Jeg føler, jeg spilder min tid. Jeg er halvvejs inde i mit første semester på kandidaten i engelsk, og jeg har sjældent kedet mig så meget, som jeg gør her. Et af fagene interesserer mig, og det er heldigvis det eneste fag, hvor jeg har mødepligt. De to andre fag er henholdsvis et litteraturfag, jeg troede, jeg ville elske og et historiefag, jeg stærkt regnede med at finde interessant. Litteraturfaget smager desværre ikke af ret meget, og selvom jeg møder op og har læst både roman og teoritekster, føler jeg, jeg ville have fået meget mere ud af min tid, hvis jeg havde brugt et kvarter inde på Sparknotes. Og det er selvom underviserne er virkelig dygtige. Nu har jeg jo sjovt nok haft ret mange litteraturfag (eftersom jeg kommer fra litteraturhistorie), og jeg ved ikke, om jeg er forvænt, men jeg har altid elsket dem før, og nu virker det bare ikke for mig. Historiefaget er fuldstændig håbløst. Dette indlæg er faktisk begyndt i en historietime. Jeg elsker historie. Jeg elsker årstal, forfatninger, kulturer, hvide parykker, årsagssammenhænge (og ordet kausalitet generelt), periodestudier, Mel Gibson og kongerækken, men i løbet af de sidste syv forelæsninger er min båd ikke blevet rocket så meget som en eneste gang. Problemet med faget er faktisk, at det ikke handler om historie, som jeg havde fået indtryk af, at det gjorde. Det handler om forskellige teoriers syn på en række koncepter, og jeg synes ærligt talt, det bare er varm luft på flaske.
Jeg får absolut intet ud af hverken forelæsninger eller holdtimer, og allerede efter de første 4 uger af semesteret begyndte jeg at mærke skoletrætheden. Det er denondebroderemig tidligt!
I går gik det op for mig, at jeg tænker det her semester som et, “jeg bare skal igennem”. Det ærgrer mig. Mere end jeg selv havde troet.
Jeg har ikke længere en depression at slås med. Jeg har nogle bivirkninger hist og her, men i det store hele er jeg ready and set, men alligevel har jeg svært ved at slæbe mig af sted. Nu sidder jeg heroppe, men som I nok kan regne ud, er det ikke meget, jeg får ud af det, når jeg bruger tiden på at skrive. Jeg skifter dog lige over i mit word-dokument, når der kommer en form for pointe. Det er sket to gange.
Jeg er ved at have nået en alder, hvor tidsspilde ikke længere er sexet. Jeg vil gennemføre min kandidat, og jeg vil gerne blive ved med at befinde mig over middel, men jeg vil fandme også have noget ud af min tid. Hvis jeg ikke får det på studiet, må jeg få det andre steder. Jeg skal ikke blive hjemme fra en dårlig forelæsning for i stedet at slænge mig på sofaen og se Gilmore Girls. Det kan min samvittighed ikke holde til at gøre ret mange gange. Jeg skal skippe en forelæsning, hvis jeg kan finde på noget, jeg kan få mere ud af. Og det burde sådan set ikke være ret svært. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lader mit liv og mine drømme vente på, at jeg en dag kan kalde mig cand. mag., for i virkeligheden er der intet i vejen for, at de kan begynde nu. Hvis jeg drømmer om at blive tekstforfatter, så kan jeg jo ligeså godt blive det nu som om halvandet år. Titlen kan måske hjælpe på lønnen, men erfaringen kan jeg jo ligeså godt begynde at tilegne mig med det samme. Det gør jeg også med meget meget små skridt, men jeg kunne godt tænke mig at springe mere helhjertet ud i det. Hvis jeg ikke har hjertet med på uni, må jeg have det med andre steder, så jeg ikke bliver visket ud. Der er ikke noget så gråt og demotiverende som at vente. I hvert fald ikke hvis man venter på sit liv.
Nogle af jer har måske lagt mærke til, at indlæggene herinde er blevet færre. Det er ikke fordi, jeg er mindre glad for bloggen og jer, end jeg var før sommerferien, men en hverdag i venteposition er ikke en inspirerende hverdag. Jeg er ikke ked af det, men jeg er bare opslugt af en led ligegyldighed for tiden, og før jeg giver mig selv et nyt formål, kan jeg sandsynligvis ikke slippe fri af den.
