I dag tager jeg hul på den sidste skoleuge inden læseferien. Jeg er så småt ved at blive vanvittig af syntaks og semantik, og jeg glæder mig som en vild og gal til, at eksamen er overstået, og jeg (forhåbentlig) kan ånde lettet op.
Jeg kan ikke sige jer, hvor glad jeg er for, at universitetssemestrene ikke er længere, end de er! Jeg tænker ofte tilbage på gymnasietiden og undrer mig over, hvordan jeg kunne klare et skema fra 8-15 + lektier og opgaver og to cafébesøg om dagen, men på magisk vis fungerede det bare dengang. Ja, jeg hadede mine kemiafleveringer, og ja, jeg har stadig engang imellem mareridt om, at jeg skal bestå et sidste matematisk fag for at komme videre i min uddannelse (jep!), men det var sgu alligevel noget andet dengang.
Karakterpresset var faktisk det samme – eller måske endda værre, fordi vi ville ind på drømmeuddannelsen – men på en eller anden måde føltes ansvaret ikke helt lige så tungt, som det gør nu, hvor jeg ved, at uni er “sidste skridt”, før jeg rent faktisk skal ud i verden og bruge min viden til et eller andet, og den viden virker bare aldrig stor nok.
Hvis vi kendte til diverse litterære perioder og analyseteknikker, havde vi som gymnasiestuderende pænt godt styr på danskfaget, men det der med at have styr på noget – det er jeg lidt gået væk fra. Ikke med min gode vilje, og afgjort ikke fordi jeg er blevet dummere, men fordi alle områder åbner døre til nye verdener, og fordi jeg hører og lærer om flere bøger, mennesker, årstal og teorier, end jeg nogensinde kan nå at henholdsvis læse, lære at kende, huske og forstå, og jo mere jeg lærer, desto mere pinligt bevidst bliver jeg om alt det, jeg ikke ved.
Som barn troede jeg, at de voksne kendte alle svarene, men sandheden er, at hverdagen er meget desillusionerende!
I går zappede jeg forbi Big Brother-finalen og så tre “voksne” mennesker, der kæmpede om at være bedst til at være lukket inde i et hus i 118 dage. Så så jeg en avisreklame, hvor en politiker kaldte samtlige politiske modstandere for homofobe og dermed beviste, at voksne mennesker åbenbart også både peger og rækker tunge, og i min gård sad to forældrepar med tømmermænd og så alt andet end voksne ud.
Der er selvfølgelig nogle få, der i kraft af særlige evner kan få en del voksenpoint. Min mormor kan for eksempel stege en and og fjerne kalk fra alting, og hvis det ikke er voksent, så ved jeg ikke, hvad der er. Men ikke desto mindre kaster jeg altså håndklædet i ringen og kalder bluffet! Der findes ikke voksne mennesker, der har styr på det hele, og jeg bliver simpelthen helt forpustet i min hjerne af at prøve at være sådan en.
Billederne er desuden fra langfredag (de var lige blevet væk på min computer), hvor vi tog til påskefrokost hos min mormor og morfar. Egentlig var vejret slet ikke kjolevejr, men hver gang jeg ved, jeg skal se min lille kusine, trækker jeg i kjole, fordi hun synes, det er så hyggeligt, at vi “matcher”. Det er skønt, at vejret nu er så godt, at strømpebukser er overflødige, for de ser ærligt talt lidt tumpede ud, men både min kusine og min lille fætter på to år (der for tiden elsker at iklæde sig kjoler og glimmermakeup) satte pris på kjolen og de mange forskellige farver, og så er alt jo okay alligevel :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Sikke dog et befriende indlæg. Jeg følger ellers også mere end godt med på min uddannelse og er langt meget stræbsom og arbejdsom end jeg nogensinde var i gymnasiet, men alligevel føler jeg til tider at jeg befinder mig i en tåge, en drøm eller et parallelt univers; ja generelt at det ikke er mig der gør og kan de her ting, eller at jeg i hvert fald ikke helt er bevidst om hvorfor og hvordan jeg kan det. Jeg har virkelig overvejet, om det bare var mig, der var sær.
– og den illusionen om at “voksne” mennesker kan alt, kan jeg også nikke genkendede til. Jeg ringer stadig til mine forældre og stiller hende spørgsmål om ting eller beder om hjælp til noget som de ikke nødvendigvis har ekspertise i, eller kan være synderligt behjælpelige med på tværs af landet.
Jeg synes i øvrigt sagtens den kjole kan bære strømpebukser, og så er det i øvrigt vildt fin at neglene matcher kjolens blomster. Yderst yndigt.
Tusind tak!
Hvis du er sær, er jeg i hvert fald også :D
Jeg kender alt for godt det med at ringe til forældre om mere eller mindre umulige ting, men altså: Hvis de ikke kan, hvem kan så? Vi har jo vænnet os til, at de er problemløsere :)
Og tak!
Dit indlæg fik mig til at tænke tilbage på engang i folkeskolen, hvor jeg hørte nogle forældre bagtale nogle andre forældre på det groveste (ja faktisk mine egne forældre). Kan huske følelsen af at indse at voksne mennesker ikke er meget mere “voksne” end små barnlige snotunger. Jeg ville i al fald aldrig være voksen hvis det er sådan man blev. Selv om der efterhånden er røget nogle voksenpoint på kontoen, vil jeg stadig ikke være voksen.
Ved ikke lige hvorfor jeg synes den kommentar passede ind her. Tror bare ikke man altid skal tænke så meget over det at være voksen :)
Åh det er næsten ligesom at finde ud af, at Julemanden ikke findes.
Vi må redefinere hele voksenbegrebet, så det bliver noget, vi kan have med at gøre :D
Du er så god! Hold nu op et godt indlæg haha. Jeg tænker især tit på om alle andre nu også har så meget styr på det når jeg er på Instagram. Og griner lidt. For vel har de da ej. Og så tænker jeg at jeg nok hellere må lægge et kikset billede eller to op på min egen. For selv har vi da kun lyst til at dele de skønne ting, så alt for kikset må det heller ikk være haha. Sidst blev det mig i en kedeldragt. Det var sjovt syns jeg. Av og hvis du vil lure er jeg “frklottenielsen”.
Min “lille” kusine (jeg synes maks hun kan være tre – men hun er altså seks, hvilket er uhyggeligt, fordi det også betyder noget med, at jeg er seks år ældre….) kommenterer også altid, at “hun også har kjole på”, hvis jeg har. Hun bliver helt skuffet, hvis jeg en dag har glemt at tage kjole på.
Og tak for det her indlæg, altså. På en dag, hvor jeg lige har skrevet under på speciale-kontrakt er det meget rart at høre andre sige, at det er helt naturligt ikke at have styr på og vide alt (også selvom det virker som om min specialevejleder ved alt – han gør mig lidt bange).
Gud hvor vækker dit indlæg virkelig genklang. Snakkede faktisk med en veninde om det i weekenden. HVORDAN fik jeg det her liv til at fungere; Boede helt alene (dvs. ene mand om rengøring og tøjvask), skole fra 8-14/16, job i bilka, job i jumboland, fodboldtræning to gange om ugen, lektier, aflevering og byture. Nu kan jeg knap nok overskue hvis jeg har planer på en arbejdsdag, selvom jeg har fri klokken 12 :s Hvad skete der – ramte jeg en mur et sted!?
Jeg har det på præcis samme måde. Der må være en mur et eller andet sted!