Man skulle tro, jeg var travlt optaget af at opleve og drøne rundt fra seværdighed til seværdighed i pauserne fra både arbejde og speciale, men det er ikke tilfældet. Det kræver en del tilvænning at gå fra et trygt og velkendt liv til et liv uden anker og kaffeaftaler med mennesker, man kender helt ind til knoglerne. Det er spændende, det er vildt, og det er en drøm, der bliver til virkelighed, men det er også overvældende. Faktisk så overvældende at vi ofte bare gerne vil være i lejligheden og se en film. Så må indtrykkene vente til i morgen eller dagen efter.
På det sidste har vi set en række gode film, og i anledning af at I i Danmark netop har ringet efterårsferien ind, vil jeg dele dem med jer. Normalt ser jeg ikke ret mange film, fordi jeg forfalder til at gense Friends igen og igen og igen, men verdens bedste serie er (ak og ve) ikke tilgængelig på Netflix i hverken Indonesien eller Thailand. Så film it is! Og Gilmore Girls, for det nytter jo ingenting ikke at være varmet op, når de nye afsnit rammer os i November.
The Martian
En astronaut (Matt Damon) strander på Mars, da hans team efterlader ham i den tro, at han er død. Det er han imidlertid ikke, og nu skal han klare sig alene på en øde planet. Det ser umuligt ud, men helt umuligt er det alligevel ikke, for det ville være en kedelig film. Den var alt andet end kedelig, og jeg ville ønske, jeg igen kunne se den for første gang. De små humoristiske øjeblikke var sublime i al deres underspillethed. Se den lige, ik?
The Girl on the Train
Filmens hovedperson er en alkoholiseret fraskilt kvinde (Emily Blunt), der, fordi hun har svært ved at give slip på sit gamle liv, vikles ind i et mysterium, hun har svært ved at finde hoved og hale på. Det er en af de film, man meget nemt kan ødelægge ved at fortælle for meget, så det vil jeg prøve at undgå. De små to timer fløj forbi, og vi var begge to godt underholdt. Selvfølgelig hjalp det også, at vi sad (nærmere lå) i hver vores kæmpestore biografsæde med hver vores kurv med popcorn.
Brooklyn
I 1950’erne tager en irsk immigrant (Saoirse Ronan) alene til Brooklyn for at skabe sig en bedre tilværelse. I Brooklyn finder hun en sød italiener, men før hun ved af det, kalder Irland igen, og hun ender med at stå i et dilemma mellem sine to hjem. Brooklyn er en hyggelig feel-good film, som nok er bedst i selskab med en mor eller en veninde. Kæresterne vil nok kede sig lidt, men jeg hyggede mig gevaldigt.
Interstellar
En gruppe opdagelsesrejsende rejser gennem et ormehul (wormhole lyder så meget bedre) for at finde en beboelig planet og redde jordens befolkning og sikre menneskehedens overlevelse. Jeg er ikke altid lige betaget af science fiction (jeg er typen, der sidder og tænker, at det jo aldrig kunne ske i virkeligheden), men jeg syntes alligevel ret godt om Interstellar. Til trods for at jeg, da filmen var færdig, udbrød, at jeg måtte have slået en eller anden rekord ved at have set verdens absolut længste film på bare tre timer. For ja, den er lang. Måske lidt for lang (selvom handlingen engang imellem går alt for hurtigt), men den hænger stadig ved, og jeg synes, den bygger på et interessant tankeeksperiment. Filmen er vurderet til 8,6 på IMDB (hvilket jeg ikke forstår), og jeg synes, den er værd at se, men jeg vil indtrængende bede min mor om ikke at begynde på den, for hun ville stå af efter 5 minutter.
Me Before You
Da Louisa Clark mister sit job på den lokale café, søger hun et nyt arbejde som plejer for en ung mand, der er blevet lam efter en motorcykelulykke. Jeg læste bogen for et par år siden, og det er en af dem, hvor man engang imellem bliver nødt til at tørre tårepletter af siderne. Jeg er vild med Emilia Clarke i rollen som Louisa Clark (coincidence?), og filmatiseringen rammer bogen virkelig godt.
Og nu til det allervigtigste! Hvilke film kan I anbefale? Som I måske ved, er stemningen i Thailand i øjeblikket noget trykket, så vi opholder os ekstrameget i lejligheden i disse dage. Det betyder donuts, færdigretter og forhåbentlig flere gode film! Shoot, please! :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Har du fundet alle fem på Netflix? eller andre streamingtjenester?
– hvert fald, det er vist kun én af dem du nævner, der findes på den danske flex :(
Nej, det har jeg ikke :)
The girl on the train så vi i biffen, Brooklyn ombord på flyet, og resten fandt vi vist på HDflix (ups).