Et farvel til hende, jeg troede, jeg kunne være

Jeg har løjet. Det er så småt gået op for mig i løbet af den sidste måneds tid. Jeg gør mig generelt umage for at være lige på og mig, men i de sidste par år har der alligevel været en ubalance. Det har ikke været en bevidst løgn – på nogen måde. Det har været sådan en stille løgn, der ligger og bliver en del af en, indtil man en dag er så fyldt op af den, at den ikke længere findes i sin egen form.

Jeg er ikke helt den, I tror jeg er. Det lyder voldsomt, men det er det ikke. Jeg er ikke den, jeg selv har bildt mig ind, jeg var. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde, og jeg ved slet ikke, om jeg bør begynde, når jeg i skrivende stund ikke har nogen anelse om, hvor dette indlæg ender, men jeg tror, det er nødvendigt. Det er nødvendigt, hvis jeg vil blive ved med at blogge, og det er i allerhøjeste grad nødvendigt, hvis jeg vil gøre op med den løgn, jeg føler, jeg uvidende har levet i et par år nu. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor melodramatisk det hele kommer til at lyde, men træk bare vejret og aflys kleenexen, for der kommer hverken store afsløringer eller tårepersende chokudmeldinger. Kun en række små erkendelser, der, når de lægges sammen, danner et meget klart – og for mig særdeles vigtigt – billede.

Da jeg for to år siden startede bloggen, var jeg i limbo. Få måneder tidligere, havde jeg mistet min farmor – et af de absolut vigtigste mennesker i mit liv. Om dagen var jeg glad og velfungerende, om aftenen græd jeg, så jeg ikke kunne få vejret, og om natten lå jeg vågen med en følelse af at være blevet slået så hårdt i maven, at alle følelserne var blevet ødelagt. Det var en sorg, der ramte mig hårdt. Den ramte mig faktisk så hårdt, at den er noget af det eneste, jeg ikke har turdet røre ved herinde. Den ramte mig så hårdt, at folk blev utilpasse omkring mig og til sidst – efter få måneder – mente, at nu måtte det vist også være nok med det.

Og det prøvede jeg. Jeg kunne se muligheden for et godt liv ligge foran mig. Et liv hvor jeg ikke hver dag gik og var bekymret for, hvad der skulle ske, fordi nu var det værste sket. Et liv hvor jeg, i min farmors ånd, hoppede i plisserede skørter og hvide tennissko og værdsatte alle de små ting, jeg længe havde forsømt. Det begyndte godt. Jeg nød sommeren, oprettede bloggen og iklædte mig alle de farver, jeg overhovedet kunne finde. Jeg behøvede dem. Jeg var draget af dem. Jeg fyldte min garderobe med den glæde, jeg ikke kunne finde inden i mig selv, og jeg fyldte min hverdag med alt det, der burde gøre mig glad.

Og så glemte jeg mig selv. Helt og fuldkomment.

Min identitet var meget rodet for mig. Anoreksien var væk, men den havde været en del af mig så længe, at jeg ikke længere evnede at skelne mellem, hvad der var mig, og hvad der var sygdom. Da anoreksien forsvandt, røg halvdelen af mig. Min bedste måde at beskrive det på er ved at tegne en silhouet af et menneske, tegne en streg ned gennem midten og farvelægge den ene side. Der lå jeg. På den anden side var der tomt. Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad der skulle være i stedet. I tiden op til den sommer, havde halvdelen fyldt sig selv. Den var fuld af bekymring for min farmor, der havde kræft og langsomt sygnede hen for øjnene af mig. Den var et stort sort hul, der sugede alle de følelser, jeg ikke kunne håndtere, men alligevel udvidede sig med lynets hast, til jeg var ved at eksplodere. Og eksplodere gjorde det i april, da min farmor, med min hånd i sin, åndede ud.

Da jeg mistede min farmor, mistede jeg mit formål. Jeg mistede en af mine grundsøjler og det, jeg det sidste halvandet år havde hængt min egen eksistens op på. Jeg kunne, fordi jeg skulle. Og lige pludselig skulle jeg ikke mere. Jeg kan ikke beskrive følelsen af  for første gang at vågne op i en verden, hun ikke længere befandt sig i. Alt faldt sammen omkring mig, og jeg begyndte for alvor at mærke, hvor meget af mig selv, jeg egentlig manglede.

Jeg mærkede tomrummet, og jeg troede, jeg skulle fylde det. Jeg gik i terapi, og jeg lærte, hvad der ville være godt for mig, jeg hørte, hvad der var skidt, og jeg besluttede at gøre plads til alt det, der var godt for mig og alt det, der var rigtigt. Alt det gode.

Jeg skar alkoholen fra, fordi jeg blev nødt til at gå all in på den person, jeg troede, jeg havde mulighed for at være, og før jeg så mig om, havde jeg skåret så meget ind til benet, at der var meget lidt liv tilbage. Jeg begyndte at få sværere ved at skrive, for der var intet tilbage at skrive om. Jeg var sød og god og blomstret og helt rigtig i forhold til den opskrift, jeg fulgte, men jeg var også så langt væk fra min egen person, som jeg overhovedet kunne være. Jeg prioriterede alt det, jeg “burde gøre” og skar alt det overflødige fra. Det viste sig bare, at det overflødige – det var livet. Det var følelserne, det var oplevelserne, det var fejltagelserne – alt blev væk.

