Ind imellem overvejer jeg, om jeg kan tillade mig at få børn. Lige i øjeblikket, hvor der er et så vulgært voldsomt fokus på unges menneskers reproduktion, er det måske værd at tænke over, hvem vi får børnene for. Er det for kommunen, er det for fædrelandet, for bedsteforældrene, for os selv eller måske ligefrem for børnene?
Kommunen er nok det mest usexede argument nogensinde, fædrelandet er ikke, hvad det har været, bedsteforældrene har pissetravlt med at drøne rundt i deres egne liv, og børnene har af gode grunde ikke ret meget at skulle have sagt, før de bliver til. Så er der kun os selv tilbage, og gennemsnittet af os synes tilsyneladende, tallet 30 rimer ret fint på formering.
Men det er ikke godt nok, for det handler ikke kun om alder, men om antal, og også der skuffer vi fædrelandets forventninger. Fædrelandet, der vel at mærke med den ene hånd skærer ned på børnepasningen og med den anden sørger for et så højt skattetryk, at det næsten er umuligt at fravælge pasningen og lade den ene forælder tage sig af afkommet. Og hvor er vi så?
Der hvor livet er at aflevere sit barn i en institution i 8 timer hver dag, alt imens man krydser fingre og beder til de højere magter om, at det bliver set og hørt, hygget om, udviklet og elsket, indtil man igen kan hente det og have et par timer sammen, før det er tid til at hive fat i Halfdans digte og stikke ungen en omnibus-billet til drømmeland? Nogle evner at få et fremragende liv ud af forholdene, men jeg kan ikke se mig selv i en sådan hverdag.
Selvfølgelig er det fælt sat på spidsen, men jeg kan sgu ikke undgå at blive lidt vred over at få at vide, at det er på tide, jeg tæller mine æg og parrer mig med min mage, hvis sædceller kommunen desuden håber klarer sig bedre i idræt, end jeg gjorde. Hvis jeg skal citere Kennedy og spørge mit land, hvad jeg kan gøre for det, så skal landet altså have sit på det tørre.
Quid pro quo. Yes or no?
Jeg har det meste af mit liv drømt om at blive ung mor og være færdig med at få børn, før “the big 3-0” rammer. Genetikken taler for at få dem nu, faktisk hellere i går end i dag, men jeg tæller alligevel hverken dage eller æg endnu – i hvert fald ikke før jeg finder min egen måde at gebærde mig i samfundet på, og jeg må ærligt indrømme, at jeg har mere end almindeligt svært ved at se, hvad mine børn får ud af at blive født ind i fædrelandet, som det ser ud i øjeblikket, hvor vi skal have samfundet til at fungere, mens det overhovedet ikke fungerer for os.
Skolebørn knækker på stribe på grund af skoledagens længde, som staten har presset ned over dem og deres familier stik imod andre landes erfaringer og uden andre argumenter, end at “det nødvendigvis må være bedre”. Alle kender efterhånden nogen med angst, folk tager rask væk antidepressiver sammen med morgenvitaminerne, flere forældre tager ferie fra deres børn, fordi der et eller andet sted opstod en konsensus om, at børnene var institutionernes ansvar, og vi er blevet så kollektivt forkælede, at vi tillader os at kalde det børnemishandling, hvis der i rådighedsbeløbet ikke er plads til en playstation og en rejse. Forventningerne er tårnhøje, og kun alt for sjældent sætter vi løbebåndet på pause og tager os tiden til at fundere over, hvem vi egentlig gør det hele for. Hvem vi lever for.
Selvom jeg stadig drømmer om at blive så ung mor, som jeg nu kan blive, når jeg ikke ville kunne remse drengene fra One Direction op, om jeg så fik million og en high five for det, så bliver det simpelthen ikke, førend jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har fundet min måde at gøre det på og derfor med sindsro tør tro på, at mine børn får den samme mulighed.
