Jeg har skrevet et indlæg, som jeg ikke rigtig tør udgive. Det gør jeg engang imellem, og så ligger det som kladde og venter på at blive til noget eller blive puttet i den virtuelle skraldespand. Den er der efterhånden mange tanker, der er røget i. Det bliver ikke i dag, jeg udgiver det, men her midt i overvejelserne kom jeg i tanke om et indlæg, jeg skrev i sommer, som virkelig rammer hovedet på sømmet i øjeblikket, hvor modstanden føles større end nogensinde.
Så er det, jeg lige skal trække vejret dybt og huske mig selv på, at det ER værd at kæmpe for det liv, jeg drømmer om – også selvom vejen dertil har vist sig at være langt mere udfordrende, end jeg havde forestillet mig. Blandt andet fordi modstanden kun er blevet større, men også fordi jeg bare slet ikke er nået dertil, hvor jeg gerne vil være. Men det skal nok gå, det kræver bare et langt, sejt træk. Heldigvis er jeg så priviligeret, at solen kan skinne på mig imens!
Det er svært med en blog. På den ene side brænder jeg efter at skrive om, hvad der sker i mit liv lige nu, men på den anden side involverer det nogle mennesker, der absolut ikke har bedt om at komme på bloggen. Det er normalt intet problem at skrive om, hvad der rører sig, for selvom jeg til tider løber ind i nogle forhindringer, så har jeg en omgangskreds, der støtter og bakker op, som var de betalt for det.
En af de fineste kvaliteter, et menneske kan besidde, er evnen til at kunne glædes på andres vegne. Til at tilsidesætte egne ønsker for at lade andre leve den lykke, de drømmer om. Sådan et menneske er min bedste veninde, der med strutmave og termin i september bad mig tage af sted til den anden side af kloden, selvom det måske betyder, at jeg misser fødslen af et af mine absolutte yndlingsbørn og desuden kun kan komme på besøg via Skype i de første mange måneder. Jeg ved, hun er i gode hænder herhjemme, for i modsætning til mig er hun typen, der tiltrækker veninder som var hun (en meget køn og behagelig form for) fluepapir. Det er mærkeligt for mig, at jeg nok ikke kommer til at være der til det største øjeblik i hendes liv, men jeg kommer aldrig af sted, hvis jeg venter på det perfekte øjeblik i alle andres liv.
LÆS OGSÅ: Kys det nu, det Satans liv
Desværre er alle ikke som hende, så vi møder også modstand. Men har man lov til på andres vegne at dømme, hvad der er godt og skidt? Der vil altid være grunde til ikke at tage af sted. I hvert fald hvis man overlader beslutningen til andre og deres syn på, hvordan et liv bør leves.
Jeg tror ikke på, det skal gøre ondt, før det gør godt. Jeg tror ikke på, at man bliver nødt til at hade sit liv, når man står op om morgenen for at møde på det arbejde, der forhindrer en i at udleve sine drømme. Jeg tror ikke på, at livet er noget, der skal leves, når alt andet er klaret.
Vi har ingen ret til at dirigere andres liv efter forgodtbefindende eller stille os i vejen for deres drømme. Vi skylder dem, vi elsker, at sætte dem fri og stole på, at de selv er i stand til at afgøre, hvilken vej de skal vælge. Tiden er det dyrebareste, vi har. Det er uansvarligt at kaste den væk eller lade andre bruge den for en. Et rigtig arbejde i to år er ikke bare en periode med et arbejde, man ikke lige brænder for. Det er to år, man aldrig får igen. Det er to år, man kunne have brugt på at rejse jorden rundt, på at bygge en model af Saturn 5, på at etablere sig som selvstændig, på at arbejde med forældreløse børn eller lære at spille guitar.
For nogle år siden læste jeg denne artikel, der handler om de ting, vi fortryder på vores dødsleje, og det første punkt kilede sig lige ind i hjertekulen på mig.
Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.
Det er så nemt at lade sig dreje ind på en forkert livsbane, men det er ikke nødvendigvis let at leve der. Jeg er selv virkelig slem til at lade mig styre af andres forventninger. Eller, det har jeg i hvert fald været. Havde det for eksempel stået til mig selv, var jeg ikke begyndt på kandidaten. Men det stod jo til mig selv, og jeg gjorde det alligevel, fordi jeg ikke turde satse på mig selv og risikere et stort, fedt “I told you so”, hvis min plan ikke lykkedes.
Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.
Vi tror, vi er låst, men i virkeligheden kan vi jo bare låse håndjernene op. Der er ingen, der tvinger os til at blive i vores hjem, bare fordi vi engang har købt det. Selvfølgelig kan insolvens spille en rolle, men for langt de fleste af os vil det gælde (no pun intended), at vi bare kan sælge og løse os fra de bånd, vi bilder os ind, binder os.
Vi skruer vores forbrug op, så det altid matcher det, der kommer ind på kontoen, og vi glemmer, at vi levede lige så godt før den nye udestue, før mærkevarerne, før de daglige besøg i delikatesseafdelingen og de ugentlige aftaler med fodterapeuten og negledamen. Og lige pludselig tror vi, at vi bliver nødt til at tjene 30.000 om måneden bare for at få livet til at køre rundt. Institutionspladserne koster jo, og skiferien betaler heller ikke sig selv.
