Oprindeligt var Bali slet ikke på min ønskeliste. Første gang jeg hørte om øen, var da en af mine folkeskoleklassekammerater kom ind i klassen efter en forlænget juleferie og var så brun, at jeg dårligt kunne kende ham. Lige der ville jeg lidt ønske, det var mig, men siden da har jeg faktisk ikke drømt om Bali. Det var også kun fordi, vi ville undgå regnsæsonen i Thailand, at vi valgte at tage til Bali, og hvor er jeg dog glad for, at vi gjorde det.
Man hører utroligt meget om Bali for tiden, synes jeg. Alle bloggere har efterhånden postet et billede af en kokosnød på deres Instagram, og den lille ø bliver fremstillet som et paradis på jord. Det er måske lige i overkanten, for selvom her er skønt, er der også en del, man liiiige skal vænne sig til. Men mere om det i et andet indlæg. I dag skal det nemlig handle om 12 gode grunde til at besøge Bali!
Naturen
Vi har ikke engang oplevet alle seværdighederne endnu. Vi har bare kørt rundt på scooter, men vi er da helt blæst bagover. De mange rismarker er virkelig karakteristiske for Bali, og der er intet bedre end at se himlen reflekteret i dem ved solnedgangstid. Det er så smukt! Der er vandfald, klipper, bølger og sort vulkansand på strandene, og alt er så grønt, at det føles som om, farven skinner indefra. Se selv!
Hvis du ønsker at spice din Instagram-konto lidt op, er Bali the place to be. Tænk kokosnødder, solnedgange og bølgebrus, rismarker, frisk frugt i massevis, træhytter, vandfald og bikinibilleder i massevis. Jeg sværger at flere af stederne i Canggu (se bare her og her) er designet med henblik på netop Instagram!
Syge scooter skills
Ligesom man ikke kan besøge København uden at cykle, kan man ikke besøge Bali uden at køre på scooter. Det er bare en del af oplevelsen. Den balinesiske traffik er tosset, så i første omgang virker det som et selvmordsprojekt, men når først man gennemskuer systemet (for sådan et er der) og suser af sted mellem rismarkerne, forsvinder frygten, og så er der kun frihed tilbage. Hvis man kan køre på scooter på Bali, kan man køre på scooter alle steder, så du kommer sandsynligvis hjem med nogle vilde scooter skills.
Hvis du er surfer-typen
Canggu er hjemsted for omtrent halvdelen af verdens surfer-befolkning. Sådan føles det i hvert fald. Der er altid folk i bølgerne, og der er altid bølger. Folk kører rundt med surfboardet på siden af scooteren og viser deres misundelsesværdige kulør frem. Hvilket leder mig til …
Pæne mennesker
O to the M to the G, der er mange pæne mennesker her. Fik jeg sagt, der er mange surfere? De er flotte. Både mænd og kvinder. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har været et sted med en så høj koncentration af pæne mænd som i Canggu. De er overalt!
Vegansk og vegetarisk
Især i de mere turistede områder (Canggu, Ubud etc.) er det utroligt nemt at finde lækker vegansk eller vegetarisk mad. Bali er hjemsted for en masse udlændinge og digitale nomader, og der er nærmest et helt vegansk community her. Selv som ikke veganer er det oplagt at spise plantebaseret (eller i det mindste vegetarisk), og starte morgenen med chia pudding og en friskpresset papayajuice, snuppe en smoothie bowl til frokost og en vegetable curry til aften. Det er nemt at leve sundt herude, hvis det er det, man ønsker, for der er så mange lækre og ikke mindst billige muligheder at vælge imellem.
Millionærfølelsen
Så snart du hæver i lufthavnen, er du millionær. 1 million indonesiske rupiah svarer til omtrent 500 danske kroner, så de fleste beløb hernede føles helt latterlige til at begynde med. Til gengæld er det sjovt at tage sig selv i sætninger som “hov, jeg fandt lige 110.000 i min lomme”. Fordi der er sedler helt ned til 1000 rupiah (50 øre), ender man desuden hurtigt med så mange sedler, at man må stå og grave efter bundter i sin taske.
Bali har det hele
Hvad end du er til solferie på stranden, surf-ferie i vandet, oplevelsesferie i naturen, kulturferie eller en her-kan-vi-da-godt-stable-en-hverdag-på-benene-tur som vores, så er Bali perfekt! Den traditionelle storbyferie skal man kigge langt efter, men selv hvis man har nogle lommepenge, man gerne vil af med, er der fine shoppingmuligheder på diverse markeder eller i mere traditionelle butikker. Uanset hvilken slags ferie, du er på, anbefaler jeg dog, du tager her forbi!
Yoga
Nu kan jeg desværre dårligt nå mine knæ på en god dag, så jeg tør simpelthen ikke vove mig af sted til en yogatime, men for de der tør er her nærmest uanede muligheder. Yoga er meget stort på Bali, og man er næsten lidt sær, hvis man bor her (som udlænding) og ikke praktiserer det.
Hunde
Der er hunde overalt. Nogle har ejere, nogle har ikke, men alle løber rundt og hygger sig og leger i strandkanten, når solen går ned. Eller ligger og køler sig på klinkerne inde på restauranten. De bidrager til en superhyggelig og afslappet atmosfære, og så føles det ikke helt ligeså hårdt ikke at kunne have en hund, fordi man rejser, når de er over det hele.
Priserne
Skulle det være en ananas? Det bliver 3 kroner. Hvad med en stor tallerken indonesisk mad? Stik mig en tier. En scooter i en måned? 400 kroner. En kokosnød på en strandbar? 7 kroner. Man kan virkelig komme langt for lidt på Bali, og man kommer hurtigt til at synes, 1 krone for parkering er helt absurd.
Vejret
Og til sidst den åbenlyse: Vejret! Det er de færreste af os, der sætter stor pris på den – ofte otte måneder lange – danske vinter. Her er det sommer året rundt, og selvom der en dag skulle være overskyet, kan man være sikker på, man aldrig mere behøver tage bukser på. Hvis man er til den slags.
Har I besøgt Bali? Og har I nogle tilføjelser? :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Kom afsted til noget yoga! Så kommer du nemlig hurtigt til at kunne nå dine knæ. Og måske dine fødder.
Det bør da prøves :-)
Mathias kan jo ta’ nogle meget morsomme billeder af dig :-0
Lige nu har jeg ikke bare langt til knæene – jeg har også hold i nakken. Selvfølgelig begge dele gode argumenter for at tage af sted, men også glimrende argumenter for at lade være!
Åh. Det her indlæg giver mig endnu mere lyst til at komme af sted! Det gør lidt ondt indeni, når man ikke ved hvornår man skal ud at rejse igen :)
Jeg kender følelsen. Den er ikke rar! For mig virker det altid at sætte mig et mål (uanset hvor langt ude i fremtiden, det måtte være) og så begynde at spare lidt op. Så føles det allerede mere virkeligt, og man kan begynde at drømme :)
Det er SÅ spændende at følge med i jeres rejseeventyr! Jeg glæder mig til at se hvor i ellers bevæger jer hen :)
Fedt, Signe! Det er jeg glad for at høre :) Du finder ud af det temmelig snart, for vi smutter fra Bali om halvanden uge!