Studiestress og Den Gyldne Studieregel

Jeg bællede en chailatte med den kære Mia i går, hvor vi sørgede for lige at få vendt verdenssituationen. Hun er megatravl med studie, jeg er ved at brænde sammen oveni bøtten, og alt i alt var det nok en fremragende idé, vi lige tog en time fælles timeout og fik sagt røv til det hele et par gange.

Jeg har næsten sneget mig igennem to måneder af semesteret nu, og jeg ved, der kun er halvanden tilbage, men nu har det dæleme ramt mig, og det har ramt mig hårdt. Undervisningen er det gået nogenlunde med – den har endda ligefrem til tider været tilnærmelsesvist spændende – men nu begynder det hele at hobe sig op foran mig i en ulækker bunke af deadlines, eksaminer, projekter og synopser. Der skal søges SU-dispensation, medmindre jeg vil være selvforsørgende allerede fra nytår, der skal findes specialevejleder (og emne), der er 2 eksaminer af til sammen 5 dele (heraf to gruppeeksaminationer), der er vejledning i den ene, og jeg er slet slet ikke i stand til at kapere så meget studie på én gang.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så plaget af angst, som jeg er nu. Jeg kan ikke trække vejret dybt uden at ryste, jeg kan ikke sove, og jeg kan ikke engang svare på, hvordan jeg har det uden at begynde at tude. Det er bare for meget.

Og hvorfor kommer jeg så langt ud? Det gør jeg selvfølgelig, fordi jeg i forvejen ikke var det mest psykisk stabile individ, der nogensinde har prustet sig op ad Ringgaden til Uni, og jeg vidste udmærket, at jeg skød over mål ved at droppe min planlagte sygeorlov og i stedet gå all in og forsøge at følge med fremdriften og de 30 ECTS. Jamen selvfølgelig er jeg presset, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til.

Men det er jo ikke kun mig, det er for meget for!
Jeg er bare så “heldig”, at jeg har en diagnose at pege på, når korthuset falder sammen, men hvad så med alle de “normale” piger, der hele tiden føler, de er bagud og ikke slår til?

Jeg brugte gymnasiet og de første par år af uni på at have dårlig samvittighed. Jeg gik rundt med en konstant følelse af at være bagefter, indtil jeg slet ikke kunne gennemskue, hvis forventninger det var, jeg prøvede at leve op til. Og så besluttede jeg mig for, at min uddannelse så vidt muligt skulle være på mine vilkår.
Der er få ting, der giver undervisere mere kriller i dilleren, end når de kan få lov til at fortælle et klasseværelse fyldt med desillusionerede studerende, at de bør arbejde 60 timer om ugen, fordi ferierne bør tælles med i gennemsnittet. Lad os nu lige være ærlige. Det er dæleme de færreste af os, der er i stand til at studere 10-12 timer dagligt, og de færreste af os når op på en normal arbejdsuge. Og det er okay. Whatever works for you!

Personligt er mine normale studiearbejdsuger mere i nærheden af de 10 timer. Det er der en række årsager til. For det første har jeg aldrig bedt mig selv om at læse hele pensum. Det ville i de fleste tilfælde være spild af tid, fordi størstedelen af underviserne smider en masse komplet unødvendigt materiale på læseplanen, fordi kapitel 5-10 lyder bedre end kapitel 6 og 9, og fordi de skal kunne forsvare de 60 timers arbejde. Dengang jeg læste, plukkede jeg i pensum, så jeg lærte det, der havde relevans for mit fag og så lod resten ligge. Jeg prøvede i korte perioder at læse det hele, men det endte bare med, jeg ikke kunne huske noget af det.
På dette semester har vi blandt andet fået til opgave at læse mere end 100 siders kameramanual. Det kunne jeg virkelig ikke drømme om at gøre. På dette semester har jeg læst lige præcis 4 sider. Og de sidste 2 skimmede jeg endda.

Og ved I hvad? Jeg er sgu ret godt med. Selvfølgelig ville det for mange være en helt elendig plan at lade læsestoffet ligge, men for mig fungerer det. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ladet mig presse af enten mine undervisere eller mine medstuderende, når jeg egentlig var på rette vej i min helt egen udmærkede plan. Det er sgu som om, der er folk, der får det bedre med sig selv ved at fortælle vidt og bredt om, hvordan de møder på uni hver dag fra 8-16 og desuden allerede har skrevet deres eksamensopgave – og så kan de lige med chok i øjnene få spurgt ind til, hvordan man dog vil nå ALT det, de har klaret. Fucking flabet, altså.