LÆS OGSÅ: Typen der flytter langt væk
Men vi kan altid vælge at gå en anden vej. Vi kan altid vælge at starte forfra. Det bliver måske sværere, jo mere vi har etableret os, men det er altid muligt. Det kan godt være, familien synes, det er tåbeligt at forlade et godt job for at kaste sig ud i livet som dragebygger, men det er jo ikke op til dem at bestemme. Hvis vi lader andres bekymringer eller humørsvingninger afholde os fra at følge vores drømme, fralægger vi os et helt fundamentalt grundansvar for vores eget liv. Vi kan også vende det hele om og starte forfra på det “rigtige” arbejde, hvis vi finder ud af, det er det, vi drømmer om. Det er aldrig for sent.
Men hvad så hvis ens drømme ikke stemmer overens med det, andre ønsker? Og hvad så hvis de andre derfor sætter alt ind på at gøre livet så umuligt som muligt for en, indtil man bøjer sig og tager sig til takke?
Så er det, vi skal tage de skridsikre sokker på og stå fast. Vi skal ikke lade os presse til at forsvare os selv, for der er intet at forsvare. Vi skal stå ved os selv, selvom det er hårdt, for hvis vi bare en enkelt gang lægger vores liv i hænderne på nej-sigerne, viser vi os selv, at vi ikke er vores egne drømme værdige.
Det er noget af det, jeg kæmper med for tiden.
Jeg håber, det løser sig, så alle med tiden kan acceptere det liv, jeg drømmer om, men gør det ikke det, så er det også i orden. Jeg lever det bare alligevel.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Hver gang jeg læser indlæg som disse bliver jeg altid lidt glad indeni. Du er dygtig. Ikke bare sådan en man finder langt nede i rækkerne et sted mellem meningsløshed, overfladiskhed og tidsfordriv. Du kan skrive. Selvfølgelig er du god med ord og vendinger, så man ikke snubler over ordene, men det er ikke kun det, som drager mig mod dine indlæg. Du er ærlig. Det er der selvfølgelig mange der er. Det er de færreste Bloggere som etablerer sig en karriere som Blogger ved at lyve sig igennem. Heldigvis. Men du er også ærlig overfor dig selv. Og det er pisse skræmmende. At stoppe og og reflektere og forstå og ikke mindst sige højt, hvad vi godt kunne tænke os – det er skræmmende. Der er en risiko for at slå fejl og for at folk kan sige “hvad sagde jeg”. Men sådan er det jo engang med livet. Det er ikke meningen at det skal være alt for nemt.
Jeg ved ikke om du ender der hvor du gerne vil være med din blog, men jeg er sikker på at der er mange læsere derude, som følger med og lytter til den ærlige stemme, som tør se sig selv i øjnene og indrømme livet er ret fantastisk, men også lidt svært til tider.
Jeg kender selv følelsen. Følelsen af ikke at slå til. At alle andre har styr på livet i deres tjekkede outfits. Men i virkeligheden, så er de nok ikke så meget mere tjekkede ind alle os andre når det kommer til at forstå livet. Men jeg tror på, at vi nok skal finde en mening med det hele selv længe vi tør tro på det.
Og at nogle tør sætte ord på den følelse, som mange af os render rundt med, det er ikke helt så skidt endda…
Hvor er du bare sød, Maja. Tusind tusind tak!
Jeg har været og er stadig alt for bange for, at folk kan få lov til at sige “hvad sagde jeg”, men hvorfor skulle vi egentlig overhovedet lytte til nogen, der kan finde glæde i, at man ikke lykkes? Det øver jeg mig i at tænke :)
Endnu engang tak for din kommentar. Den kommer jeg stensikkert til at gå tilbage og læse engang imellem!
Super velskrevet og inspirerende indlæg. Det er nogle vildt gode refleksioner, som jeg også selv ofte sidder med. Hold nu op hvor er det vigtigt, at vi sørger for at leve livet mens vi har det. Synes det er virkelig fedt, at du tog springet, og nu har levet mange måneder uden fast tag over hovedet. At du har gjort det som du ville. Det er sejt.
Jeg har i hvert fald selv nogle ting, jeg lige skal have tænkt igennem, for at kunne nå over på min ‘lykke-side’.
Tusind tak skal du have, Janni!
Jeg er også rigtig glad for, at vi gjorde det. Selvom vi ikke er, hvor vi troede vi ville være nu, har det været den helt rigtige beslutning for os :)
I vores lille families stue står der kun et billede. Billedet har en tekst, som lyder med : “The only expectations you should live up to are the ones you expect from youself” Det er vores motto :-)
Tak for et inspirerende indlæg:-)
Tak for et inspirerede indlæg.
Sidste linie kom lige med to gange. Det var en fejl.
Selv tak, Signe! Det er dog et fremragende citat. Så utroligt rigtigt :)
Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv – og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.
At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv.
Begge citater passer på jeres situation – begge citater er tilskrevet Søren Kierkegaard. Kun det første er egentlig hans.