Jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skal begynde, og sådan har jeg nu haft det i mange måneder. Jeg har savnet bloggen og jer ad Pommern til, men der er bare sket så meget i mit tossede lille liv, og meget af det har involveret nogle mennesker, som jeg ikke har haft det ret godt med at skrive om herinde, og så kunne jeg lige pludselig ikke finde ud af, hvad jeg skulle og ville dele, og ja. Så blev det til ingenting. Desværre. Heldigvis har jeg dog været lidt bedre til at være aktiv på Instagram, så de af jer, der følger med derinde, ved allerede lidt om, hvad der er sket på det sidste.
I er pissesøde, og mange af jer har efterhånden sendt mig søde DMs og spurgt ind til, hvordan det går, og hvad der foregår, og jeg sætter sindssygt meget pris på, at I har lyst til at følge med. Og nu skal I altså også have den update! Den er virkelig overdue.
I dag bliver en kort version for lige at komme i gang igen, for hvis jeg skal fortælle alt fra start til slut, får jeg det ganske enkelt aldrig gjort.
Jeg prøver nu alligevel at tage den lidt kronologisk. Og vi begynder i september. I begyndelsen af september gik Mathias og jeg, som I ved, fra hinanden efter 7 år sammen. Det var voldsomt og en latterligt svær beslutning, men den var rigtig for os begge to, og vi er stadig de allerbedste venner og ses flere gange om ugen. Jeg mødte meget hurtigt en (jeg datede ham faktisk allerede, da jeg skrev dette indlæg) som jeg også nævnte herinde et par gange. En ret ung fyr, som jeg forelskede mig helt hovedkuls i på den måde, hvor man bare falder så fuldstændigt og pladask, at man ikke aner, hvad der foregår, men bare bliver nødt til at rulle med det. Og det gjorde jeg. Det gjorde det ikke nemmere, at han så fandens flot ud i jakkesæt.
Vi blev kærester, og selvom det aldrig på noget tidspunkt nåede at blive et godt forhold, var jeg virkelig glad for ham. Det var også et hårdt forhold, og det fik mig til at tvivle rigtig meget på mig selv og på, hvad det egentlig var, jeg ville i og med mit liv. Han arbejdede 60-70 timer om ugen og var meget ambitiøs, og det efterlod ikke ret meget tid til mig, og den tid, han så havde, var han ikke ret god til at dele ud af.
Det endte derfor med, at jeg hele tiden følte, jeg halsede efter ham og tiggede om små krummer af forhold, og jeg følte mig generelt virkelig underlegen i det forhold. Aldrig en god ting, men jeg blev ved med at tænke, at det nok blev bedre “når”… Det gjorde det ikke, og efter at have gjort mig sindssygt ked af det utallige gange, slog han op med mig. Den 10. februar. Der havde vi været sammen i fem måneder.
Jeg var helt ødelagt. Aldeles og fuldstændigt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg nogensinde har været så smadret, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde to hamrende elendige uger, hvor jeg bare blev ved med at tænke i løsninger og scenarier for at lappe de der knuste drømme, der altid hører med til sådan en periode, men til sidst indså jeg, at han faktisk havde haft helt ret. Han var ikke god for mig, og forholdet var afgjort ikke godt for mig. Og så begyndte jeg ligeså stille at hele.
Jeg er stadig ikke 100%, men jeg er nået et meget langt stykke af vejen, og jeg har endda datet en anden fyr i en måneds tid. En, som jeg mødte et par dage efter de første to lorteuger. Det var alt for hurtigt at møde en, og det stressede mig lidt, at vi havde det så fedt sammen, når jeg nu udmærket vidste, at jeg ikke var klar til at være i et forhold igen, men jeg besluttede mig for at tage det en dag ad gangen, og det gjorde jeg så indtil i tirsdags, hvor han vendte på en tallerken og lige pludselig viste sig at være alt det, jeg troede, han netop ikke var. Alt det, jeg havde det så skidt med i det forhold, jeg lige var kommet ud af.