Jeg har efterhånden regnet svaret ud: Jeg arbejder bare på en anden måde, end de gør.
Jeg gider ikke bruge 10 timer på en synopsis, når jeg er i stand til at skrive den på én, og jeg ser ingen grund til at sætte 8 timer af til gruppearbejde og så holde pause i fire af dem. Når jeg arbejder, er jeg super effektiv – I get the job done. No fuss, no small-talk, no nothing. Så kan man snakke, når man er fri og færdig (ja, jeg siger jo, jeg ingen studievenner har).
Ikke overraskende har erfaringen vist mig, at en stor del af “8-16”-folket er ekstremt ineffektive. Halvdelen af arbejdsdagen går med alt andet end arbejde, fordi der lige var en kaffevogn, en gammel bekendt, en sjov video på youtube. Det tager jo også tid at fortælle andre folk, hvor meget tid, man egentlig bruger.

Alle mine studiegrupper har hurtigt fundet ud af, at jeg absolut ikke er typen, der bryder mig om at spilde tiden. I foråret tror jeg endda, ordet “tidsnazi” blev sneget ind, men fandme så om ikke de værdsatte at kunne gå hjem før mørkets frembrud, fordi jeg fra morgenstunden havde lagt en plan og sørget for, vi fulgte den. Ja, jeg er da pisseirriterende at arbejde sammen med (blandt andet derfor jeg så nødig vil arbejde sammen med nogen som helst), men jeg kan love jer for, at min nuværende gruppe syntes, det var fedt, da jeg brugte 5 timer på at redigere det, der tog andre grupper 3 dage. Og det er mit svar.

Hvis min underviser beder mig om at bruge 60 timer om ugen – så er det nok fordi, han ikke ved, hvad jeg kan udrette på 5.
Jeg skrev min bachelor over et par uger, og jeg brugte et par timer hver dag. Den blev ikke prangende, men jeg hev et 10-tal hjem (nøjagtigt det samme gjaldt forresten min SRP), og det illustrerer egentlig min pointe meget godt. Jeg brugte langt mere tid på at stresse over opgaven, på grund af hvad andre sagde om den, end jeg brugte på at skrive den. Og selvom jeg gentagne gange beviser over for mig selv, at det er omsonst at måle mig efter andres standarder, så har jeg ikke kunnet lade være med at føle et vist pres fra dem. I år er det anderledes. Jeg har lært, at min måde er den eneste rigtige for mig. Der er absolut intet i vejen med mit ambitionsniveau, men det er mit eget, og i sidste ende skal jeg kun stå til ansvar over for mig selv.

Desværre betyder det ikke, at jeg skøjter elegant igennem, for jeg står overfor nogle, for mig, voldsomme udfordringer i form at et gruppeprojekt og en dertilhørende opgave. I lørdags fik jeg gentagne panikanfald til min mormors fødselsdag, fordi jeg ikke kan klare at være sammen med ret mange mennesker af gangen. Det var endda kun min allertætteste familie. I går begyndte jeg at tude flere gange, mens vi havde besøg af min far og Mathias’ forældre, fordi min angst og mennesker slet slet ikke passer sammen.

Og det er lige det. Vi har alle forskellige forcer. Nogle kan høvle en opgave af på nul komma dut, mens andre sveder over den i et semester, nogle er super disciplinerede og trives med studiet som fuldtidsarbejde, nogle nailer fremlæggelserne, og andre kan interagere med mennesker uden at bryde sammen. Derfor giver det også kun mening, at vi kan studere på hver vores måde.

I do me, you do you!

Dette indlæg er virkelig ikke et angreb på nogen. Tværtimod. Det er et opråb – en opfordring til jer alle om kun at lade jer presse af jeres eget pres og lade de andres ligge. Er det 1, 3, 6 eller 8 timer om dagen, I vil bruge? Er det halvdelen, alt eller intet, I vil læse? Hvad virker for jer? Den dårlige samvittighed opstår, når man føler sig bagud i forhold til sine egne forventninger. Dengang min mor underviste i studieteknik (en smule ironisk alligevel), var hendes mantra: Lav jeres egen plan og følg den. Hvis målet er at læse én af to tekster, handler det om – med god samvittighed – at lukke ned efter den første og lade den anden ligge. Det handler om overlevelse og livskvalitet, og det er alt for nemt at glemme, når først semesteret er begyndt.

Det er ikke første gang i dette semester, jeg har studiet oppe at vende. Læs om mine overvejelser, før jeg hoppede på undervisningen og om hvad der fik mig til at træffe den endelige beslutning.

Hvordan tackler I studiestress og -pres?

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)