Man kan ikke købe lykke, siger de, og det er nok rigtigt nok, men der er nu alligevel ikke noget så anstrengende som økonomiske udfordringer. Eller pengeproblemer, hvis vi nu kalder en spade for en spade.
Det er generelt ikke noget, vi taler om. Penge. Det føles endda helt underligt at skrive, men det er et besynderligt tabu, synes jeg. Det er nok de færreste af os, der ikke har oplevet en vis nervøsitet i forbindelse med et Netbank-besøg eller en indkøbstur sidst på måneden. Jeg kan i hvert fald stadig huske de dage, hvor jeg ofte var lidt bange for, om betalingen nu også gik igennem.
Det tog mig lidt tid at finde ud af det med penge. Jeg har aldrig kastet rundt med dem, og jeg har aldrig taget et lån (bortset fra dengang jeg var 19 og købte en lejlighed), men da jeg som 18-årig kom ud på egne ben, brugte jeg hovedparten af budgettet på øl og pizza, og udover de åbenlyse ernæringsmæssige ulemper ved den livsstil betød det også, at jeg begyndte mit økonomiske voksenliv med en opfattelse af, at jeg var broke.
Jeg flyttede til Odense lige efter gymnasiet og ramte pladask ind i finanskrisens første måneder. Jeg afleverede tonsvis af ansøgninger, men de gav ikke pote. Jeg endte til sidst som vikar på en fabrik, der lukkede efter halvanden måned, og så var det forfra igen.
I løbet af det år arbejdede jeg på Baresso, på fabrik, på en anden fabrik og til sidst som afløser på et plejehjem. Jeg tjente aldrig, hvad der svarede til en SU, så jeg levede på en sten i et års tid, indtil jeg begyndte på uni.
Det var slet ikke sådan, jeg havde tænkt mig at bruge mit sabbatår. Jeg ville spare sammen til at komme ud at rejse, og jeg ville bygge mit liv med min daværende kæreste, men engang imellem er det bare ikke så ligetil, som folk gør det til. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, og de mange afslag, nedture, ensomheden og den økonomiske usikkerhed lagde grunden til en solid depression, der forfulgte mig i flere år efter.
Måske var det ikke pengene i sig selv, men det det betød ikke at have dem og ikke at kunne tjene dem, når alle andre tilsyneladende kunne. De fleste af os er så lukkede, når det kommer til vores økonomi, at vi, når det går skidt, tror, det kun er os, der sidder i den situation. Kviklånene eksploderer, og studerende prostituerer sig for at få råd til den perfekte taske og det liv, der hører med.
Der er gået forbrugsfest i den. Vi følger bloggere, youtubere og andre influencere, der dagligt præsenterer os for nye indkøb og anskaffelser. Hvor det engang var nok med en halvfyldt makeuptaske, taler vi nu om makeupsamlinger. Og ja, jeg er selv skyldig her.
Det er efterhånden de færreste bloggere, der ikke lige bryder året op med et par uger til verdens ende, og et bryllup er ikke længere bare en kærlighedsfest, men en enestående mulighed for lækre Instagrambilleder med farvetema, diamantsko, specialdesignede invitationer og kjoler, der koster en halv årsløn.
En taske til (ti)tusindvis af kroner går for at være en investering, og mange bloggere øjner muligheden for at affiliatelinke til latterligt dyre indkøb i collagerne – for “hvad nu hvis”.
Det hele er skruet så meget op, at man nemt kommer til at kigge på sit eget liv og tænke, at der mangler noget.
En af grundende til at jeg begyndte at læse blogs i stedet for dameblade var netop, at bladene – med hensyn til økonomi – syntes at have mistet jordforbindelsen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fandt en sweater eller en kjole, der viste sig at koste på den slemme side af de 8.000, og selvom det da selvfølgelig er en mulighed for nogle, blev det lidt for virkelighedsfjernt til mig.
Med blogs kan det bare være sværere at holde fast i sin egen fornemmelse af virkelighed og fantasi. Når man følger bloggere, der i løbet af få år og med største selvfølgelighed går fra H&M til Hermès, kan det være svært at vurdere, hvornår sammenligningsgrundlaget er så tilpas forskruet, at man bør betragte indholdet som underholdning i stedet for inspiration.
Jeg bliver virkelig ofte tabt, når bloggere på den ene side taler om, at de er helt normale og på SU, mens de på den anden side omdekorerer deres lejligheder hver anden måned (de er sgu da dyre, sådan nogle sofaer!), og selvom jeg udmærket ved, at det ikke rager mig, hvordan de bruger deres penge, kan jeg ikke lade være med at irritere mig over den tydelige uoverensstemmelse mellem ord og handling, for det er i høj grad den, der er skyld i, at vi forsøger at leve op til umulige idealer.
