Hvad foregår der? Hvad skete der med studiet, og fandt jeg en løsning? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er ikke endnu, og den lange version er, at jeg er i fuld gang med at få det til at fungere. Med hjælp fra verdens bedste studievejleder prøver jeg at finde en løsning, der gør, at jeg på den ene eller den anden måde kommer igennem kandidatens sidste år, men det kræver tonsvis af telefonsamtaler, lægeerklæringer og mails frem og tilbage, og fremdriftsreformen forsøger ihærdigt at spænde ben både her og der. Heldigvis lader det efterhånden til, at min superheltestudievejleder åbner døre, jeg ikke vidste fandtes, og jeg krydser virkelig fingre for, at jeg engang i næste uge kan fortælle jer, hvad der mere præcist kommer til at ske. Jeg har taget en beslutning om at prøve at hive nogle af pointene hjem, selvom både læge og studievejleder egentlig tilråder en decideret pause. Jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige beslutning, jeg har truffet, men jeg kan mærke, at “burde” presser på, og at det måske i sidste ende er mere stressende at skulle forsøge at retfærdiggøre en pause – både over for mig selv, men i særdeleshed over for både samfund og omgangskreds – end det er bare at bide i det sure æble og get it over with.
Det er svært, og jeg har det dårligt. Ved at åbne for de følelser, jeg i to år har undertrykt, giver jeg absolut ikke kun plads til det gode. Der er mange nedture, og de er tunge og dybe. Jeg håbede på, at jeg kunne vende tilbage til et følelsesliv, jeg i bund og grund aldrig rigtig har kendt – som voksen i hvert fald; En stille og rolig lettere bølget humørlinje. Det har jeg ikke kunnet. Efter to år med et humør, der mest af alt har mindet om den flade linje, maskinen viser ved et hjertestop, er jeg glad for at kunne føle igen, men når jeg mærker de store udsving, kan jeg godt huske, hvorfor det var nødvendigt for mig at dæmpe det hele.
Jeg kæmper imod min angst. Jeg lever og møder nye mennesker, jeg maser mig selv ind i et øltelt, og jeg prøver at sige ja, selvom både krop og sind siger nej. Det er en strategi, der giver bagslag, men jeg ser også en eller anden form for udvikling i retning af et liv, der er værd at leve. Jeg begynder at kunne kende mig selv igen, og det gør, at jeg bliver ved.
Jeg kan ikke fordrage at tænke på skolen. Jeg får hjertebanken, min hals snører sig sammen, og jeg tror, jeg skal kaste op. Det føles nærmest som dengang i 8. klasse, hvor jeg blev mobbet og til sidst havde det så dårligt i min klasse, at jeg ikke længere kunne tage af sted. Og her er der ingen, der mobber. Der er ingen andre inde over end mig selv. Der er ingen venner, der har svigtet og ingen studiekammerater der hvisker bag min ryg. Det hele forgår i relationen mellem mig og min uddannelse – mellem mig og det pres, uddannelsen har vist sig at være.
Det er hårdt for mig at se mine gamle klassekammerater aflevere specialer og komme ud på den anden side, mens jeg sidder fast. På en eller anden måde har jeg adopteret alle de forventninger, der var til mig engang for mange år siden, hvor alle fortalte mig, at jeg med min intelligens kunne blive lige, hvad jeg ville. Det lyder så dumt at sige nu, men engang var jeg en af dem, der kunne det hele. Selv i mit værste fag var jeg en af de bedste i klassen, og jeg har aldrig rigtig skullet kæmpe for noget af det faglige. Det føler jeg godt, jeg kan skrive nu uden at lyde selvfed, for hold da op hvor har alle de voksne, der dengang klappede mig frem, sat deres penge på den forkerte hest.
Det akademiske er ikke et problem. Jeg kommer stadig ret nemt til tingene, og jeg kan for det meste nøjes med at bruge en brøkdel af den tid, mine medstuderende bruger. Jeg har ingen mellemindstilling – når jeg arbejder, så arbejder jeg virkelig, og så kommer der lynhurtigt resultater. Og så skal jeg hjem og sove i to timer, før jeg overhovedet kan overskue at tænde for fjernsynet. Jeg kan få fine karakterer i fag, jeg ikke har haft – men jeg kan ikke studere! Universitetet er så meget mere end forelæsninger og eksamensopgaver. De to ting kan jeg. Men der er også holdtimer, der er gruppearbejde og fremlæggelser, der er frokostpauser og medstuderende, der er endnu mere gruppearbejde og en masse andre mennesker, der kræver noget af mig og tilrettelægger min tid. Og der går jeg i stå og i stykker. Ikke fordi jeg ikke vil, for jeg har godt nok prøvet.