For et par måneder siden fortalte jeg min mor, at jeg var bange for, at de gode ting i mit liv skulle ske nu, fordi jeg vidste, jeg ikke ville være i stand til at mærke dem. Jeg havde kørt mig selv så langt ned, at jeg ikke kunne være glad. Jeg var ikke ulykkelig, jeg var ikke ødelagt. Jeg var væk.

Da jeg indså det, blev jeg bange. Jeg blev bange for, at mit liv ville passere, uden jeg kunne føle det. Jeg blev bange for at blive friet til og svare “fint”. Jeg blev bange for at få et barn uden at føle andet end den fysiske smerte, fordi jeg i bund og grund var ligeglad. Jeg vidste, at jeg på en eller anden måde blev nødt til at vågne, men jeg kunne ikke gennemskue hvordan.

Klæder skaber folk, siges der. Det har nok været lidt for sandt herinde. Det meste af mit unge og voksne liv, har jeg følt mig allerbedst tilpas i et par flade sko, et par hullede jeans og noget så uinspireret som en t-shirt, men da jeg ændrede mig selv, ændrede tøjet sig med mig. Det blev et symbol på det, jeg gerne ville være. Farverig, glad, sprudlende – lidt kitsch og ubekymret. Kjoler og roser. Og hvad skete der? Selvfølgelig det modsatte, for sådan hænger livet sammen. Jo flere farver jeg tog på for farvernes skyld, jo mere grå blev jeg indeni.

Jeg har oplevet depressionen. Jeg har oplevet den afgrundsdybe fortvivlelse og den knugende hånd om mit bryst, men jeg har aldrig været så bange, som da jeg ikke længere følte noget.

Og det er en selvmodsigelse, det ved jeg godt.
Jeg begyndte at pille reglerne ned. Jeg smed mig selv ud af døren, da valget blev udskrevet. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg kunne huske, at det engang havde gjort mig glad. Jeg drak et par øl og ignorerede tømmermændene og den dårlige samvittighed over at have gjort noget, der ikke var “godt for mig”. Og sådan skubbede jeg mig selv af sted. Jeg tog til Viborg og besøgte min mor i dagevis, selvom jeg “har bedst af at være hjemme”, og jeg inviterede mig selv med til min bedste venindes fars fødselsdag, fordi den havde været en tradition og en fast og god del af mit liv, dengang jeg stadig havde en fornemmelse af, hvem jeg var.

Jeg smed den nye, rene og pæne halvdel af silhouetten væk, og så begyndte der at ske noget. Det, der er tilbage, er begyndt at vokse. Det, der er mig og altid har været mig, er langsomt begyndt at titte frem igen. For første gang i mange år er jeg begyndt aktivt at søge andre menneskers selskab. Jeg har hvinet af fryd i en vandrutschebane, og jeg har haft så ondt i håret, at jeg var ved at skylle mig selv ud i toilettet, men jeg har levet. Og jeg har følt – bare lidt. Det betyder alverden.

Det er hårdt, det er tomt, og det er skræmmende at lade stå til og vente på, at mit sind med tiden selv finder ud af at fylde resten af silhouetten, for i bund og grund vil jeg jo helst bare have kontrol med det og vælge, hvem jeg vil være, men de sidste par år har lært mig, at hvis jeg gør det, ender jeg med at være ingen.

Jeg har altid været så ærlig som muligt overfor jer, men jeg har ikke selv evnet at gennemskue, hvordan mit liv var i gang med at spille mig et puds. Jeg vil fortsætte med at være ærlig – forhåbentlig bliver det fremover bare fra et mere autentisk udgangspunkt. Jeg skal ikke kunne love, at det bliver lige inspirerende hele tiden, for ærlig talt har jeg ingen anelse om, hvad der kommer til at ske hverken med mit liv eller med mig selv, men jeg glæder mig til at trykke udgiv og også herinde tage hul på en ny begyndelse.

Måske har I lagt mærke til noget herinde, måske ikke. Det har været en forandring, der har været undervejs længe – og hvor mærkeligt det end lyder, er det en forandring, man kan spore i den stille udvikling i Dagens-billederne. Jeg tror, jeg i den sidste tid ubevidst har søgt lidt mere efter mig selv, og den version af mig, jeg kender fra gamle dage, er langt mere Guns ‘N Roses end Gowns and Roses. Det er nok derfor, dobbeltbetydningen skulle med dengang.

De sidste par år har jeg prioriteret stabilitet over alt. For enhver pris. Lige nu er det hele lidt sløret, men jeg glæder mig til at se, hvor jeg ender henne, nu hvor jeg langsomt piller rammerne ned og tager hul på mit splinternye liv som den gamle mig.

Jeg håber, I vil følge med.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)