Hvis man siger drømmene højt …

… bliver de til virkelighed. Det er der i hvert fald nogen, der siger. At det første skridt på vejen er at dele drømmen, så man mere målrettet kan gå efter den. Jeg har altid arbejdet med den stik modsatte model. Når du ser et stjerneskud — skal du ønske og holde kæft!-modellen. Jeg har ikke villet sige drømmene højt, fordi jeg var bange for ikke at nå dem. Det tror jeg faktisk er en meget typisk tilgang – sådan at lukke sig om sig selv og sin fremtid og være så bange for at fejle, at man aldrig rigtigt kommer i gang.

Og jeg kan mærke, at jeg er ved at gøre det igen. Beating around the bush. “Der kommer en god løsning i morgen”. Jeg hader, når bloggere laver det der: “Hør om mit syyygt spændende projekt, som jeg ikke vil fortælle noget som helst om, men det er fedt, og jeg er vigtig, og I får det nok at vide engang, måske!” Og så viser det sig altid at være et re-design, en blog-flytning eller et eller andet, som slet slet ikke var spændingen værd.

Jeg er generelt ikke teaser-typen. Jeg tror aldrig, jeg har postet et “sneak peek” (så spændende stoler jeg simpelthen ikke på, mine outfits er!), men når det kommer til fremtidsplanerne, er jeg så bange for at jinxe dem, at de faktisk aldrig har levet på skrift. Det er det, jeg prøver at lave om på nu. Det er bare som om, ordene ikke helt vil forlade fingerspidserne. Så er det meget nemmere at sige, hvad jeg ikke vil. Og det betyder næsten det samme, men man kan sgu ikke leve livet med omvendt fortegn.

Jeg vil ikke have et arbejde. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Jeg har aldrig været et 8 til 16-menneske, og jeg ved helt inde i min kerne, at jeg aldrig nogensinde bliver det. Jeg får aldrig et “rigtigt arbejde” – som (bedste)forældregenerationen kalder det – for i min verden ville sådan et forvandle alle dage til søndage, og det er mit liv for kort til.

Men hvad så? Jeg kan næsten høre mit hjerte banke. Det føles farligt, det her. Jeg vil gerne være direktør. Boss. Og jeg vil have fuld kontrol over min eneste ansatte – mig selv. Nu er selvstændig jo ikke en jobtitel i sig selv. Det kan jo være alt fra sabelsluger til fotograf. Selvom jeg (hvis tvunget til at vælge mellem de to) hælder mest til den sidste, er det heller ikke det, der er min plan. Ej for fanden. Se nu mig skrive verdens længste teaser.

Det er nok fordi, jeg inderst inde ikke ved, hvad jeg skal svare. Jeg vil nemlig lidt af det hele. Jeg vil hygge mig med jer og skrive mine tanker til ro. Heldigvis begyndte jeg så småt at tjene lidt på bloggen sidste år, men jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg skulle flytte hen, hvis min blog-løn skulle kunne betale huslejen. Et håndværkertilbud i Nepal, måske. Det er kærligheden og ikke timelønnen, der driver bloggen.

Den kærlighed må dog med tiden meget gerne også drive et par lidt mere rentable projekter, for jeg stoler ikke på wifi-forbindelsen i Nepal. Jeg vil skrive. Jeg vil formidle. Der kom den. Drømmen. Lige midt i det hele. Omend i en noget vag udgave. Da jeg var 14-16 år skrev jeg en fantasyroman. I folkeskolen var jeg altid hende, der fyldte stilehæfterne, selvom vi kun skulle skrive 2 sider, og indtil videre har jeg belemret jer med 817 indlæg herinde. Nu 818.

Nu løfter jeg den lige et niveau eller to: Jeg vil skrive. Også på engelsk. Jeg undskylder den meget radikale tegnsætning. Og jeg vil skidegerne skrive noget, nogen kan bruge til noget. Sådan en selvstændig en, der skriver – det hedder en tekstforfatter. Så det vil jeg gerne være. I giver bare lyd, hvis I mangler en artikel om svampe, en webtekst om samuraier, et kærestebrev eller et blogindlæg om duftlys. You name it, I write it. Giv mig lige lidt tid til at finde på et bedre slogan, ikke?

Men som I nok kan gætte, er tanken om at være tekstforfatter ikke det projekt, jeg har brugt de sidste par uger på. Jeg har nemlig kastet mig ud på dybt vand og købt et .com-domæne. Nu er det jo ikke i sig selv nogen stor bedrift at skrabe 95 kroner sammen, men det domæne bliver hjem for hele drømmen. Den store drøm der ligger bagved teksterne og indlæggene. Drømmen om et liv som online entrepreneur med hvadend, det måtte vise sig at indebære. Det er et projekt, der skal udvikle mig, mens jeg udvikler drømmen og kan videreudvikle projektet. A work in progress.

Det er sådan, jeg vælger at tackle det her. Jeg er ikke perfekt, og jeg kan ikke det hele. Jeg er heller ikke nødvendigvis den bedste til alt det, jeg kaster mig over, men jeg lærer, og jeg suger til mig, og jeg sørger for hele tiden at udvikle mig, og dét må være et mål i sig selv.

Selve hjemmesiden er jeg stadig ikke heeeelt klar til at dele, men en snedig en af jer har allerede fundet den! Jeg er stinkende nervøs og helt vildt spændt på, hvad det bliver til. Det er endnu et kærlighedsprojekt, der måske aldrig kommer til at betale mere end sit eget domæne, men det har potentiale, og det elsker jeg. Jeg aner ikke, hvor det fører mig hen, men jeg kan mærke, at det udvikler mig, og jeg er stolt af det lille håndgribelige skridt, jeg har taget mod min drøm. Så må det bære eller briste.

 

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)