Før vi forlod Bali, samlede jeg en liste med 12 gode grunde til at besøge øen. Der er imidlertid også en djævelsk masse grunde til at tage en tur forbi Chiang Mai, så nu har jeg igen skrabet en række punkter sammen, og så håber jeg, I vil huske Chiang Mai, hvis I engang tager til Thailand.
Chiang Mai ligger i det nordligste Thailand, men selvom der er en vis afstand til de populære feriemål i syd, er det kun en times flyvetur fra Bangkok. Chiang Mai er en lille storby, der byder på lidt af det bedste fra både øst og vest. Den er stadig ikke for overrendt af turister (i hvert fald ikke fra vest – kineserne, derimod, har fundet byen!), så der er god mulighed for at opleve det lokale Thailand.
Kaffe
Nimman-kvarteret i Chiang Mai er så fyldt med hyggelige små kaffe-caféer, at man umuligt kan nå forbi dem alle, medmindre man dedikerer et par måneder til projektet.
LÆS OGSÅ: 1 DAG, 3 FORSKELLIGE STEDER I CHIANG MAI
Bjerge
Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om noget bedre end at bo for foden af bjergene. Hver gang jeg ser op på dem, må jeg give mig selv et lille mentalt klem i armen for at forstå, hvor jeg er. En scootertur op ad de snoede bjergveje er en af de bedste oplevelser, man kan give sig selv!
Lejligheder
I Saigon kan vi få et lillebitte værelse i centrum til den samme pris, som vi i Chiang Mai kunne få en et-værelses lejlighed med tekøkken og pool. Der er et helt utroligt udvalg af billige lejligheder i Chiang Mai, og det bedste er, at en stor del af dem kan lejes for bare én måned. Det er nok et af de nemmeste steder i verden at finde sig et sted at bo. Vi skrev under på kontrakten dagen efter, vi ankom til byen.
Vegansk / Vegetarisk
Selvom thaierne generelt er vilde med kød og ikke forstår pointen i vegetarisme (eller veganisme for den sags skyld), er der i Chiang Mai et stort udvalg af vegetariske og veganske restauranter. Nogle er ikke decideret vegetariske, men tilbyder en vegetarisk/vegansk menu, og derudover er de små lokale restauranter også flinke til at lave vegetariske versioner af den oprindelige menu. Man skal bare lige have kommunikeret det, hvilket godt kan være lidt af en udfordring – især fordi mange betragter alt fra havet (og kylling) som grøntsager.
Frugt
Vi troede, frugten på Bali var fantastisk, men det var indtil, vi kom til Chiang Mai og tog forbi det her marked! De søde, gule mangoer er rejsen værd i sig selv, og dragefrugterne må fremover altid gerne være en del af min morgenmad!
Community
Hvis man er i Chiang Mai som digital nomade, er der utallige muligheder for at mødes med ligesindede til et af de mange events eller arrangementer, der finder sted i byen. Hver mandag er der fællesspisning til aften, hver tirsdag er der frokost, hver onsdag er der pigefrokost, hver fredag er der nomad coffee club – og derudover er der hele tiden småinvitationer på de forskellige fora på Facebook. Hvis du rejser alene, er Chiang Mai et fantastisk sted at møde nye mennesker!
Maden
Jeg er fan af Thai-mad! Det indonesiske køkken slog aldrig benene væk under mig, men de kan altså noget i Thailand. Noget af det, jeg elsker ved det thailandske køkken, er, at der er så mange vidt forskellige muligheder, at det er svært at blive træt af. Jeg nåede min ris-grænse efter en måneds tid med curries, men det var intet problem, for der var rigeligt at vælge imellem, indtil jeg var klar til ris igen. Nå ja, og så koster en portion på de gode lokale restauranter som oftest ikke mere end 10 kroner.
LÆS OGSÅ: REJSEBUDGET FOR VORES FØRSTE MÅNED I CHIANG MAI
Aktiviteter
Hvis man keder sig i Chiang Mai, så er det nok fordi man selv har valgt det. Der er bjerge at tage op i, vandfald at tage ud til – byen har endda sin helt egen lille Grand Canyon. Der er tusinde caféer og barer, meet-ups, der er en skøjtebane, yoga-grupper, markeder, massage, swimmingpools og dejligt vejr. Og så er vi indtil videre stødt på 4 kæmpestore, yderst vestlige, shoppingcentre.
“Offentlig” transport
Chiang Mai er en virkelig nem by at komme rundt i. Hvis man ikke har lyst til at være en aktiv del af trafikken og leje en scooter eller en cykel, er der en række forskellige – og billige – muligheder. Man kan selvfølgelig tage en normal taxa, men det er både kedeligt og i den dyre ende af skalaen. I stedet kan man hoppe på en af de røde biler – de såkaldte songthaews, der fungerer som en mellemting mellem en bus og en taxa. Det koster ca. 4 kroner per tur inde i byen. Derudover er der selvfølgelig de ikoniske tuktuks, og så er folk også lidt op at køre over, at der netop er kommet Uber. Vi lejede en scooter det meste af tiden, men ellers tog vi en songthaew rundt.
