Dagens: Den ungarske Coltrane

Af hjertet tak. Virkelig. Jeg er blevet fuldstændigt blæst væk af jeres vidunderlige respons til det mest skræmmende og mest personlige indlæg, jeg nogensinde har udgivet. Det var et indlæg, der havde været undervejs i mit hoved et stykke tid, men jeg havde svært ved at sætte mig ned og skrive det – det er lidt ligesom at gå til psykolog. Det er hårdt at skulle derind, men det er godt, når man kommer ud. Jeg brugte to timer natten til torsdag på at sidde med tårer i øjnene og bankende hjerte og taste på livet løs, og efter om morgenen at have skåret et par superlativer fra, igangsatte jeg en stirrekonkurrence med udgiv-knappen, som jeg heldigvis vandt efter nogle lange, tunge minutter. Hvor er jeg dog glad for, at jeg gjorde det. I har igen vist jer fra den bedst tænkelige side. I har vist, at kvinde kan være kvinde bedst, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt kommer i en konflikt mellem hvem vi er, og hvem vi tror, vi skal være. Der er så meget power i jer og i jeres ord, og jeg er så stolt af, at en så stor gruppe seje damer (piger, kvinder – take your pick) læser med herinde. Tusind tak skal I have.

Og nu til dagens billeder.
I torsdags, 12 minutter efter indlægget udkom, ringede min lillebror fra taxaen på vej fra lufthavnen. Han og min far skulle besøge os i fire dage, så det er derfor, jeg har været lidt fraværende herinde. I går aftes var vores sidste aften med dem hernede, og vi brugte dem på en skøn restaurant nede ved floden. Maden var superlækker, vi sad med udsigt til borghøjen og solnedgangen, og få meter fra os stod der en saxofonist, der spillede alt fra Frank Sinatra til Abba, og selvom han befandt sig et solidt stykke fra musikkens verdenselite, var det den mest perfekte aften.
Da vi sad og ventede på maden, kom der en lille lyshåret pige forbi gademusikanten, og efter en lille snak skiftede han til Jinglebell Rock. Temmelig besynderlig sang i august i 35 graders varme, men der stod pigen med sin fine hvide stråhat, sin hvide flæsede kjole og et par gammeldags hvide lædersandaler – som taget ud af et guldaldermaleri – og svajede til musikken med den allerstørste nydelse og koncentration. Det var så sødt, at jeg i et kort øjeblik overvejede selv at få sådan en. Ud på aftenen kom der en gruppe godt beduggede unge englændere forbi den ungarske Coltrane, og så kom der ellers Billie Jean og Las Ketchup på programmet, og, med en ekstraordinær evne til at undvige enhver form for rytme, dansede de rundt og var så glade, at folk forlod deres stole og sluttede sig til dem. Jeg nøjedes med insisterende at prikke Mathias på skulderen for at fortælle ham, at nu var den der. Glæden. Helt nede i maven.

Billederne tog vi lige før maden. Vi måtte skynde os for at nå lyset, før solen forsvandt bag borgen på den anden side af floden. På vejen ved siden af susede bilerne forbi, og ovenover vores hoveder, rullede sporvognene. Det larmede ad Pommern til, men det kommer jo heldigvis ikke med på billederne! I baggrunden er Gellért Hill og Elisabeth-broen.

I dag starter hverdagen hernede igen. Det er vores sidste hele uge, og jeg begynder at få lidt ondt i maven over at skulle hjem igen, fordi jeg i høj grad forbinder hjem med det, jeg er ved at gøre op med. Heldigvis er der mange dage endnu, og der er ingen, der siger, at jeg skal vende tilbage til det gamle, bare fordi jeg vender hjem. Det må jeg huske mig selv på. Nu skal jeg i gang med at redigere en video, og dernæst går turen nok ned til markedshallen. Jeg elsker hver og en dag hernede.

Skjortekjole: Vila / Sko: Puma / Bælte: H&M

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)