græskarkerner
Mandler
Kokosmel
Chiagrød er både en lækker og sund begyndelse på dagen, og så er det en morgenmad, der ikke tager ret mange minutter at lave. Chiafrø indeholder både magnesium, calcium og omega-3-fedtsyrer, og så er de pakket med antioxidanter, fibre og proteiner. Frøene holder dit blodsukker stabilt, hvilket giver dig en god mæthedsfornemmelse et godt stykke op ad dagen. Kokosmel er naturligt sødt og rigt på fibre og hjælper også til at stabilisere blodsukkeret.
SÅDAN LAVER DU CHIAGRØD
- Bland chiafrø, kokosmel, havremælk og vand i en lille skål. Hvis du vil lave en chiagrød med vanilje, er det også her, du blander vaniljepulveret i. Du kan også bruge 2 dl havremælk og droppe vandet, hvis du ønsker, grøden skal smage af lidt mere.
- Brug en gaffel eller et lille piskeris til at piske chiagrøden godt sammen.
- Sæt låg på, og stil i køleskabet natten over (eller minimum et par timer).
- Om morgenen kan du evt. tilsætte lidt mere havremælk, hvis din chiagrød er til den tykke side.
- Top med din yndlingsfrugt, nødder, kerner, kokosmel, eller hvad du ellers har i skabene.
Jeg brugte frisk ananas i morges, og det var absolut et hit, men det meste virker. Chiagrøden smager ikke af ret meget i sig selv, så du kan “customize” smagen, som du vil. 1/2 tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker) er også lækkert at blande i grøden, men det er ikke nødvendigt.
Hvad er jeres foretrukne morgenmad?
HVILKEN PLANTEMÆLK ER BEDST?
Chiagrød med havremælk eller chiagrød med rismælk? Hvad er bedst? Det spørgsmål har jeg fået en del gange, men der er ikke noget endegyldigt svar, og jeg synes ærligt talt ikke, at forskellen er ret stor.
Smagen ændrer sig selvfølgelig lidt, alt efter hvilken plantemælk man bruger, og man kan sagtens lave chiagrød på både kokosmælk, havremælk, soyamælk eller mandelmælk.
Jeg har personligt afprøvet alle de førnævnte (med undtagelse af soyamælken), og jeg har ingen klar favorit. De gør så godt som det samme, så det handler i bund og grund om, hvilken plantemælk man foretrækker – og især hvilken plantemælk man har i huset.
Jeg ender som oftest med at lave min chiagrød på havremælk, fordi det er den plantemælk, jeg oftest har herhjemme, og fordi der generelt er flere fordele end ulemper ved havremælk, men det handler jo i sidste ende om smag og behag.
Chiagrød på havremælk styrker immunforsvaret
Havremælk et oplagt valg til chiagrød, da den søde smag af havre går godt sammen med chiafrøene. En anden fordel ved havremælk er, at den indeholder B6-vitamin, der er godt for immunsystemet. Havremælk har mange andre gode egenskaber (se f.eks. denne artikel) og er desuden supernemt at lave selv.
Chiagrød på rismælk smager neutralt
Rismælk er den mest neutrale af smagsvarianterne, da den ikke har en ret kraftig eftersmag, så det kan tale for at lave sin chiagrød på rismælk. Til gengæld indeholder rismælk arsen og anbefales derfor ikke i større mængder. Rismælk gør desuden intet godt for blodsukkeret og er derfor ikke et oplagt valg til morgenmaden, som jo gerne skulle holde en mæt et godt stykke op ad dagen.
Chiagrød på mandelmælk er lækkert, men dyrere
Mandelmælk giver chiagrøden en lækker og sød smag og indeholder både kalium og sunde fedtsyrer, men mandelmælken er ofte væsentligt dyrere end andre former for plantemælk og indeholder desuden flere kalorier end andre former for plantemælk, da der ofte er tilsat en form for sukker.
Jeg bruger ofte hakkede mandler som topping, så det er en måde at få de gode ting fra mandlerne på uden at bruge mandelmælk.
Kokosmælk indeholder mættede fedtsyrer
Kokosmælk består mestendels af mættede fedtsyrer, og eftersom der allerede er kokos i min opskrift på chiagrød, ville jeg undlade at bruge kokosmælk.
Hvad er jeres foretrukne plantemælk til morgenmaden?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Mums! Jeg har efterhånden indset, at den chia grød jeg laver, adskiller sig ret meget fra den gængse udgave, men din opskrift her lyder faktisk vældig lækker i forhold til en del andre, jeg er faldet over. Må prøves. Og ellers så er sådan en hjemmelavet smoothiebowl altså heller aldrig af vejen. Dødlækkert! :)
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
Nu bliver jeg nysgerrig! Hvordan gør den det? :)
Nej, de hjemmelavede smoothie bowls er også et hit hos os!
Knus
Kan man bruge soyamælk i stedet for rismælk?
Der står kokomel i opskriften, er det fint kokomel eller alm.?
Opskriften lyder lækker, vil prøve den i aften.
Du kan sagtens bruge soyamælk :) Rismælk er lidt sødere end soyamælk, så smagen bliver selvfølgelig lidt anderledes, men det virker ligeså fint. Jeg bruger bare den plantemælk, jeg har i køleskabet! Det er bare ganske almindeligt kokosmel :) Held og lykke med opskriften, jeg håber, du kan lide den!
Hej med dig
Jeg tror jeg bruger de forkerte Chia frø, mine var stadigvæk hårde i køleskabet om morgenen og var ikke blevet til grød? Jeg kan så se at der står på de røde Chia at det skal koges 🤔
LOST nyudklækket veganer 😅
Er du sikker på, du ikke forveksler chiafrø og quinoa? :) Det ville i hvert fald give et svært dårligt resultat :D