Markeder
Der er læssevis af markeder i Chiang Mai, og utroligt nok byder de fleste på noget forskelligt. Night bazar, Saturday Night Market, Sunday Night Market, Night Out Market, Chiang Mai Complex, Muang Mai Market – det er bare dem, vi nåede at besøge.
LÆS OGSÅ: SUNDAY NIGHT WALKING STREET MARKET I CHAING MAI
Mødet mellem øst og vest
Vestlig indflydelse er selvfølgelig ikke altid et plus, men i Chiang Mais tilfælde er der en perfekt blanding af vestlig komfort og østlig kultur. Det betyder, at det er virkelig nemt at finde sig til rette i byen, selvom man ikke nødvendigvis har rejst i Asien før.
Cykling
Nu er jeg ikke selv typen, der trækker i de stramme shorts og spænder mine sko fast på pedalerne, men hvis man er til den slags, er der et helt lille community af cykelglade tosser i Chiang Mai, der jævnligt cykler både op og ned ad bjergene og får alle os andre til at ligne små, fedladne, skællede mænd.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
9 comments
Så smukke billeder, Chiang Mai er hermed sat på rejse-to-do-listen! Er også vild med, at der er en cykelgade, for at cykle rundt er nu en af mine yndlingsmåder at opleve nye steder på.
Ja, man kan sagtens cykle rundt i byen :) Det er selvfølgelig ikke ligeså nemt som i Danmark, men trafikken er stadig tålelig, og der er ingen bakker! Altså, med mindre man forcerer bjerget.
Jeg husker også kun Chiang Mai som et dejligt sted – dengang jeg backpackede for 10 år siden:) Jeg skal af sted til januar med mine to børn og tænkte på om du kan anbefale et godt hotel med pool? Og er det smartest at booke fly ml bkk og Chiang Mai hjemmefra eller er det en fordel at gøre det i Thailand? Tak for en fed guide!
Uh jeg er ikke så velbevandret i hotellerne, da vi jo mest kiggede på “condotels”- altså lejlighedshoteller. Hvor længe skal I være i byen?
Jeg ville booke flybilletterne hjemmefra. Vi fløj med Thai Lion Air (de har en af de bedre security ratings), og billetterne hos dem koster sædvanligvis kun 120 kr. per vej, hvis man booker i god tid – altså minimum et par uger før afrejse. Vi kom til at vente lidt for længe (3 dage før afrejse), og der kostede de det dobbelte, så hvis jeg var dig, ville jeg bare booke hjemmefra. Thai Lion Air har desuden den fordel, at den check-in bagagen er gratis op til 15 kg :)
Vi regner med at være der i en lille uge. Men så fedt med flytips og priserne lader da virkelig til at være rimelige! Jeg har prøvet at tage nattog fra Bangkok og det synes jeg ikke rigtig er noget for små børn:)
Hvor dejligt! Ja, priserne er helt sikkert yderst rimelige, når man flyver indenrigs i Thailand :) Bare sørg for at vælge et ordentligt flyselskab, for det er ikke dem alle, der har lige gode ratings. Thai Airasia og Thai Lion Air er vist de bedste budgetmuligheder! Du må endelig give lyd, hvis du har flere spørgsmål, jeg (måske) kan svare på :) Og så må I have en rigtig god tur!!
Jeg faldt over din blog da jeg lavede lidt research til min tur til Bali. Jeg synes, at det er supersejt, at I er sprunget ud som digitale nomader og glæder mig til at følge med 😊 Nå, tilbage til dette indlæg, så elsker jeg Chiang Mai! Alt er så billigt, folk er så søde og så er byen bare dejlig! Ville ønske, at jeg snart skulle tilbage!! Nyd Vietnam, det er også et skønt land 😊
Hej Tine
Jeg smuttede ind på din blog efter din sidste kommentar, og nu følger jeg dig både på FB og Instagram! Du har så mange spændende indlæg, som jeg nyder at læse :) Så det jeg prøver at sige er: I lige måde! Jeg glæder mig også til (og over) at følge med hos dig :)
Ja, det er virkelig en dejlig by! Vi tager nok en lille pause fra den nu, men vi har helt sikkert planer om at vende tilbage engang næste år!
Hej Anne-Li
Det så jeg godt og har da lige liket tilbage, det er altid godt med noget inspiration ;) Åh, hvor er du sød <3 Tusind tak! Mit eventyr er dog snart slut, men bare rolig der skal nok komme en masse indlæg, som forhåbentlig kan inspirere ;)
Ja, det kunne jeg se. Jeg bliver så misundelig når I tager tilbage/når jeg kommer tilbage til Danmark…Nyd Vietnam!