Jeg skal være selvstændig. Det er mit livsmål, og det har det egentlig altid været. 8-16 har aldrig tiltalt mig, og det kommer det aldrig til. Jeg bliver helt bange af at skrive det, for hvad nu hvis nogen, der kunne ansætte mig ser det og vælger at lade være? Det nytter ikke noget, at jeg forsøger at please omverdenen med falske statements. Det har jeg heller ikke gjort, men jeg har meget belejligt undladt at fortælle ret meget om min intense modvilje mod livet som lønmodtager, fordi jeg har været bange for, at det skulle begrænse mine muligheder for at få.. et liv som lønmodtager.
Caroline skrev for mange måneder siden, at hun ikke havde ønsket at tage en uddannelse bare for at have noget at falde tilbage på, fordi hun, hvis hun nogensinde skulle falde tilbage, ville bevæge sig væk fra sin drøm. Det er meget frit citeret det her, og jeg kan desværre ikke ordret huske, hvad hun sagde, men pointen har hængt fast. Jeg blev virkelig inspireret af hendes tankegang, men det er først nu, jeg er ved at være modig nok til at tænke, at det samme måske kan gælde for mig. Jeg vil have min uddannelse – blandt andet for at vise mig selv, at jeg kan – men den er ikke altafgørende for mit videre liv. Det er, hvad jeg gør det til, og jeg kan ligeså godt begynde at gøre noget med det samme. Inden jeg helt forsvinder.
Hvad gør I, når I rammer en uinspirerende periode? Og har nogle af jer oplevet at sidde fast i ligegyldige semestre?
Billede fra Pinterest
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
14 comments
Jeg har lige været inde i en uinspireret periode med et job som stressede, men samtidig ikke var en skid vigtigt for noget.
Jeg prøver at kigge tilbage til hvad mine vaner var i de perioder hvor jeg var mest inspireret, for ved at genfinde de vaner kan jeg måske også genfinde noget inspiration, eller bare noget.
Mine vaner er (hvis det overhovedet kan hjælpe, ellers hjælper det sikkert mig at skrive ned) – lave farverige snack tallerkener til at have stående ved siden af computeren når ting skal laves – at have en åben tegneblok liggende fremme – at holde køkkenet rent – at finde små butikker med nips/kontor ting hvilket jeg elsker (køb ikke nødvendigt) – gå ture og tage billeder af flotte træer. Okay måske mærkelig samling, og beklager lang rambling.
Det er min første kommentar på din blog, og synes du gør det godt.
Tusind tak, Johanne!
Jeg håber, du er på vej ud på den anden side. Jeg tror, du har fat i noget, når du taler om at genfinde de gode vaner og genskabe hverdagen, som den så ud, da den var bedst. Det vil jeg prøve at tænke over. Og så er det altid hyggeligt at læse, hvad der virker for andre. Især orden, er jeg enig med dig i, gør en stor forskel.
Jeg er ikke selv et ordensmenneske, men for tiden fokuserer jeg også lidt ekstra på at have det rent og pænt og ryddeligt omkring mig. Det er bare nemmere at få styr på tankerne, når der ikke er kaos over det hele.
Tak for din første kommentar på min blog :D Du er altid mere end velkommen til at skrive en til!
Det er så meget NU du skal i gang med iværksætterdrømme. Du har tiden, og du den økonomiske sikkerhed i forhold til at du kan modtage SU. – Dertil er der også gode støtteordninger i Studentervæksthus-regi – jeg kender ikke specifikt dem fra Uni – kun fra VIA. Men go for it! (Og også efterfølgende er der muligheder..)
-Jeg er i en uinspirerende periode lige nu, lidt noget lort, når jeg er færdig til januar – hvilket vil sige at jeg skriver bachelor nu (prof.bach).
Det er jo lige netop dét, jeg tænker! Det er bare skønt også at høre det fra andre. Det gør mulighederne lidt mere virkelige :)
Og jeg føler med dig. Jeg havde det på samme måde sidste år, da jeg sad med min bacheloropgave (og ikke kunne komme i gang før 10 minutter over sidste øjeblik).
