VILDE HUNDE PÅ BALI OG BAGSIDEN AF MEDALJEN (+ en solstrålehistorie)

En af de ting, jeg elsker ved Bali, er de mange hunde. Jeg er vild med, at der på de fleste caféer altid ligger et par hunde og hygger i skyggen, og der er næsten ikke noget smukkere end at se de vilde hunde løbe og lege i solnedgangen. Men der er en bagside. Og på Bali er den udtalt.

De fleste på Bali har hund – de fleste på Bali har faktisk flere hunde. Vores vært har 5 hunde, der trisser rundt og hygger og så desuden fungerer som vagtværn sammen med nabolagets andre vov-venner. Et hundeliv på Bali er vidt forskelligt fra et hundeliv i Danmark. For det meste vil jeg gå så vidt som til at sige, det nok nærmest er bedre på Bali. Hundende har en langt højere grad af frihed, så de bruger det meste af deres tid uden for hjemmets fire vægge – for det meste er de bare lige smuttet hen til nabohunden til et snus og en snak, men de kommer og går nogenlunde som det passer dem, og de har nogle ejere, der passer på dem. Det er det gode hundeliv. Hvis jeg var hund, var det i hvert fald det, jeg valgte.

I den anden grøft er der mange af de lokale, der ikke forstår sig et hak på dyrevelfærd og har deres hunde i lænker eller bure i gården. Og så er der også de lokale, der bare læsser deres hunde af på stranden eller i vejkanten, når de ikke gider dem mere. Om det er hvalpe eller større, voksne hunde lader ikke til at gøre nogen forskel – det er alle slags hunde, der bliver smidt ud, og det sker ofte.

LÆS OGSÅ: 12 GODE GRUNDE TIL AT BESØGE BALI

Fordi regeringen for nogen tid siden fjernede det gratis vaccinationsprogram, er rabies nu igen stigende på Bali, og ude på landet, hvor de lokale ofte ikke kender til de muligheder, der er, betyder det desværre, at der foregår masseforgiftninger af hundene, fordi de ikke kan overskue problemet og desuden ikke har den samme indstilling til dyr, som vi har i vesten. En stor del af problemet skyldes også, at Bali hvert år får tildelt et bestemt antal rabiesvacciner, som de private klinikker køber op og sælger til 40 gange normalprisen. Da Jane sidste år blev bidt af en gadehund, måtte hun betale $400 for en vaccine, der burde koste $10. 10 dollars er mere end en normal dagsløn for en lokal balineser, så de har absolut ingen muligheder for at betale 400 dollars. Det bidrager selvfølgelig til frygten for de vilde hunde, der måske nok har et frit og godt liv – lige indtil de altså bliver forgiftet.

Da vi i morges tog hen for at spise på en af vores foretrukne caféer, Canteen, stødte vi på en hund, der så lettere hærget ud, men virkede venlig nok – omend en smule træt. “That’s Flinn, he’s not dangerous, but he is heavily sedated” fik vi at vide af en ældre irsk dame, der sad og drak kaffe ved det næste bord. Det viste sig, at hun sad og holdt øje med ham, fordi han skulle hentes, så han kunne blive kastreret og få en gratis vaccination.

Jane kommer fra Irland og har boet på Bali i de sidste 3 år. Som hun sagde: “I was living in this farm house in Ireland and I thought to myself, is this the rest of my life?” Det var det ikke, så Jane købte en enkeltbillet til Bali og satte sig for at lære at surfe, og det var sådan, hun blev involveret i at hjælpe strandhundene i Canggu. Hver morgen klokken seks tager hun ned til stranden for at surfe – “I’ve just worn out my third board” – og der gik ikke lang tid, før hun begyndte at lære hundene at kende, “and when you know the dogs, you can see when a new one has been dropped off”.

