Da jeg så den midaldrende dame i Storcenter Nord, slog det mig igen, hvor mange mennesker, jeg hver dag bare går forbi. Der er så mange mennesker, jeg ikke kender. Så mange mennesker, jeg aldrig kommer til at se mere end den ene gang, jeg går forbi dem på den ene dag, og skulle jeg tilfældigvis se dem igen, ville jeg alligevel tro, at det var første gang. Damen sad for sig selv ved et bord med lyserød softice på læberne og en vaffel i hånden, og jeg tænkte, om hun mon var ensom.
På den anden side af gangen sad der en ældre mand ved et bord sammen med to damer. Det var tydeligt at se, at det var hunkønnene, der styrede showet, og manden sad med trætte øjne og kiggede ud på gangen uden dog at se mig eller nogen af de andre, der hele tiden passerede ham.
Henne ved blomsterne spurgte en mand i kørestol mig, om han stod i vejen. Det gjorde han overhovedet ikke, og det svarede jeg, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han lød som om, han var vant til at være i vejen, og det gjorde mig trist.
Som altid lykkedes det mig at placere mig i den langsomme kø, hvor den ældre dame foran mig minutiøst gennemgik sin livshistorie for en meget overbærende, men tydeligt uinteresseret kassedame, der to gange trak vejret dybt, før hun smilende ønskede damen en god dag. Damen havde så travlt med at fortælle om sit forhold til fryseposer, at hun ikke registrerede det, og hendes talestrøm stoppede ikke, førend hun var gået fem meter med sine poser og stak hånden i vejret, mens hun halvråbte god weekend, selvom det var en mandag.
Jeg ved ikke hvorfor, men de mennesker jeg stødte på i løbet af de ti minutter har på en eller andet måde boret sig ind i min hukommelse. Det er så underligt, at vi mennesker kan være så vigtige for nogen og så ubetydelige for andre, og engang imellem virker det nærmest som om, vi har låst os fast i grupper. Dem vi kender, og dem vi ikke kender. Jeg vil så gerne kende flere. Jeg vil så gerne sætte mig med softicedamen og sludre om softice, og hvad der nu ellers måtte interessere hende. Jeg vil så gerne række den gamle mand dagens udgave af Metro Express og løfte øjenbrynene indforstået. Jeg vil gerne tage en kop te og en kiks med fryseposedamen og give hende mulighed for at tale til en, der lytter. Men jeg ser nok aldrig de mennesker igen, og når alt kommer til alt, vil de nok alligevel ikke forstyrres af mig – en de ikke kender.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
24 comments
Sikke et fint, lille indlæg med nyt tankestof her midt i min opslidende BA-skrivning, tak for det! :)
Og hvor har du ret – det er en underlig tanke med alle de mennesker, man bliver berørt af uden at have den mindste relation til dem. Jeg får det ofte på samme måde (sjovt nok også især med ældre mennesker, der synes ensomme)…
Mange tak, Ane :) Held og lykke med BA-projektet!
Jeg tror, mange ville være glade for en venlig kommentar, såmænd. Nogen også for lidt selskab. Det ved jeg fra mine lørdage på torvet, hvor jeg ind imellem drikker en kop kaffe, hvis vejret er godt. Ofte kommer der en dame hen og sætter sig der, hvor jeg sidder, og så går snakken. Nogen gange kommer det ubelejligt, hvis jeg har sådan en dag – andre dage er det hyggeligt. Det fine er, hvis man kan fornemme det, når man sætter sig…
Det må jeg øve mig i :) Jeg tror nu aldrig jeg kommer til at sætte mig ved andre menneskers borde og spørge, hvordan de har det. Men det kunne være hyggeligt, hvis det var noget “man” gjorde :D
Jeg er vild med dit outfit :) Du ser fantastisk ud :)
Tusind tak, Karina :)
Ved du hvad, jeg tror faktisk – især de gamle menneker ville blive elle vilde med, at man som ungt og travlt menneske satte sig ned og sludrede lidt.
Vi er blevet SÅ selvoptagede i dette land, vi registerer slet ikke andre mennesker, som man gjorde førhen. Vi passer os selv. Og det er sørgeligt. Jeg bliver SÅ glad når andre knytter en kommentar i køen. Vi er jo flokmennesker. Vi har brug for relationer – også selvom vi ikke ser folk igen.
