Alle mennesker med hår vil en dag opleve at finde det første grå. Der kommer en dag, hvor hårsækkene blokerer for farven, og hvor det lille lede hvide eller grå hår titter frem som en uvelkommen lille reminder om, at de allerheldigste af os bliver gamle. Første gang er det en underlig ud-af-kroppen-oplevelse med aha-effekt, og det andet og tredje grå hår har på samme måde en form for charme – måske fordi man stadig kan bevare håbet om, at det er enlige svaler, og at der må være sket en fejl. De plukkes hurtigt væk, og så tales der ellers ikke mere om det.
Ved det fjerde og femte begynder panikken så småt at indtræde. Hvordan var det nu med at plukke dem? Kommer der syv til deres begravelse, eller er plukningen og den bagvedliggende benægtelse vejen frem? Det fjerde og femte grå hår ryger også ud.
Måneder går, og man tror sig sikker. Måske fordi man gradvist slører øjnene mere og mere, som man nærmer sig spejlet, men så en dag sker det: De fem grå hårs små lede reinkarnationer titter op fra hovedbunden. Små ubehagelige gevækster, der kræver opmærksomhed og danner grobund for en ny teori: Hvis der ikke kommer syv til begravelsen, er det simpelthen fordi, det grå hår ikke er dødt. Det genopstår fra ingenting nøjagtigt samme sted som det forsvandt fra – som verdens mest hævngerrige Fugl Fønix, der vælger at rejse sig fra asken som gammel. Ud med dem. Igen.
Der går et halvt års tid, og en morgen vågner man og finder det sjette, syvende og ottende. Den morgen kunne eksempelvis være den 25. januar, hvor man fylder 24 år. Den opmærksomme læser vil nu begynde at forstå, at jeg har skjult mig bag “man” indtil denne linje. Det er nemlig ikke specielt vidunderligt at være den fireogtyveårige med sølvstænk. Derfor plukkede jeg selvfølgelig alle 8. De fem af dem var i det mindste de reinkarnerede korte. Hvis de hver inviterer 7 til reinkarnationsfesten, ender jeg med 56. Selvom syvtabellen var den eneste tabel, det i folkeskolen lykkedes mig at lære udenad, bliver det hurtigt svært at gennemskue, hvor mange grå hår det kan blive til, hvis det lykkes mig at finde og udrydde de 56.
Derfor har jeg nu taget en mere moden beslutning. Jeg beslutter mig en gang for alle for, hvor min skilning skal være, og så får den ellers lov til at blive der, indtil jeg ligner Gunbritt. Problemet opstår først, når jeg vil lave nogen som helst form for frisure. Heldigvis lader det til, at mit hårfarveforfald foregår i et nogenlunde langsomt tempo, og af mine to bedste veninder er den ene af dem i det mindste i samme båd som mig. Vi finder trøst i hinandens ulykke. Hun er også mørkhåret. Vores lyshårede veninde smiler videre – lykkeligt uvidende om eventuelle hvide hår, der camouflerer sig i lokkerne.
Jeg ved ikke, hvad der sker efter 8. Det eneste jeg ved er, at jeg inden for nogle år vil komme i en situation, hvor jeg skal vælge mellem 3 muligheder: 1) At være gråhåret 2) At farve hår 3) At blive meget tyndhåret.
Lige netop det grå hår var eller en modetendens jeg ikke havde tænkt mig at implementere i mit look. Måske bliver jeg den kvindelige Clooney. Håbet er lysegråt.
Billeder: Favim.com
2 comments
Haha.. Du får i det mindste det grå hår til at lyde charmerende og morsomt. Men så igen – det er nok nærmere din måde at omtale det på. Jeg synes nu, at du er meget smuk, og jeg har endnu ikke tænkt over de syv grå hår.
Tusind tak! Og der er 8. Men jeg har jo plukket dem, så du ser dem forhåbentlig ikke lige foreløbigt :D