Det er svært med en blog. På den ene side brænder jeg efter at skrive om, hvad der sker i mit liv lige nu, men på den anden side involverer det nogle mennesker, der absolut ikke har bedt om at komme på bloggen. Det er normalt intet problem at skrive om, hvad der rører sig, for selvom jeg til tider løber ind i nogle forhindringer, så har jeg en omgangskreds, der støtter og bakker op, som var de betalt for det.
En af de fineste kvaliteter, et menneske kan besidde, er evnen til at kunne glædes på andres vegne. Til at tilsidesætte egne ønsker for at lade andre leve den lykke, de drømmer om. Sådan et menneske er min bedste veninde, der med strutmave og termin i september bad mig tage af sted til den anden side af kloden, selvom det måske betyder, at jeg misser fødslen af et af mine absolutte yndlingsbørn og desuden kun kan komme på besøg via Skype i de første mange måneder. Jeg ved, hun er i gode hænder herhjemme, for i modsætning til mig er hun typen, der tiltrækker veninder som var hun (en meget køn og behagelig form for) fluepapir. Det er mærkeligt for mig, at jeg nok ikke kommer til at være der til det største øjeblik i hendes liv, men jeg kommer aldrig af sted, hvis jeg venter på det perfekte øjeblik i alle andres liv.
LÆS OGSÅ: Kys det nu, det Satans liv
Desværre er alle ikke som hende, så vi møder også modstand. Men har man lov til på andres vegne at dømme, hvad der er godt og skidt? Der vil altid være grunde til ikke at tage af sted. I hvert fald hvis man overlader beslutningen til andre og deres syn på, hvordan et liv bør leves.
Jeg tror ikke på, det skal gøre ondt, før det gør godt. Jeg tror ikke på, at man bliver nødt til at hade sit liv, når man står op om morgenen for at møde på det arbejde, der forhindrer en i at udleve sine drømme. Jeg tror ikke på, at livet er noget, der skal leves, når alt andet er klaret.
Vi har ingen ret til at dirigere andres liv efter forgodtbefindende eller stille os i vejen for deres drømme. Vi skylder dem, vi elsker, at sætte dem fri og stole på, at de selv er i stand til at afgøre, hvilken vej de skal vælge. Tiden er det dyrebareste, vi har. Det er uansvarligt at kaste den væk eller lade andre bruge den for en. Et rigtig arbejde i to år er ikke bare en periode med et arbejde, man ikke lige brænder for. Det er to år, man aldrig får igen. Det er to år, man kunne have brugt på at rejse jorden rundt, på at bygge en model af Saturn 5, på at etablere sig som selvstændig, på at arbejde med forældreløse børn eller lære at spille guitar.
For nogle år siden læste jeg denne artikel, der handler om de ting, vi fortryder på vores dødsleje, og det første punkt kilede sig lige ind i hjertekulen på mig.
Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.
Det er så nemt at lade sig dreje ind på en forkert livsbane, men det er ikke nødvendigvis let at leve der. Jeg er selv virkelig slem til at lade mig styre af andres forventninger. Eller, det har jeg i hvert fald været. Havde det for eksempel stået til mig selv, var jeg ikke begyndt på kandidaten. Men det stod jo til mig selv, og jeg gjorde det alligevel, fordi jeg ikke turde satse på mig selv og risikere et stort, fedt “I told you so”, hvis min plan ikke lykkedes.
Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.
Vi tror, vi er låst, men i virkeligheden kan vi jo bare låse håndjernene op. Der er ingen, der tvinger os til at blive i vores hjem, bare fordi vi engang har købt det. Selvfølgelig kan insolvens spille en rolle, men for langt de fleste af os vil det gælde (no pun intended), at vi bare kan sælge og løse os fra de bånd, vi bilder os ind, binder os.
Vi skruer vores forbrug op, så det altid matcher det, der kommer ind på kontoen, og vi glemmer, at vi levede lige så godt før den nye udestue, før mærkevarerne, før de daglige besøg i delikatesseafdelingen og de ugentlige aftaler med fodterapeuten og negledamen. Og lige pludselig tror vi, at vi bliver nødt til at tjene 30.000 om måneden bare for at få livet til at køre rundt. Institutionspladserne koster jo, og skiferien betaler heller ikke sig selv.
LÆS OGSÅ: Typen der flytter langt væk
Men vi kan altid vælge at gå en anden vej. Vi kan altid vælge at starte forfra. Det bliver måske sværere, jo mere vi har etableret os, men det er altid muligt. Det kan godt være, familien synes, det er tåbeligt at forlade et godt job for at kaste sig ud i livet som dragebygger, men det er jo ikke op til dem at bestemme. Hvis vi lader andres bekymringer eller humørsvingninger afholde os fra at følge vores drømme, fralægger vi os et helt fundamentalt grundansvar for vores eget liv. Vi kan også vende det hele om og starte forfra på det “rigtige” arbejde, hvis vi finder ud af, det er det, vi drømmer om. Det er aldrig for sent.
