Vi har været i Chiang Mai i mere end en måned, men det var alligevel først i går, vi for første gang oplevede det famøse Sunday Night Market. Det var den perfekte afslutning på en perfekt dag, og vi skal afgjort tilbage en anden søndag.
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor stort markedet egentlig var, og jeg må indrømme, jeg blev noget skræmt, da jeg først så den enorme menneskemængde, der slangede sig rundt mellem boderne. Vi kom lidt over syv om aftenen, og der var markedet meget travlt. Heldigvis bevægede menneskeslangen sig rundt i et fornuftigt hyggetempo, som vi hurtige vænnede os til.
Chiang Mai Sunday Night Market er et af de mest kendte – hvis ikke dét mest kendte – marked i Chiang Mai. Der er generelt ingen gågader i Chiang Mai, men søndag eftermiddag og aften bliver en af hovedgaderne gennem den gamle bydel omdannet til gågade. Markedet strækker sig cirka en kilometer fra templet Wat Phra Singh i vest til Thapae Gate i øst, men der er vokset en ekstra gade på i midten, så markedet er blevet virkelig stort, og man kan nemt gå rundt i 2-3 timer uden at se det hele.
For nogle uger siden besøgte vi lillesøsteren til Sunday Night Market, nemlig Saturday Night Market, og vi havde nok lidt forventet, at Sunday Night Market bare ville være mere af det samme, men det havde en hel del mere at byde på. Til gengæld var det også tanden mere kaotisk, så det er nok smag og behag.
Markedet byder på postkort, keramik, tøj, tasker, sko, smykker, kunst, træfigurer, røgelse, skønhedsprodukter, små elektroniske gadgets, tæpper, puder – kort sagt: Alt! Hvis man drømmer om ikke-vestlig shopping i Chiang Mai, er det afgjort et marked, der er værd at besøge.
De besøgende er en blanding af turister og lokale, men til trods for det høje antal turister er priserne yderst rimelige. Vi fik faktisk det billigste måltid indtil videre, da vi købte en lille bakke vegetarisk Pad Thai til 10 Baht, der svarer til 2 kroner. Lige bag os i køen stod der en hollænder, der var ved at dø af grin over den lave pris, hvilket selvfølgelig var både uhøfligt og upassende, men det føles helt absurd at kunne spise aftensmad for 2 kroner. Vi supplerede med et stykke kage til 20 baht bagefter, men til 4 kroner per person for Pad Thai og et halvt stykke chokoladekage er nu alligevel det billigste måltid, vi har fået.
Markedet byder på mad i alle (asiatiske) afskygninger, men der er meget få deciderede restauranter, så man spiser, mens man går. De fleste måltider er meget små, og en del af charmen består i at købe lidt hist og lidt her og få nogle forskellige madoplevelser. Jeg holdt mig dog til min Pad Thai, men det var nu kun fordi, jeg ikke kunne spise mere.
For at give jer en idé om prisniveauet kan jeg fortælle, at jeg købte en meget fin toilettaske til 35 Baht. Det svarer til seks kroner. Sælgerne forventer at man prutter om prisen, men jeg kunne ganske enkelt ikke få mig selv til at stille spørgsmålstegn ved den pris. Derudover købte jeg et fint lille keramik-halskædevedhæng til en krone. Tasker koster i omegnen af 100-150 baht (20-25 kroner), mad koster omtrent 10-40 baht (2-8 kroner), en A3 portrættegning koster 300 baht (60 kroner) en fruit shake koster 30 baht (6 kroner), og en halv times fodmassage (for ja, det kan man også få) koster for det meste 80 baht (16 kroner).
Chiang Mai Sunday Night Market finder, som navnet antyder, sted hver søndag og begynder sidst på eftermiddagen. Jeg er ret sikker på, at det er der, vi kommer til at købe en del af julegaverne i år. Hvis nogen ønsker sig en træ-elefant, er der i hvert fald rig mulighed for at opfylde juleønskerne.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Dejligt at læse bloggen igen :-9
Tak, Mutti! ;)