Jeg håber, du finder inspirationen igen – eller at du i det mindste kan holde hovedet højt, indtil du er færdig i januar :)
Life is what happens to you when you’re busy making other plans…
Go get’em, girl!
Måske kalder jeg min søn for Lennon. Det må tiden vise.
Åhh jeg er præcis inde i samme udfordring lige nu – føler virkelig også bare at jeg er i venteposition. Jeg har også så langt tilbage jeg kan huske drømt om at være selvstændig – ihvertfald i omkring 15 år. Jeg har haft utallige ideer og har sågar haft lavet en forretningsplan – jeg er bare aldrig kommet videre. Jeg er færdig med min BA om et par måneder og nu tænker jeg at jeg virkelig skal til at spænde mig an og gå efter det jeg virkelig gerne vil. Jeg kan slet ikke klare tanken om at være lønmodtager i et job jeg ikke brænder for. Så sent som i dag har min bedste veninde og jeg snakket om at lave virksomhed sammen – nu må der altså snart komme handling bagved ordene! Man skal tage ansvar for sit liv og sin lykke og lade være med at spilde sin dyrebare tid på ting der ikke gør en glad og inspireret!
Start som selvstændig nu imens du får su – det tror jeg du vil blive glad for!
Jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan!
Og hvor er det fedt, at du har en veninde, der er i samme båd. Det kunne da være så spændende for jer at starte noget sammen! Jeg ville på en måde også ønske, jeg havde en af begynde sammen med.
Og det er lige netop dét – handling. Jeg tænker og tænker, men det første skridt er ubarmhjertigt svært at tage.
Tak for opfordring og opmuntring – jeg tror, du har ret!!!
Og lige over ;)
Åh uinspirerende fag er så demotiverende, særligt når det er mere end et fag af gangen. Jeg synes du skal overveje hvor meget du får ud af din undervisning i de to fag.
Hvis du kommer frem til du ikke får noget ud af det, så drop undervisningen (ikke faget!). (Jeg antager at det er muligt at gå til eksamen uden at have været til undervisningen).
I stedet for at tage til undervisning så sæt dig på skolens bibliotek og brug tiden på at undersøge hvordan du kan starte op som tekstforfatter i det små. (Så kommer du stadig af sted ud af døren og ender ikke op som sofakartoffel).
Det kan godt være din karakter i de to fag bliver middelmådig eller derunder (målet er bare at bestå), og det kan være svært for os perfektionister at sluge. Til gengæld kan du som færdiguddannet skrive “selvstændig tekstforfatter” på CV’et – hvis du nu skulle få lyst til et 8-16 lønmodtager job og det vægter højere end et par dårlige karakterer i nogle fag som arbejdsgiverne alligevel ikke kan forholde sig til.
Det ene fag får jeg vitterligt INTET ud af. Jeg tror, jeg dropper det. Der er bare lige det, at jeg bliver ved med at tænke: Hvad nu HVIS, der lige pludselig bliver sagt noget, jeg kan bruge? Men det gør der jo ikke, og jeg dør lidt af at sidde og vente. Jeg kan nemlig sagtens gå til eksamen uden at have været til undervisningen.
Du har ret. En dårlig karakter ville være svær at sluge, men jeg tror, at det ville hjælpe på det, hvis jeg havde noget andet at vise i stedet. Erfaring er absolut ikke ringe, og jeg tror, det vil hjælpe mig langt langt mere end det besynderlige fag.
Tusind tak for din kommentar. De sidste fem linjer har fået mig til at sidde og nikke med et beslutsomt udtryk i ansigtet :D
Jeg sad i hele første halvdel af indlægget, og var helt distraheret af det flotte billede – eller nærmere, den flotte arbejdsplads! Super gennemført! Er det dit eget? :)
Men apropos indlæggets indhold: Demotiverende undervisning er det abslut værste! Jeg har selv et semester der trækker tænder ud og mit mantra er efterhånden blevet ‘hold ud indtil december..’ det er fandeme træls sådan noget!
Jeg ville ønske, jeg kunne tage æren for det, men nej. Det er fundet på Pinterest (se sidst i indlægget). Jeg kunne bare virkelig godt lide det, og hvis man kigger nærmere efter, ville det faktisk ikke kræve ret meget at lave et lignende kontorhjørne :)
Det er SÅ træls! Hold ud og find nogle andre gode ting at fokusere på, så du ikke ser helt grå i i hovedet, når det endelig bliver jul!