Men hvad så hvis ens drømme ikke stemmer overens med det, andre ønsker? Og hvad så hvis de andre derfor sætter alt ind på at gøre livet så umuligt som muligt for en, indtil man bøjer sig og tager sig til takke?
Så er det, vi skal tage de skridsikre sokker på og stå fast. Vi skal ikke lade os presse til at forsvare os selv, for der er intet at forsvare. Vi skal stå ved os selv, selvom det er hårdt, for hvis vi bare en enkelt gang lægger vores liv i hænderne på nej-sigerne, viser vi os selv, at vi ikke er vores egne drømme værdige.
Det er noget af det, jeg kæmper med for tiden.
Jeg håber, det løser sig, så alle med tiden kan acceptere det liv, jeg drømmer om, men gør det ikke det, så er det også i orden. Jeg lever det bare alligevel.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
16 comments
Hvor er det bare spot on! Virkelig godt skrevet, og hvor har du ret.
Dit indlæg falder på en dag hvor jeg efter lang tid har tænkt over mit job og om det er det rigtige.
Jeg har sagt fra, og det føles så rigtigt! Nu bliver alle sejl og min tidsat ind på studierne, som bare er det vigtigste for mig.
Tusind tak, Anne!
Ej hvor er jeg glad for at høre, du har sagt fra. Det er så vigtigt at lytte til sig selv og turde tage konsekvenserne! Alt godt til dig :)
Jeg holder virkelig af sådanne indlæg. Du skriver lige til mit hjerte, og det gør faktisk lidt ondt, for jeg kan sådan se mig selv i det. Jeg føler ikke, at jeg er der i livet, hvor jeg ønsker at være. Jeg føler, at jeg går glip af så meget, fordi mine dage går med tanker som “there’s got to be more to life”.
Mit problem er dog, at jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg elsker, hvad jeg skal med mit liv. Har du tips til, hvordan man finder frem til det? Hvordan arbejder man sig hen mod et liv, man ønsker, når man ikke ved, hvad man ønsker sig?
Ja, du satte virkelig gang i en masse tanker, Anne-Li! Tusind tak for det her indlæg. Jeg håber virkelig, at du kommer gennem den kamp med de mennesker, der ikke forstår sig på dine valg.
Tusind tak skal du have, Camilla!
Det er også denne slags indlæg, der falder mig allermest naturligt at skrive. De ryger bare ud ad fingrene, når jeg ikke længere kan lade være :)
Jeg kan godt følge dig og dit problem. Jeg tænker umiddelbart, det handler om at give sig selv plads og rum til at følge nogle forskellige veje, for det er for det meste oplevelserne der viser mig, hvad der er “mig” og hvad der ikke er. Det blev meget tydeligt for mig, da jeg var folkeskolevikar, at det absolut ikke var den retning, jeg ville uddanne mig i. Det er tydeligt for mig, at jeg føler en stor glæde, når jeg får lov til at skrive. Engang – da jeg var deprimeret og ikke kunne finde rundt i hverken op eller ned – lavede jeg en helt basic brainstorm over mig selv. Hvad gør mig glad, hvad gør mig ked af det. Det hjalp med at pege mig i en retning, men jeg har ændret spor flere gange siden, i takt med at jeg har lært mere om mig selv – og det er også okay! Vi bliver jo heldigvis aldrig færdige med at udvikle os. Jeg håber, du med tiden kommer tættere på, hvad du drømmer om. Det er jeg sikker på, du nok skal komme! Jeg tror, det vigtigste er at være opmærksom på det :)
Tusind tak igen. Du kan tro, jeg også håber.
Flyv, fugl – flyv :-)
Så flyvefærdige I er :-)
Tak Mutti!
Jeg sender virkelig mange tanker afsted, for det lyder absolut ikke rart, at have hovedet fyldt med så mange tanker om beslutninger, som også kommer til at påvirke andre, men som jo i princippet kun har udgangspunkt i én selv.
