Nogle gange ved man bare med sig selv, at det selskab man træder ind i ikke er et, man nogensinde kommer til at passe ind i. Engang imellem er det også helt i orden. For eksempel hvis man træder ind i på et diskotek nede ved åen, en swingerklub eller besøger DNSBs årsmøde. Den fornemmelse havde jeg første gang, jeg mødte mit nye hold på uni. Da vi stod uden for døren og ventede på at komme ind, hørte jeg de første folkeskolelignende kælenavne – baby, fuckhoved osv. – da jeg så gik med dem ind ad døren, stirrede de på mig, som om jeg var skolens mest hadede vikar. Nye mennesker er farlige mennesker. Nogen kastede noget på nogen andre, nogen afspillede en YouTubevideo med en lydstyrke, der kunne skræmme selv den mest inkarnerede tramper, og resten gjorde en dyd ud af at få hinanden og ikke den nye som sidekammerater. Jeg endte med at sidde ved siden af en, der efter lugten af dømme led af en alvorlig omgang tandkødsbetændelse, men til mit held valgte hun at dreje sin stol så meget mod sin sideven, at jeg aldrig så meget som så hendes ansigt.
Da instruktoren spurgte: “Are there any exchange students?” skød alle øjne straks hen på mig. Det føles meget underligt at vide, at alle kigger på en, indtil man bekræfter, at man er østeuropæer. Det vidste I nok ikke.
Torsdagstimen satte mig på en stor prøve, da klassens “smarte” dreng og ditto pige (sådan to er der altid), gav sig til at argumentere for, at sætningen “he went on a picnic without glasses” udmærket kunne tolkes som om, at “the picnic” ikke havde hans briller på. Det tog flere minutter, og da jeg ikke kunne begrave mit hoved længere ned i mine håndflader, endte jeg med at knække min elskede kuglepen – det triste bevis ses på instagram.
De er der altid – de typer der, efter forelæseren er gået videre til næste punkt, rækker hånden op og kommer med et alternativt løsningsforslag, der altid er helt henne i vejret og ikke bidrager til andet end at udstille dem som linket mellem aben og mennesket. Alligevel bliver de med selvtilfredse smil troligt ved med at argumentere for, at hunde kan være katte.
Derfor er jeg nået til den konklusion, at det heller ikke bliver dette semester, jeg havner i en velfungerende læsegruppe. Eller nogen som helst læsegruppe for den sags skyld.
Har I på mirakuløs vis undgået know-it-all-knows-nothing-typerne på jeres studie? Eller knækker I også kuglepenne? :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Jeg undgik det desværre heller ikke. Havnede i en gruppe med en mandschauvinist, der absolut ikke kunne håndtere at få kritik, man måtte ikke komme med input og han vidste absolut det hele selv (not!). Konstant skal jeg høre på tilråb som “move bitches” og det er ærligt talt svært at kapere mere. Men jeg fik så skiftet gruppe – og nu nægter han at tale om mig, og i hans nye Læsegruppe er der gået paradise i den, fordi han bitcher også at vi var to der valgte ham fra..
Åh Gud! Det lader til, at jeg er helt heldig. Jeg forstår virkelig ikke, hvad sådanne typer laver på uni. Det kan snildt være, at de er begavede nok til at være der, men hvis de opføre sig som førsteklasser, så skulle de nok lige have taget et sabbat-årti eller to!
Haha årh du har været uheldig. Tak for et formiddagsgrin :) og nej, jeg har været heldig med mine studiebuddies
Selv tak :) Hvor er du heldig! Jeg er virkelig misundelig på alle de velfungerende læsegrupper, jeg ser rundt omkring!
Det lyder ikke godt.
Jeg har ikke noget råd til hvad du kan gøre, desværre. Måske en stressbold så du ikke ødelægger alle dine kuglepenne?
En stressbold til et stresshold. Det lyder rigtigt nok! Hvis de bliver ved, bliver jeg jo nødt til at tage computer med, så jeg har et eller andet at lave imens :)
Hej Anne-Li
Jeg forstår så godt din kuglepens reaktion, har selv gjort det samme… men med tiden er jeg bare nået frem til at de typer langt hen er vejen er en form for stakler. Det hviler ikke nok i sig selv til og kunne agerer på et medmenneskeligt niveau, men har behov for – oftest på andres bekostning – og fremhæve sig selv.
Det er lidt et patetisk forsøg på at buste, et ikke ret stabilt selvværd.
Min erfaring er, at man aldrig slipper helt for de typer. De er overalt. På studiet, jobbet, i forældregrupper, sportsforeninger, motionscentre etc…
Jeg har lært at det bedste man kan gøre er at ignorere deres udbrud og bare smile lidt overbærende til dem….Man skal så vidt muligt prøve IKKE og give dem den opmærksomhed de egentlig kræver gennem deres opførsel.
Lidt hårdt sat op kan man sammenligne det med den måde man opdrager hunde på. Når de gør noget godt, får de ros og positiv opmærksomhed. Når de opfører sig dårligt, ignorer man dem.
I øvrigt må jeg komplimenter din blog… du skriver rigtig godt og ærligt meget interessant og følge med i :-)
Pøj pøj med studiet og studiemiljøet ;-)
De ER nemlig overalt, og jeg tror sådan set ikke så meget, at det har noget med mit holds meget lave gennemsnitsalder at gøre :) Sådanne typer skal vel bare fordeles ligeligt rundt på de forskellige institutioner og arbejdspladser. Gid de bare kunne komme på hold med hinanden :D
Tusind tak skal du have, det er jeg virkelig glad for, at du synes! :)
Jeg kan ikke lade være med at grine over dit indlæg og jeg kan orientere dig om at den opførsel ikke bare stopper ved uni.
Jeg er 40 år og i efteråret startede jeg på et litteraturkursus gennem FOF. Alle de andre deltagere var 60+ og kurset har kørt i 25 år, så det var en meget indspist gruppe. Første gang kom jeg til at sætte mig på en andens plads, åh gud sådan en ballade. Min sidekvinde blev ved med høj stemme at “hviske”, hvor ærgerligt det var, at de nu ikke kunne side ved siden af Anna, som måtte finde en anden plads og nu kunne de så ikke snakke med hende i løbet af de 2 timer kurset varede og at næste gang ville de komme lidt tidligere, så de kunne komme til at sidde sammen igen. Jeg var der kun 4 gange. Det var dødærgerligt da kurset var temmelig dyrt, men jeg gad simpelthen ikke sådan noget pis. Ufattelig at man ikke bare i to timer kan se ud over sin egen og venindens næsetip og så i den alder.
HAHAHA, ej hvor er det utroligt, at det bliver ved! Jeg dør lidt af grin over den sure hvisker. Hvor er det bare tarveligt at opføre sig sådan. Det bliver næsten komisk, ikke? Selvfølgelig ikke, når man er i det. Så er det bare drønubehageligt. Jeg er ked af, at du ikke fik det hele med – der vil åbenbart altid være den slags mennesker.