Uret tikker, og kommunen er så utålmodig, at den ligefrem bruger (task force- og) annoncekroner på at spørge ind til kølediskens æggebeholdning. Hvis jeg ikke allerede var bange for, at mine børn skulle leve for kommunen og fædrelandets skyld, så er jeg det da nu.
Lad nu for Pokker da mig om mine æggestokke, og hvis ventetiden bliver for lang, kunne den måske passende bruges på at (gen)skabe et land, der er værd at blive født i. Et land hvor samfundet ikke ligger med i dobbeltsengen, hvor man som forælder har noget at skulle have sagt i forhold til sine børns hverdag, og hvor ens eksistensberettigelse ikke er hængt op på, om man gennemfører studiet på normeret tid og får to børn plus den løse tiendedel, så man er godt og grundigt reproduceret.
Der er vitterligt politiske bommerter til højre og venstre, mens fælles for de fleste af dem er, at de hver især har været et forsøg på at strømline det liv, de fleste af os nok egentlig helst ville have beholdt for os selv.
Jeg har ikke talt mine æg for nylig, men jeg beder til, der ligger et par bakker og venter et sted, for jeg vil gerne have børn, og jeg drømmer stadig om at trække aldersgennemsnittet ned, men måske kommunen skulle kigge indad i stedet for at lange ud, for mon ikke børnene kommer af sig selv, hvis forholdene er til det?
What say you? Er jeg bare Lotte modsat?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Vi kan være Lotte modsat sammen – for der er da ingen andre end én selv og sin mand som skal styre hvornår man skal have børn. Kampagnen er fin nok i fht. den påpeger muligheden for børn under uddannelse. Jeg tror faktisk mange ikke har tænkt tanken. Når det så er sagt er jeg overrasket over hvor mange meninger der er dukket op til kampagnen – næsten alle lig din – og jeg er overrasket over hvor enig jeg er med de fleste kritiske røster.
Som du ved er jeg konservativ (eller … måske du kan huske det) så egentlig er jeg som udgangspunkt ikke for at bruge flere og flere penge. Men jeg ved én ting: der er for meget administration, dobbeltmoral og råddenhed i både kommuner, regioner og stat, og hvis de penge, som blev spildt, blev brugt en smule mere fornuftigt, kunne det være man kunne indrette hele samfundet lidt mere logisk til fordel for et par flere unger hist og her. og hvis man i samme oprydningsrunde kunne droppe et par åndssvage regler hist og her kunne det være, flere ville være iværksættere f.eks. en anden fordel der ikke ville gøre noget. Og ud af et sidespring nåede jeg frem til min drømmescenarie tror jeg: En freelancemor, som kan være hjemmegående meget af tiden, mens hun arbejder med den ene hånd og er mor med den anden. Tænk hvis man kunne det.
Måske er det nærmere Lotte Modsat ikke at være Lotte Modsat? :D
Jeg synes dæleme heller ikke, flere penge er svaret, når det egentlig bare betyder, vi skal arbejde endnu mere, men der er bare så mange dumme regler og lysende bænke, at det sgu da ikke kan passe, man bliver nødt til at spare på “kernevelfærden” (som er et temmelig irriterende begreb). Hvis man nu bare rullede fejltagelserne tilbage i stedet for hårdnakket at insistere på dem (og så droppede tåbelige kanelrazziaer og deslige), så ville jeg have en langt større tillid til, at samfundet er til for os og ikke bare er et resultat af karrierepolitikeres personlige udviklingsprojekter ;)
Det ér faktisk lige netop det, jeg drømmer om! Lad os krydse fingre for, det kan lade sig gøre :)
Det er da det vi gør så ;) Starter lige med at hive i trådene hos aaaaalle dem jeg kender som er politikere og som kan fikse alt. Det tror alle dem jeg kender udenfor den politiske verden i hvert fald at man bare lige kan gøre ;)
