Kender I det der med, at noget bliver så hypet, at man nærmest automatisk tager afstand til det? Sådan har jeg haft det med Brad Pitt, Stig Larssons Millenium-trilogi, crossfit, Fifty Shades of Grey, Breaking Bad og skyr (en sjælden kombination), og når først jeg har undgået dem længe nok, borer de sig ind i min hjerne som små forvirrede klumper af modvilje, der – hvis ladt alene længe nok – omdannes til principper.
Jeg forstod ikke folks fascination af Brad Pitt i Troy, han spillede elendigt i det ene Friends-afsnit, han optrådte i, og han skred fra Jennifer Aniston – jeg behøvede faktisk slet ikke at kunne lide ham. Og så skete der det, at jeg i foråret brugte en aften i selskab med ham i ung, laber version i Legends of the Fall. Nu er Brad Pitt streget fra listen. Skyr giver jeg først en chance, når det kommer i en laktosefri udgave, og det passer mig godt, at jeg kan hate på det lidt endnu, når nu jeg i går kastede mig i grams og brød et princip fra Nyrup-regeringens tid.
Alle – og jeg mener alle – mine klassekammerater gik amok over filmen Den Sjette Sans. Jeg ved sgu ikke, hvordan det skete, men lige pludselig en dag var den overalt, og alle elskede den og fablede om den, og jeg sad der med mine klistermærkehæfter og forstod ikke en fløjtende fis. Og så besluttede jeg mig for, at det var en dum film, når nu alle kunne lide den. 16 år skulle der gå, før jeg overgav mig og satte den på. I et kombineret forsøg på at undgå Vild Med Dans (som jeg har set kæmpet mig igennem to gange denne sæson) og på at gøre en sofa-aften mindeværdig, tømte Mathias og jeg Netto for snacks uden positiv næringsværdi og stablede en pulje af potentielt mindeværdige film på benene. Og som da Lily for første gang tissede foran Marshall, trak jeg vejret dybt og konkluderede, at det var på tide.
Og jeg hader at indrømme det, men den var sgu god. Og virkelig ikke passende for ni-årige børn, men vi er åbenbart en jævnt hardcore generation, der ikke har noget imod lidt død og uhygge. Og til sidst trillede tårerne ned ad mine kinder, mens Den Sjette Sans hoverende dansede hen og satte sig ved siden af Brad Pitt på vinderbænken. I det mindste ved jeg, at jeg aldrig (!) kommer til at synes om Fifty Shades of Grey. Jeg læste engang et uddrag på 10 linjer, og efter linje 3 var mit blodtryk så rasende højt, at jeg var ved at eksplodere. Og ikke af samme årsag som alle parcelhusfruerne, men fordi det sprogligt var et aldeles håbløst projekt. Så den kan jeg da i det mindste beholde.
Jeg ved altså ikke, om det er i orden at græde, når man ser Den Sjette Sans, men jeg er sgu blevet så grådlabil på mine gamle dage, at en kleenex rækker som en svamp i Hoover Dam. Forleden, da vi var i Teateret for at se John Lennon Teaterkoncert, tudbrølede jeg, da de endelig spillede Beautiful Boy. Jeg kan slet ikke forklare, hvor smuk og sørgelig, jeg synes, den sang er. Mathias var vist lidt overrasket over min reaktion på en tilsyneladende harmløs godnatsang, og da han efter koncerten spurgte mig, hvad jeg græd over, åbnede mine tårekanaler sig igen, da jeg med bævende læber forsøgte at citere Lennon:
“I can hardly wait,
To see you to come of age,
But I guess we’ll both,
Just have to be patient”.
Jeg kom ikke igennem linjerne, før jeg måtte give op og koncentrere mig om at stoppe de følelser, der flød rundt i mit ansigt og fuckede med min makeup, men jeg fik da fremstammet noget med, hvor sørgeligt det var, at han aldrig fik set sin dreng vokse op. Ahmen for fanden. It gets me every time!
Men okay, det kan godt være, at jeg ligner hende den irriterende til julefrokosten, der efter en halv flaske Brøndums føler hele verden, men jeg tror faktisk, at det – hvor patetisk det end måtte synes – er en fremragende form for coping mechanism at gå i hundene, når det ikke gælder for så til gengæld at kunne være relativt calm and collected, når jeg står i Netto og får at vide, min morfar har fået en hjerneblødning. Det er så sgu slet ikke så tosset det der med at græde, når Leonardo slipper døren, og når Scar forråder Mufasa, for selvom det er scener, der virkelig trækker tænder ud, kan man være nogenlunde sikker på at være færdig, når man når til kameramandens fætter i rulleteksterne og gerne vil ud i verden og fremstå som et nogenlunde velfungerende menneske. Og min morfar har heldigvis godt igen, så der er intet akut behov for en videoaften med Mads og Mikkel.
Er I også vaskeægte tudeprinsesser, eller er I den hardcore type, der gumler popcorn, mens John Smith sejler væk?
Jeans: Pull & Bear (lignende her) / Sneakers: Adidas / Rullekrave: Vila (lignende her) / Læderjakke: Zara (lignende her) / Taske: Secondhand
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
To punkter:
1. du er SLET ikke gammel nok til at være rørstrømsk! Leave that to me!
2. tak for advarslen mod Fifty Shades, som jeg fik anbefalet i går – jeg vil sidde anbefalingen overhørig af hensyn til mit blodtryk!
God søndag, Sweetheart!
Rigtig gode billeder!
Jeg skal bare høre om nogle der skal giftes, så tuder jeg. Jeg har altid været grådlabil, men det er blevet værre efter jeg har fået barn – så bare vent ;)
Jeg tænker, at du skylder dig selv at se breaking bad (med åbent sind). 4. sæson er ikke den bedste, men de andre er ualmindeligt gode.
Tusind tak, Julie!
Det har været helt skidt i denne uge, hvor der har været Knæk Cancer og programmer som Kræft og Kærlighed. Jeg mangler snart kleenex.
Du har ret – jeg har efterhånden hørt så meget godt om den, at jeg bliver nødt til at se den!