Det var egentlig meningen, at indlægget i dag bare skulle handle om min nye frakke fra Envii, som jeg købte på udsalg – sat ned fra 1200 til 200 (yay!) – men jeg blev sgu lidt irriteret over mig selv efter et par linjer, for det gik op for mig, at jeg havde glemt at følge op på det her indlæg og fortælle jer, at jeg siden i fredags er væsentligt bedre stillet, end jeg troede, for lige efter jeg havde skrevet det her indlæg, fandt jeg ud af, at min SU-afgørelse er blevet omstødt, så jeg alligevel ikke kommer til at stå uden SU fra næste måned. Og så gik det her indlæg lidt amok, fordi jeg ikke vil positionere mig selv som en eller anden superhelt, der overkommer en masse forhindringer og køber frakker i tide og utide, når hemmeligheden bag egentlig bare er, at der sidder en jurist et sted, der har tildelt mig nogle ekstra klip.
Det er noget nær den bedste nyhed, jeg kunne få, og jeg er så ekstremt lettet over, at jeg ikke skal hale en indkomst ind, mens jeg skriver speciale. De sidste par dage har været ret gode i Anne-Li-land!
HOLY long walk for a short drink of water!!!
Jeg havde bare lyst til at tage hul på pengetabuet og huske både mig selv og jer på, at sammenligning virkelig er “the thief of joy”. I skrivende stund sidder jeg i en gammel, grim sofa, fordi jeg har vurderet, at det for mig giver langt mere værdi at kaste pengene efter en måned i Budapest, men jeg viser jer sgu ikke den grimme sofa og de andre fravalg, mine tilvalg resulterer i, for det er der jo ingen af os, der gider fokusere ret meget på. Alligevel er det værd at huske, at de er der.
PS. Husk lige at smutte forbi dette indlæg og stille lige præcis de spørgsmål, der tager den kommende video fra meh til amazing, ikke?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
19 comments
Helt vildt ærligt, godt og vigtigt indlæg! Tusind tak for det! Der er intet, der går mig mere på som studerende end penge. Det er fuldstændig latterligt, men når man ikke har dem, bekymrer man sig, og når man har dem, bekymrer man sig jo også! Og det allerværste er at kigge på Instagram, Facebook og Snapchat og se folk vælte sig i dyre sko, jakker, brunch og cocktails. Lige som man troede, man havde styr på sit liv, kigger man på de andre, og så får man ondt i maven igen. Jeg øver mig derfor i at kigge væk og glæde mig over min egen måde at klare mig på. Men hvor bliver det dejligt, når der engang kommer en noget større og mere fast indkomst ind på kontoen… Du er i hvert fald ikke alene om dit synspunkt, så tak for at du delte!
Tusind tak, Signe!
Ja. Da jeg var yngre havde jeg et motto, der hed “hvorfor bekymre sig om penge, når man alligevel ikke har nogen!” – men det er nu svært at efterleve ;)
Jeg tror, det er godt at øve sig på det og på at være tilfreds med det, man har i stedet for hele tiden at stile efter det næste “nødvendige” indkøb.
Tak for dit input!
Du er så herre yndlings sødeste Anne-Li ;) Godt indlæg og jeg er helt enig. Jeg ynder derfor også ofte at hylde de ting der er billige (Men stadig fantastiske) fordi det helt ærligt passer bedre overens med mit liv og det som jeg gerne vil give mine læsere med videre. Desuden dejligt du ikke mistede SU-en. Desuden lyder Anne-Li-Land som et ret herligt sted. PS. Jakken er pisse pæn!
Årh, i lige måde, søtte du! Jeg stemmer for kaffe snart :)
Det er sgu så skønt med Makeup Revolution! ;) Ja sgu! Det er fantastisk!
Og tak :)
Virkelig godt blogindlæg! Jeg er selv på SU og har stor respekt for at vi som mennesker prioriterer forskelligt, men kan ikke lade vær med at blive død irriteret over en collage på en blog, hvor over halvdelen koster mere end 5000 kr!
Tusind tak, Anna!
Ja, så går fidusen også lidt af for mig :) Lidt af kunsten går af, når man arbejder med tilnærmelsesvist uendelige budgetter!
Hold nu op et indlæg!
Du har ret i så mange ting, og… jamen jeg er helt mundlam!
Virkelig virkelig godt!!
