Man skulle ikke tro det, hvis man så tøjet på gulvet ved siden af sengen, min alien-lignende knold eller den papirstak, der har til huse på den nederste hylde inde i stuen, men jeg er en perfektionist. Det har jeg altid været, når det kommer til mine projekter, og engang var jeg stolt af det. Jeg har aldrig afleveret en opgave eller udgivet et blogindlæg, der ikke var korrekturlæst op til flere gange (dermed ikke sagt, at der ikke er svipsere! Der er mange!), og jeg sletter mange flere videoer, end jeg lægger op. Engang troede jeg, at min perfektionisme var en styrke, men på det seneste er det begyndt at gå op for mig, at det nok i højere grad er en hæmsko. Måske er det ligefrem en undskyldning.
Jeg elsker at påbegynde projekter, og jeg elsker at færdiggøre dem og stå med et håndgribeligt bevis på de timer, der er lagt i dem. Desværre går mange af mine projekter i stå, når de er 75% i mål. Jeg går altid i gang med den allerstørste entusiasme. Jeg arbejder til langt ud på natten og begynder igen om morgenen, og så tonser jeg derudaf – lige indtil jeg stopper. For hvad nu hvis jeg har grebet det forkert an? Ville projektet ikke blive bedre, hvis det blev todelt? Passer det overhovedet til målgruppen? Er det sjovt nok, eller ville det ikke være bedre at skrive det hele om? Måske kan jeg slet ikke komme videre, medmindre jeg får fat i et nyt objektiv? Det nytter jo ikke noget at gøre det nu, hvis jeg kan gøre det bedre om to uger! Og sådan fortsætter det.
Jeg afholder mig fra at skrive de store indlæg, jeg længe har tænkt på, fordi jeg ikke vil “spilde” dem, hvis jeg nu ville være i stand til det skrive dem bedre på et senere tidspunkt. Jeg har stadig ikke hverken vist jer eller youtube min lejlighed til trods for mange spørgsmål og forslag om room- eller apartment tours, for efter to år ved jeg stadig ikke helt, hvor billederne skal hænge, og desuden bor jeg ikke i en lejlighed med hverken Kählerstager eller ryatæpper. Jeg har et ægte tæppe og et keyboard, og især sidstnævnte er ikke ret fotogent.
I fredags brugte jeg tre timer på at stille lys op og teste forskellige baggrunde rundt omkring i lejligheden, og til sidst kom solen gennem vinduerne og ødelagde det endelige setup, fordi der var gået for lang tid.
Jeg bliver mere og mere frustreret over mig selv, for lige så glad jeg er for at kreere, lige så led bliver jeg over alle de forhindringer, jeg opstiller og alt det spildte arbejde, jeg lægger i projekter, der ender med at få dødsstødet, fordi de ikke kan leve op til de umulige standarder, jeg sætter for mig selv. I løbet af sommeren har jeg skrevet på en engelsk børnebog, jeg håber på en dag at kunne udgive som e-bog. Det er ikke et projekt, der skal hive huslejen hjem eller positionere mig som den nye J.K. Rowling – det er bare for sjov og for at genoptræne min fantasi og øve mit engelske og på den måde danne basis for andre fremtidige e-bøger, men alligevel stopper jeg op i tide og utide og tvivler på hele projektet. Jeg går tilbage og skriver til, fordi jeg bliver usikker på den idé, jeg havde til at begynde med, og jo mere jeg skriver, desto længere synes jeg at være fra at være færdig.
Lige nu er der intet, der ville gavne mig mere end at kunne sætte flueben ud for nogle af de projekter, jeg har gang i, men hver gang jeg prøver at overbevise mig selv om, at 80% er godt nok, hører jeg min mors stemme og det motto, jeg har levet med hele mit liv: “Everything worth doing is worth doing well!” Jeg fejloversætter “well” til “perfekt”, men det var jo ikke det, der var meningen med det. Hvis kun det perfekte er godt nok, ville verden gå i stå. Jeg bliver nødt til at øve mig i at acceptere, at det bedste, jeg kan gøre, er godt nok. Jeg indeholder ikke opskriften på noget perfekt, og det er der nok i virkeligheden meget få mennesker, der gør. Dronningen har endda gjort et stort nummer ud af ikke at være det – det var noget med nogle fliser og sådan – og når ikke engang Daisy tror på det perfekte, er det nok en umulig opgave.
Og det bedste, jeg kan gøre, er det bedste, jeg kan gøre lige nu! Det er ikke det bedste, jeg nogensinde kommer til at kunne gøre. Selvfølgelig bliver man dygtigere med tiden, men jeg kan ikke sidde og vente på, at der sker en udvikling, så jeg kan komme i gang. Udviklingen består af trial and error, af gamle manuskripter i skuffen og af dårligt belyste videoer, og med dette i baglommen som manifest vil jeg nu sætte alt ind på at færdiggøre de ting, jeg har gang i, før jeg tager fat på nye projekter.
Hvordan har I det med procenterne? Evner I at sætte det sidste punktum, når det er godt nok, eller spilder I også tiden på at jage det perfekte?
Jeans: Bershka (lignende HER, HER & HER) / Sneakers: Mango (lignende HER, HER, HER & HER) / Sweater: Pull & Bear (lignende HER)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Egentlig har jeg nok nærmere den modsatte. Mine projekter stopper når de er færdige, forstået når jeg ikke gider mere afslutter jeg ret hurtigt.
Og så har jeg et par uafsluttede eller løbende projekter, som min slægtsforskning og at lære fransk f.eks.
Men så har du jo en række afsluttede projekter! Det drømmer jeg om!
Det er også rart at have noget i gang – også noget som ikke nødvendigvis har et fast defineret endemål. Jeg kan vel i bund og grund også kalde bloggen for et løbende projekt ;)
Jeg jagter også altid det perfekte. Mest af alt fordi at jeg har præstations angst. Det tager meget af min tid, og det gør mig altid deprimeret når jeg, ligesom dig næsten er færdig, men ikke orker de sidste 25 %. :-/
Ja, det er nemlig en virkelig ærgerlig følelse, fordi man aldrig når i mål og derfor mister troen på, at det overhovedet kan lade sig gøre at færdiggøre noget. Vi må blive bedre til at jappe den sidste del igennem, så vi kan være stolte af de 75% gode procent :)
Det her er jo lige et indlæg for mig! Jeg er også ekstremt perfektionistisk, og desværre så bange for at begå fejl, at jeg helt afholder mig fra at begynde på noget som helst, der kan gå galt! Herunder også uddannelse :(
Men det første store skridt, på vejen mod et bedre liv, er at være bevidst om sin perfektionisme. Så kan man bedre diskutere med sig selv, om der nu også er nogen voldsomme konsekvenser ved ikke at lave en bestemt ting perfekt. Det er der heldigvis som regel ikke 😊
Du har helt ret! Det er langt bedre at begynde og fejle end at stå stille af frygt for at fejle. Jeg skal også virkelig øve mig i at tænke på den måde :)