En af mine veninder, der er i en lignende situation, sagde noget meget rammende: “Jeg sidder og arbejder og er virkelig meget på, og lige pludselig kan jeg ikke mere. Efter et par timer i gruppen er jeg helt færdig, men så kan jeg jo ikke gå, for de har jo lige set, at jeg godt kunne, og så tror de bare, jeg ikke gider mere”. Det er også den forhindring, jeg altid rammer ind i. Selvom jeg sidste semester forsøgte at forklare mig for min gruppe, endte det altid med, at jeg blev presset (og lod mig presse) langt over min egen grænse, fordi det for andre kan være så svært at forstå, hvordan man det ene øjeblik kan være velfungerende og det andet kan være syg. Eller hvad vi nu skal kalde det. Det er jo nok det, det hedder.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg, for at undgå at min gruppe planlagde for mange ting i forlængelse af hinanden, har måttet lyve og sige, at jeg skulle arbejde. Jeg hader at lyve, men jeg har desværre alt for ofte oplevet, at der ikke har været nogen forståelse for sandheden, så det har måttet være min overlevelsesstrategi, men hver eneste gang har det mindet mig om, hvor dårlig jeg er, når jeg ikke kan det, de andre kan.
Jeg er træt af uni og af et system, der kun tillader én måde at være og arbejde på. Jeg er træt af at skulle lave gruppearbejde i stedet for at modtage undervisning (for ja, det ene har desværre i høj grad vist sig at udelukke det andet), og jeg er træt af at kæmpe så meget for en uddannelse, jeg faktisk ikke rigtig ved, om jeg vil have. Jeg bliver ved lidt endnu, og så håber jeg, at jeg en dag kan se tilbage og sige, at det var det hele værd.
Det var noget af en status, men den var nødvendig. Jeg håber, den forklarer, hvorfor aktiviteten herinde er lidt svingende. Livet er lige lidt kaotisk, men jeg satser stærkt på, at det er som med en rubix cube, hvor alting ser allermest håbløst ud, få træk før alle siderne passer!
Og hvis I alligevel har læst med så langt, så kan I nok også holde til en tak. Tak fordi I gang på gang på gang viser mig, at der findes rigtig meget forståelse og opbakning derude! Jeg har endda fundet ud af, at der findes en hel lille bande derude, der kæmper med noget af det samme. Tak.
(Og så kom billederne endelig – jeg havde helt glemt dem, fordi jeg begyndte med fraklippene!)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Wow.. Du skriver præcis, som jeg føler. Det er faktisk helt skræmmende, at se det på skrift – især når det kommer fra en anden person. Tak for det her indlæg. Det har lige givet mig sparket, til at tage fat i mine egne problemer, inden jeg kører helt i sænk.
Derudover vil jeg sige, at jeg er ked af det, du gennemgår. Det er hårdt, og man er ofte alene. Selvom man kan dele tankerne med andre, så står man jo med følelserne selv. Igen, tak!
Selv tak, Camilla! Selvom det er dødtræls, at vi er flere, der har det sådan, er det nu rart nok at vide, man ikke er alene.
Jeg håber, du finder en god måde at køre videre på, så du kan være glad i dit liv! Det kan være rigtig svært at gennemskue, hvad svaret er, men jeg satser hele puljen på, at det gemmer sig derude et sted! :)
Hvor er det bare en fin og rammene beskrivelse af, hvordan det føles at være syg af noget der ikke nødvendigvis kan ses fysisk. Jeg har i et par år døjet med angst og kæmpet en brav kamp for at få studiet til at hænge sammen. Jeg er ved at lære hvordan jeg bedst kan tackle det og så har jeg lært at sige fra. For mig har det været virkelig vigtigt at studiegruppe og veninder har forstået at jeg ikke kan lige så meget, som de kan, og selvom jeg gang på gang har skulle forklare, hvordan jeg har det så hjælper det at få det ud. Det er frustrerende, at det langt fra er alle, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være syg med noget psykisk. Jeg klapper mig selv på skulderen over at jeg trods de indre kampe stadig er på studiet og tænker indeni mig selv hvor mange af mine medstuderende der havde klaret det. Det blev en lang smører, men vil egentlig bare sige tusind tak for at jeg ikke føler mig helt alene. kæmpe kram til dig :)
Hej Helle!
Du er sgu sej! Det er IKKE nemt at stå ved psykiske lidelser – og især ikke overfor folk, man ikke er tæt på. Det er så stærkt, at du har sørget for at sætte din studiegruppe ind i det gang på gang. Det var det, jeg ikke gjorde. Jeg sagde det til halvdelen én gang, og det var slet ikke nok. Man bliver nødt til kontinuerligt at huske folk på det – og det er der, jeg altid fejler.
Jeg havde en supergod oplevelse i går, hvor jeg indviede min underviser, og hun overraskede mig så utroligt positivt ved at være det mest forstående menneske (selvom jeg forud for vores samtale nok ville have klassificeret hende som en af de “hårde”), og det hjalp så meget at vide, at hun var okay med, at jeg måske ikke hele tiden kan køre på fuldt blus :)
Kram tilbage til dig – du er slet ikke alene!