Jeg glæder mig i øvrigt til at høre mere om “den anden side af kloden”. Og apropos det, så befandt jeg mig i den australske outback uden internet forbindelse, da min sødeste studieveninde fødte sin søn i januar. Jeg fik faktisk hverken hende eller ham at se igen før vi landede i København i april. Havde det vildt dårligt over sådan at have “forladt” hende mit i hendes graviditet, da vi tog afsted sidste år, og også at gå glip af ankomsten, men nu indhenter vi tabt tid, og jeg er netop kommet hjem fra endnu et besøg hos hende :)
Tak, søde Laura! Nej du kan tro, det ikke er fest og farver, og jeg er så ærgerlig over, at noget der bare er så fint og godt skal ødelægges og gøres grimt, men det fine og det gode ligger der. Drømmen er intakt, og vi er stadig på vej mod den :)
Rigtigt godt indlæg som altid. Jeg synes ikke at man skal forvente andres accept, nogle gange forurener man sin hjerne med andres diverse negative/desperate tankegange om at det liv du vil leve er urealistisk og ikke kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre, man skal bare ville det nok.
Tak skal du have, Laura! :)
Du har da helt ret! Det kan nogle gange være helt svært at høre sig selv for alle andres forventninger. Men drømmene er ikke urealistiske. De mennesker, der ikke tror, det kan lykkedes, taler nok i virkeligheden ud fra en tanke om, at de ikke selv ville kunne lykkes i det, og nok er det trist, men det skal ikke afholde nogle af os fra at gå målrettet efter det liv, vi ønsker :)
Du har så evigt ret! Det gælder nemlig om at leve det liv, man gerne vil og ikke det, man tror, at andre synes, at man bør leve. Jeg er af den faste overbevisning, at det meste af den modstand man møder (der ikke komme fra familie, det er ofte noget helt andet, der stikker under) kommer fra enormt basale følelser som jalousi, misundelse og ‘åh nej, burde jeg selv have gjort noget mere?’ Ved at støtte op om alle de andres normale liv, så støtter man også op om sit eget og behøver ikke at granske sit sind for, om man i virkeligheden ønskede noget helt andet. Selvom det kun vil føre til, at man så kan ønske sig mere! Jeg tror nemlig aldrig, at det er for sent.. Lige nu ønsker jeg mig mit dejlige nye hjem, et fast liv med Henrik og lille bebs på vej, men det betyder ikke, at der ikke kan være mulighed for at smide en taske over ryggen, tage lillen og manden i hånden og drage ud i verden, hvis det engang føles mere rigtigt. Og det tror jeg, at det vil. Derfor forstår jeg så godt dine planer, og derfor støtter jeg dem: for jeg er ikke misundelig på dig men ønsker blot, at du følger dine ønsker. For de er jo også mine (for dig) og får mig ikke til at føle mig lille og får mig ikke til at sætte syv spørgsmålstegn ved mit liv. Og hvis det gjorde – så er det jo meget sundt. Du vil altid være den bedste <3 – og jeg vil sjældent være så pladderromantisk, som jeg lige har formået at være ;)
Åh Milla, min Milla!
Du har ret. Modstanden bunder i usikkerheder, og dem skal livet ikke styres af. Det er så nemt at tvinge andre ind på sin egen livsbane i stedet for at stoppe op og tage sit eget liv op til overvejelse.
Jeg tror også, I drager ud i verden en dag, og så sidder du og jeg og Henrik og Mathias og den lille Tvebak og får os en kokosnøddedrink på en tropestrand og taler om alle de fjollede forhindringer, der ikke længere betyder noget!
Din pladderromantik er den eneste, jeg tolererer! ;)
<4
Virkelig fint indlæg, og jeg er så enig i de mange af de tanker du har gjort dig. Jeg har aldrig kommenteret før, men de sidste par uger har jeg tjekket både blog og youtube næsten dagligt, og nu tænkte jeg at det var på tide at skrive en kommentar!
Jeg tror det er så vigtigt at følge sit eget hjerte og egne ønsker, frem for “hvad man bør”, og det er ligger lige til højre benet. Hvis det ikke går, af den ene eller den anden grund, har man jo prøvet, i hvert fald givet det et forsøg. Jeg tror mange er bange for “hvad hvis det ikke går?” tanken, og hvis det ikke går, jamen er det så ikke bare det. Så må man finde ud af hvad man så skal og vil. Jeg glæder mig så meget til at følge med i hvor i ender henne, og hvordan! Jeg står selv og er på vej hjem til Denmark fra Paris, og er i mit hoved allerede i gang med at planlægge hvornår og hvordan jeg kommer tilbage i 2017.
Tusind tak skal du have, Ida! Det glæder mig virkelig at høre :)
Jamen lige præcis! For ja – hvad så hvis det ikke går? Så er der nok noget andet godt, der venter, og man er sjældent dårligere stillet af at være sådan en erfaring rigere :)
AMEN!!! Jeg synes du er pissesej og modig :D
Tak skal du have, Fru Skov! :)