Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af alting?

Billedet? Det er såmænd bare en lille del af alt det, jeg ikke forstår. Det var meningen, at mandag den 3. februar skulle have været min første skoledag i dette semester. Det blev den ikke. Så var det meningen, at det skulle være fredag, men nu er det torsdag aften (nat), og jeg sidder med verdens største klump i halsen og vil bare ikke af sted. I mandags endte jeg med ikke at tage af sted, fordi jeg klokken 10 om morgen stadig ikke var faldet i søvn og altså have ligget i omtrent 8 timer – pissetræt, men uden at kunne sove. Klokken 10 gav jeg op og indså, at jeg på ingen måde kunne slæbe mig op i uniparken for en 45 minutters gennemgang af nogle papirer, jeg havde på min computer. Da jeg havde opgivet planerne om at tage af sted, lykkedes det mig at falde i søvn, og jeg fik sovet i næsten 3 timer, før jeg (dødhamrende træt) tog af sted til Odense.

Da min kæreste i aftes spurgte mig, hvornår jeg skulle i skole i morgen (fredag), fik jeg det helt elendigt og måtte virkelig koncentrere mig om ikke at begynde og tude og bare krølle mig sammen i en selvynkende sofabold. “Det skal jeg ikke,” svarede jeg, “for vi skal gennemgå en masse øvelser, og jeg har ikke lavet dem. Og jeg kan ikke finde ud af at lave dem. Og jeg skal op til et hold, jeg ikke kender. Og hvad nu hvis jeg bliver bedt om at vise en af dem på tavlen? Nej. Jeg skal ikke af sted.”

Den beslutning ville jo også være helt fin, hvis ikke det var fordi, at min bachelor er afhængig af netop det lille dumme svære fag. Jeg ved, at min eksamen ligger engang i maj – om lidt over tre måneder – og jeg ved, at jeg skal igennem den. Til gengæld har jeg givet mig selv lang snor med dette fag og besluttet, at det udelukkende er vigtigt at bestå. Om det så bliver med et grimt 02 på beviset – det skal bare overstås. Problemet er bare, at jeg ikke tror på min aftale med mig selv. Jeg vil jo ikke have 02 på mit bevis. Og hvad nu hvis jeg dumper? På en eller anden måde bliver jeg bare nødt til at stoppe min malplacerede perfektionisme i at spænde ben for mig og i stedet indse, at de fleste mennesker ikke kan komme igennem en uddannelse uden at være dårlig til et eller andet. Jeg har ikke været god til alting indtil videre (det ville være en bibelsk overdrivelse), men jeg har aldrig været så meget på skideren med et fag, som jeg føler mig med det her.

Alligevel tager jeg ikke op på skolen til min fredagsholdtime. Alle mine argumenter gælder nemlig stadig. Jeg er hundehamrende ræd for at komme derop og ikke kunne finde ud af det, og jeg ved, at jeg laver en masse fejl. Sådan er faget. Alle laver fejl. Hvis man er god laver man bare væsentligt færre. Jeg laver mange – måske fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvad jeg skal bruge det til. Og måske fordi jeg ikke har en læsegruppe af forberede mig sammen med. Og måske fordi det næsten er et år siden, jeg afsluttede første del af faget.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så bange for at fejle, at jeg ikke engang tør begynde, men jeg kan godt regne ud, at jeg ikke bliver bedre af at sidde herhjemme og gemme mig for de lede grammatik-træer, nogen vil have mig til at tegne. Desværre er der kun en vej, og det er fremad, og det betyder, at jeg må lade som om, mandag d. 10. er min første skoledag og dermed viske min nervøse og halvsvedige tavle ren for den sidste uges fiaskoer.

Nu går jeg i seng og prøver at glemme alt om holdtimen i morgen, og så håber jeg, jeg kan se lysere på det søndag aften. For om jeg kommer af sted eller ej, skal jeg til eksamen i maj (hvor poetisk), og jeg er sikker på, at det absolut kun kan være en fordel at have deltaget i timer og forelæsninger. Også selvom jeg laver fejl.