Jeg tror tværtimod flere penge ER svaret. Da man for nogle år siden indførte loft på børne -unge ydelsen gav det prompte udslag i faldende fødselstal. For almindelige mennesker har ikke råd til til store børneflokke. Det loft blev hurtigt fjernet igen. Jeg har 1 barn og jeg tror på at de fleste er som mig, jeg får kun de børn jeg kan forsørge. Hvis de for eksempel helt fjernede børne-unge ydelsen, så ville vi ikke have råd til flere børn. Vi ville i hvert ikke ikke have råd til at sende dem i institution. Så kunne én af os ikke arbejde, og så ville vi heller ikke have råd til børn. Og det er ikke et spørgsmål om at prioritere. Hvis man er en familie på 3-4 stykker, så kan man ikke prioritere at bo i en 1-værelses. Hvis man er 3-4 i familien, skal man have en bolig hvor der er plads til alle de mennesker. Og hvor foreslår de kære politikere at man skal finde sådan en bolig når man er studerende? Så hvis de vil have de studerende til at formere sig, så skulle de lave nogle familievenlige boliger til studerende. Og det koster som bekendt penge :-)
Jeg fik mit barn som studerende, og det udløste ingen forsørgertilskud da jeg ikke er enlig. Der kunne man også sætte ind. At alle studerende med forsørgerpligt får tilskud. For jeg tror at mange gerne vil have børn som studerende, men som vurderer at der ikke er råd. For det er en halvdyr fornøjelse :-) Så er det heldigt for mig at jeg bor i Nordjylland, hvor alt er pissebilligt :-) Jeg havde ALDRIG fået barn som studerende i Kbh!
Hmm jeg tænker at der helt sikkert er regler, som skal ændres hist og her til bedre at give mening. Lyder da tåbeligt hvis du var på SU med barn og med kæreste, men ingen tilskud. SU er jo ingenting med barn. Men når så det er sagt sværger jeg altså til en flere penge model, den omvendte vej rundt ifht. mindre skat. Så kan man styre det selv og sparer det offentlige for en frygtelig masse administration.
Det er jo lige det med penge og prioriteringer – der kan politikken ikke undgå at snige sig ind :)
Jeg tror, man kan komme langt for lidt, hvis man er opsat på det. Min venindes familie boede 2 forældre og 5 børn i en treværelses lejlighed midt i Århus, og det fungerede for dem. Det ville ikke fungere for mig, men det er svært at sige, hvad der kan lade sig gøre, for alle har jo en forskellig tilgang til det. Jeg må dog blankt indrømme, at jeg ikke ligefrem synes, et barn ville pynte på min økonomi!
Tak for to vidt forskellige tilgange! Det er fedt at se, vi kan være enige og uenige på samme tid :D
Du fortjener egentlig en længere kommentar til så fint et indlæg, men jeg tænkte, at det var bedre at kommentere end slet og ret at holde mund. Og det jeg vil sige, er sådan set bare, at jeg synes det et vanvittigt godt indlæg!! Jeg er i høj grad enig med dine tanker, og jeg elsker simpelthen, når andre kan finde ud af at formulere dem for mig!!
Hvor er du sød, Annete! Tusind tak skal du have :)
Jeg synes det er et super indlæg – og et endnu bedre kommentarfelt! Især fordi alle kommentarerne så tydeligt viser, hvilket politiske ståsted man selv kommer fra, også fra din side, Anne-Li ;)
Men det er jo ikke en dårlig ting! Synes bare det var rart at man virkelig kunne mærke, at det her en debat, hvor de forskellige løsningsforslag – eller de ting, som man synes, der er galt med staten, så fint illustrerer, hvem man sætter krydset ved.
Haha, ja – det gør det måske til dels. Men jeg synes vitterligt, begge sider er nogle båtnakker der har lavet så meget kluddermor med regler og administration og ditten og datten, at det ser nærmest umuligt ud at finde tilbage eller frem til noget, der fungerer.
Du har helt ret – og det er sjovt hvordan de fleste af os egentlig drømmer om det samme, men bare ser forskellige veje derhen :)