Tak skal du have, Nicoline :)
Hvor er det fedt, at der endelig er nogen, som gider sige det der. Især en “nogen”, som ikke bare er bitter, fordi de ikke lige kan løbe rundt, men en “nogen” som rent faktisk bare stiller spørgsmålstegn ved det hele. For det ER nemlig bare super svært ikke at føle sig som the odd one out, når andre “på SU” (yeah right, plus det løse ikke?) kan få råd til Céline og Chanel, når jeg knapt nok kan få råd til at kop latte, og i øvrigt kun har 300 kroner tilbage med 19 dage til lønningsdag…
Det var måske ikke sådan det startede, men i dag tror jeg det er lige så vigtigt at have distancen med, når man læser blogs, som når man læser dameblade. Og det er vel også okay! Så længe man altså husker at huske det :)
// http://www.moonlitmadness.dk
Tak, Lisbeth!
Lige netop! Det er distancen og den kritiske sans, der skal støves af, trækkes op og sættes i gang. For der er godt nok meget skjult “plus det løse” derude, og det er jo lige til at få det skidt over, hvis man tror, alle andre kan komme meget længere for lidt.
Haha – ja, jeg gøs også lidt i går, da jeg kastede 30 kroner efter en kop te! :)
Jeg er såå enig! Har tænkt præcis det samme som dig angående modeblade, og bloggere har været det, man så ellers følte sig nærmest – indtil man ikke gør mere.
Ikke at man skal skamme sig over at få noget foræret! Man skal bare være ærlig om det. Hvis man tjener mange penge, er det okay at bruge dem! Men lad os nu bare være enige; SU rækker bare ikke særlig langt, hvis det er der man er. Og det er det nok tit i Blogland, i hvert fald som læser.
Anyways, lad os være realistiske, og huske forskellen på hvad vi har brug for, og hvad vi har lyst til! (Y)
PS – ej, hvor er du pæn.
Dejligt, Caroline!
Ja, jeg synes, det er vigtigt, vi som bloggere er opmærksomme på, hvilke signaler vi sender. Hvis tilliden forsvinder, undergraver vi til sidst vores eget medie, og det ville da virkelig være ærgerligt for alle.
Du har ret – det er en meget væsentlig forskel, som til tider kan være alt for svær at få øje på :)
Ps. Tusind tak :-*
Det er et virkeligt fint indlæg… Tak for at sætte fokus på det.
Nu blogger jeg mest om børnetøj, men jeg forsøger ofte at vise tøj på budget. Jeg tænker, det er de færreste forældre, der har råd til udelukkende at købe tøj til deres børn, hvor en enkelt top koster 4-500 kr… især hvis man har flere af dem. Børn altså.
Jeg har tre børn og er på SU, så jeg hilser budgetvenlige fund til både børn og kvinder meget velkomne :)
Tak skal du have, Signe!
Det er skønt, når man kan finde noget fint, der ikke sprænger budgettet! Selvfølgelig behøver alting ikke være til at komme i nærheden af, men det er rart med lidt af det jordnære ind imellem :)
Rigtig godt indlæg. Du sætter ord på nogle af de tanker omkring blogs vs. modeblade, som jeg også selv har tænkt.
I dag læser jeg de store blogs med samme distance, som når jeg læser modeblade.
Og super fed jakke – den klæder dig rigtig godt :)
Tusind tak!
Det tror jeg faktisk også, jeg efterhånden gør – for det er jo lige præcis pointen. Distancen, der opstår, når lidt af tilliden eller autenticiteten går fløjten.
Tak skal du have! Jeg er dæleme også glad for den :)
Super godt indlæg :) Der er nemlig ofte lidt for langt imellem ord og handlinger – vi har da alle prøvet at være på SU og det er ikke just nogen forbrugsfest. Og har det helt på samme måde som dig med magasinerne, syntes pludselig at de mistede jordforbindelsen og forholdet til penge – det er ikke “normalt” at bruge 8000 kr. på en taske i ny og næ
Tusind tak, Julie :)
Haha, nej! Dét kan man dæleme ikke beskylde det for at være. Nej, det er jo vanvittigt. På den ene side kan jeg godt forstå, modebloggere gør det (deres job taget i betragtning), men på den anden side er det et lidt tosset ideal at sætte op. Men det er jo nok bare det, det ikke skal være. Et ideal :)
[…] bliver gammel og grå). Nu talte jeg jo tidligere på året lidt om den der gamle, grimme sofa i mit indlæg om penge, bloggere og sammenligninger, og den er absolut ikke blevet kønnere siden, men det meste af bloggens indhold er blevet til i […]