Jane fortalte os, at de i løbet af det sidste års tid har fået steriliseret næsten alle strandhundene, og at de derfor er blevet meget fredeligere og ikke har så mange indbyrdes kampe. Den lettere afpillede hund, der lå ved vores fødder, viste sig at være en, der var blevet efterladt af sin ejer for et par måneder siden. Den første tid gik han frem og tilbage mellem to caféer, hvor han fik lidt at spise og fik lov til at ligge i skyggen under stolene. Dengang så han forfærdelig ud og havde næsten ingen pels, så havde det ikke været for de venlige caféejere og Jane og hendes venner, der hver dag giver ham både mad og medicin, havde han nok ikke klaret den. Men det gjorde han, og nu hedder han Flinn efter navnet på en af de caféer, han frekventerer, Little Flinders.

Flinns negle er klippet, og han har et gammelt halsbånd på. Han har med sikkerhed haft en ejer, men nu er han alene. Han går ikke med de andre hunde, “maybe because he’s a relatively big male, but that may change when he’s sterilised”. Jeg krydser fingre for Flinn og hans sociale liv. For i dag blev han kastreret.

LÆS OGSÅ: 4 (BEGRÆNSET) GODE GRUNDE TIL IKKE AT BESØGE BALI

Non-profit organisationen Global Canine Cavalry har nemlig i samarbejde med en lokal dyrlæge, Sunset Vet, organiseret en “sterilization and vaccination day”, hvor de lokale gratis kan komme forbi og få kastreret deres hunde (og katte) og få dem vaccineret mod rabies. Det var dem, Flinn lå og ventede på at blive hentet af. Da Flinn blev hentet af den lyseblå varevogn, fulgte vi med ned til parkeringspladsen i bunden af Batu Bolong, hvor de havde stillet en primitiv klinik op. Det var egentlig meningen, de skulle være i templet, men ham der havde givet lov, var ingen steder at finde, så de måtte i stedet stille op i skyggen på parkeringspladsen.

Da vi kom derned ved middagstid, havde de allerede vaccineret 30 hunde og steriliseret 40. Der var kommet mange lokale forbi klinikkens to bordtennisoperationsborde, og ved fælles hjælp havde Jane og flere andre tilflyttere fået bedøvet og samlet de strandhunde sammen, der endnu ikke havde været igennem processen.

Her er Harry. I går aftes blev han efterladt på stranden for enden af Batu Bolong. Nogle ville kalde det perfekt timing, men Harry lod nu ikke til at være ret begejstret for, at han på sin første dag som ejerløs skulle både kastreres og vaccineres. Han var da også svært uheldig, for den normale bedøvelse virkede ikke ordentligt på ham, så han måtte til sidst skydes med en pil i bagbenet, hvilket han (selvfølgelig) ikke brød sig meget om. Men nu er Harry fikset og klar til sit nye liv som strandhund. Det er ikke alle hunde, der bliver efterladt, der overlever, men Harry er heldigvis dumpet ned på et godt sted, hvor der er gode folk, der kan holde øje med ham.

Balis vilde hunde er noget af det, der gør øen helt speciel, men det er også en del af øens bagside, fordi de lokale ikke har vidst, hvordan de skulle tackle dem – og desuden ikke har råd til store dyrlægeregninger, og derfor ender med at sætte endnu flere hunde ud på gaden.

LÆS OGSÅ: HVAD KOSTER EN MÅNED PÅ BALI? | BALI REJSEBUDGET

Hvis man finder og hjælper en forladt hund på Bali, giver Sunset Vet stor rabat på behandlingerne, og der er heldigvis mange turister, der reagerer, når de ser en hund i nød. Det har dog nærmest taget overhånd, så der for tiden er flere der efterlyser deres hundehvalpe, som er blevet samlet op af velmenende (men lige lovligt hurtige) folk.

Indlægget er ikke sponsoreret eller noget i den dur, men hvis I skulle have lyst til at hjælpe Global Canine Cavalry med deres fantastiske arbejde, kan I gøre det lige her.

Da jeg spurgte Jane, om hun nogensinde skulle tilbage til Irland, kom svaret prompte.
“Not to live! I don’t know how I would leave the dogs!”

Og hermed et sidste kig til Flinn, der ligger og venter på, at det bliver hans tur til at komme på bordet :)

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)