Jeg var ked af det, og jeg tudede lidt og drak nogle tiltrængte tirsdagsøl med nogle venner, og da jeg vågnede onsdag, var jeg faktisk helt okay. Glad, ligefrem. Og single. Helt single. Det har jeg aldrig været ret dygtig til at være ret længe ad gangen, og jeg har derfor ikke den store erfaring med det, men jeg er ret sikker på, det er sindssygt godt for mig – og min rejselyst.
Jeg endte nemlig med at være i Danmark langt længere, end jeg havde planlagt, fordi jeg mest af alt bare havde lyst til at være sammen med ham, der alligevel ikke prioriterede at bruge tid med mig. Når jeg ser tilbage på det, var det helt tåbeligt, men jeg blev nødt til at give det alt, jeg havde, for jeg kan simpelthen ikke huske at have haft det på den måde før, og det var i hvert fald ikke mig, der skulle fucke det op. Det blev det heller ikke, men jeg satte mig selv lidt for meget på standby, og selvom jeg både kom til Skotland og Thailand (min første længere solorejse nogensinde), mens jeg så ham, var det nogle relativt korte ture, i forhold til hvor meget jeg ellers havde i sinde at rejse.
Nu er der hverken jakkesættet eller hans efterfølger at tænke på, og jeg har en flybillet til Thailand om tre uger, som jeg dog regner med at udvide til en Bali-billet. En måned på Bali med solskin, coworking, kokosnødder og Bintang-øl kunne være ret godt til mig, tænker jeg.
Jeg arbejder stadig som oversætter og er stadig rigtig glad for det, selvom der ikke har været voldsomt meget arbejde henover vinteren, men det begynder heldigvis at se bedre ud igen, og jeg er bare i det hele taget virkelig glad og taknemlig over endelig at være i en position, hvor jeg ikke skal stresse over hver en 25-øre og rugbrødsmad – selvom der stadig er ret stramme måneder engang imellem, men sådan er livet som relativt ny freelancer jo ofte.
Jeg aner ikke, hvor jeg skal slutte det her indlæg, for jeg føler, jeg kunne skrive videre, til mine fingre falder af, men det er nok okay at runde af nu og så tage resten i mindre bidder. Der er så mange gode historier (og lærestreger) at skrive om i sådan et nyt singleliv, og dem skal I selvfølgelig også have nogen af.
Nu er jeg i hvert fald tilbage på min pind herinde på bloggen, og jeg håber, I stadig har lyst til at følge med. Hvis I er pissedejlige (altså, det er I jo uanset, men altså…) må I meget gerne skrive forslag til indlæg, I gerne vil læse, så jeg lige kan komme godt i gang igen :) I kan enten skrive dem i kommentarfeltet eller spørge over Instagram. Jeg synes, det er så hyggeligt at skrive med jer derinde. Selvom jeg lidt er en idiot på telefontaster og ofte ender med at sende lettere volapykkede beskeder af sted.
Nu vil jeg prøve at finde et billede til dette indlæg og så ellers lukke computeren ned og tage ud i solen og hygge med Mathias og en brownie. Jeg håber, I får en fabelagtig fredag, allesammen!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Nice comeback!
Hvor er det dejligt at læse et indlæg fra dig igen! :) Jeg håber, du ikke skal igennem flere af den slags mænd. Jeg er imponeret over, at du kan finde ud af at blive forelsket “så hurtigt” – og det skal ikke lyde negativt! Jeg ville ønske, det var mig selv, der kunne det, i stedet for at bruge flere halve år på at komme videre mellem dem, der har droppet mig og overhovedet møde nogen, jeg finder interessant på en romantisk facon. Så hvis du har noget på hjerte om, hvordan du ikke har haft behov for så lang reparationstid, før du kastede dig ud i en ny date-relation, så vil jeg meget gerne høre dine overvejelser :)
Tak skal du have, Maria! Uh, jeg bliver SLET ikke hurtigt forelsket. Jeg bliver faktisk kun meget sjældent forelsket. Men der skal ikke meget til, før jeg begynder at holde af folk, og det kan også gøre ondt nok i sig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et godt råd, men jeg er slet ikke så meget ovenpå, som jeg nok gik og troede. Jeg tror snarere bare, jeg har forsøgt at distrahere mig selv fra den værste møghjertesorg, jeg nogensinde har skullet gennemgå – og som jeg stadig gennemgår.