Ih, Anne-Li, du kan altså et eller andet ;) Det er vist slået fast nu!
Jeg er rigtig glad for mit nye arbejde (er det stadigt nyt, når man snart har været der i et halvt år?), men ligeså snart jeg læste dit indlæg drømte jeg mig væk til et selvstændigt liv med magt over arbejdstiderne og frie hænder og fantasi, og misunder forfattermanden hans urokkelige drøm og beslutsomhed…
Men jeg har ingen anelse om hvad jeg nogensinde skulle kunne være selvstændig med? Men det er heller ikke pointen – så længe man er glad, og ikke fortaber sig i hvad man “bør” gøre.
Og det er netop dét jeg ville sige (skulle øjensynligt bare lige vrøvle lidt først!): Jeg tror fuldt og fast på, at man skal være glad og drømme. Det er faktisk den devise, jeg forsøger at leve mit liv efter.
Jeg tror ikke på, at man altid kan gå rundt og være lykkelig og smile – tværtimod – men jeg tror på, at man helst det meste af tiden skal kunne se rundt på elementerne i sit liv og synes det ser ret godt ud. Og hvis man ikke kan det, så må der ændres noget!
Det lyder så nemt og “jeg har så meget styr på det”, men det er det modsatte – det er SÅ sindssygt svært at se på sig selv og sit liv, og turde drømme om noget andet, og måske endda tage de første spæde skridt imod at flytte livet lidt tættere på drømmen og det dér gode liv… Men faktisk tror jeg, at skridtet i sig selv ER det gode.
Det er så klichéfyldt, men det er virkelig ikke destinationen, men rejsen, og man bliver (forhåbentlig) ved med at ændre og udvikle sig hele livet igennem – og så gælder det bare om at huske sig selv på, at det er OK, og at man gerne må være en anden end man troede for 5 år siden :)
Og så lige en note: det mest succesfuldte menneske jeg kender, er en veninde, der stik imod alles anbefalinger valgte at stoppe sin uddannelse efter bacheloren – hun driver i dag sit eget kommunikationsfirme, og er en af de mest efterspurgte brandere/idéudviklere i Danmark! Fordi hun ville og troede på, at hun godt selv kunne :)
Hold op, det blev langt og ret vrøvlende, men det synes jeg altid jeg bliver når jeg skal skrive alt det dine fine, vidunderlige indlæg får mig til at tænke over! :) Tak for det, kære Anne-Li! Hvis jeg ikke har sagt det før, så er den en fantastisk gave du har… Og jeg tror så meget på, at du vil være (faktisk allerede er) en helt utrolig talentfuld tekstforfatter!
Du er så helt igennem fantastisk sød, Camilla!
Tusind tak for de mange tanker og de mange pæne ord!!!
Hvor er det fedt, at din veninde turde taget springet og se bort fra alle andres forventninger. Jeg putter lige historien om hende ind i baghovedet, så jeg kan tage den frem engang imellem, når jeg begynder at tænke normativt og bakke lidt væk fra de drømme, der er så uendeligt vigtige at følge.
Lige i øjeblikket læser jeg Det Lille Hus-serien, og det er tankevækkende at læse om en tid, hvor 5 4 kvinder kunne sidde halve eller hele år i en lille hytte og strikke/læse/kigge på prærien. Det der 8-16-ræs er ikke en naturlig del af vores liv – det er blevet en nærved naturlig del af vores hverdag, fordi det er den vej, verden er gået, men selvfølgelig er det ikke os alle, der er kodet til at fungere i sådan en hverdag. Det er svært ikke at få dårlig samvittighed over, at jeg simpelthen ikke magter (og har lyst til) at leve mit liv, som størstedelen af befolkningen gør det, og noget i mig ville virkelig ønske, det var mig, men det er det bare ikke. Og det har jeg altid vidst.
Jeg tror også, at lykken skal findes i hverdagen. Ikke i alle minutterne, men i summen af skønne elementer og dejlige mennesker. Så må vi alle bare forsøge at sammensætte den hverdag, der gør os lykkelige :)