Ja, det kan godt være, du har ret. Det er bare svært at vide :)
Og ja, det er nemlig det. De mennesker vi går forbi er tit bare “forhindringer” man skal udenom. Det er lidt skræmmende, synes jeg. Til gengæld er det også utroligt hvor meget en enkelt lille kommentar eller et smil kan gøre! :)
Jeg tænkte faktisk også på noget lignende forleden da jeg kørte i bus. Alle de netværk vi hver især er en del af, men som ikke er infiltreret i hinandens netværk. Jeg sidder nogle gange og spekulerer på hvor langt ude man måske kender nogen der kender nogen der kender den foran mig i køen. Det er sgu mærkeligt. Du ser i øvrigt super fin ud! Kan rigtig godt li’ striktrøjen, specielt fordi den er åben bagved :)
Det er en underlig tanke. Jeg tænker tit på, når jeg ser en venindegruppe, hvor tilfældigt det er, at netop de er veninder, og hvor tilfældigt det er, at mine veninder er mine. Der er jo så mange potentielle venner, man hele tiden går forbi, fordi man ikke kender dem. Det kom vist til at lyde lidt besynderligt, men jeg håber, du forstår, hvad jeg mener :D
Og mange tak – jeg er også rigtig glad for den :)
Jeg forstår helt sikkert hvad du mener, for jeg har præcis de samme tanker ;) Haha. Det er så sjovt med venner og veninder. Ofte er det jo tilfældigheder der gør at man i dag er veninder med lige dem og ikke andre.
Ja, det handler mest bare om, hvem man er stødt ind i på det helt rigtige tidspunkt i sit liv. Meget tilfældigt :) Så kan man til gengæld gå og føle sig lidt heldig over de mennesker, man trods alt er stødt ind i :D
Åhr, blev selv helt trist da jeg læste om softicedamen :s Rigtig fint indlæg.
Tusind tak :)
Det er kun på din blog jeg åbner et ekstra vindue i min bloglovinapp fordi jeg vil vil vil kommentere, men ØJ du sætter jo ord på så mange ting som jeg tit har tænkt jeg var mærkelig ved at tænke. Og nu igen. Men tror gerne de mennesker vil snakke med dig. Det er det mest værdifulde i verden – at tale. Men jeg ved også at jeg(du?) relativt hurtigt ville kunne konstatere at du simpelthen ikke bryder dig om alle mennesker. Men forsøget værd er det da.
Det er en af de bedste komplimenter, jeg kan forestille mig! Tusind tak!
Og ja, du har ret. Jeg bryder mig ikke om alle mennesker – hvem gør? Men jeg tror faktisk, at man kan bryde sig om de fleste, hvis man lærer dem at kende :)
Det er jeg glad for – så virker min filosofi om at åbne munden når man har pæne ting at sige hahah ;)
… hmm … så skal man være meget tolerant. Eller … tja… måske har du ret. For når man lærer folk godt at kende så former man vel også hinanden på en måde.
Skønt og tankevækkende indlæg :-) Jeg kan huske at jeg ofte tænkte det samme, da jeg boede i hovedstaden. Nu bor jeg i en lille provinsby hvor alle hilser, vinker eller siger hej til hinanden selvom man hverken kender hinanden eller har set hinanden før, men hvor relationen er vel bare er at “vi krydser hinanden lige nu”. Først skulle jeg lige vænne mig til den kultur, jeg syntes det var ret grænseoverskridende, men nu efter næsten et år i provinsen, så er det blevet det mest naturlige for mig at hilse på alle på min vej, præcis som alle de andre gør. Den gode stemning smitter, ha ha :-) Tro mig, det er virkelig hyggeligt.
Tak for et dejligt indlæg :-)
Vh Katrine
Tusind tak :)
Åh hvor hyggeligt! Jeg ved godt, det ville være praktisk umuligt at hilse på alle, man går forbi i Århus, men jeg elsker simpelthen den der landsbyagtige stemning (der også ofte opstår i sommerhusområder), hvor man er fælles om en by/en bager/en ferie – osv.
Og tak for den dejlig kommentar – det er godt at blive mindet om, at man nogle steder godt kan se hinanden :)
Det er et sødt og dejligt indlæg – jeg har tit tænkt det samme. :)
Det er sjældent, at jeg tager mig tid til at snakke med folk jeg ikke kender, men af og til veksler man vel et par ord. Men mest veksler jeg bare smil og det smitter jo :)
Den ene gang jeg har set dig i Århus, smilede du så fint til mig – og dét betyder altså også en masse. Også for de mennesker du så i Storcenter Nord. :)
Mslene? Ej, lad os prøve med Malene… ;)
NÆÆÆ, har jeg set dig? Og omvendt? Hvor sjovt! Prik mig lige på skulderen, hvis det sker igen :D
Var det ved Paludan Müllers vej? Måske kan jeg faktisk godt huske det – ellers har jeg i hvert fald også smilet til en, der lignede dig :D
Ja, det var nemlig lige der! Du var på cykel og skulle videre da lyset skiftede til grønt og jeg var på vej til zumba helt træningsgrim ;)
Fedt – så kan jeg sørme huske det :)
Men jeg husker dig nu ikke som træningsgrim! :D Jeg blev så glad af det smil, du sendte mig. Det er altid skønt at gå hjem på sådan et :)