Før vi rejste til Asien, havde vi 5-6 meget travle uger i Danmark. Nogle var hårde, andre var fantastiske, og en af de fantastiske uger var den, hvor min far og jeg var i London fra mandag til fredag. Det var kun et par uger før, vi skulle af sted ud i verden, og når jeg tænker tilbage på den tid nu, står den for mig som en form for drøm – det er som om, min hjerne ikke helt kan forstå det der med to så vidt forskellige rejser så tæt på hinanden. Måske er det også derfor, det har taget mig så lang tid for mig at dele billeder og oplevelser fra London, men nu er jeg ved at have redigeret billederne, så i løbet af de næste par uger kommer der nok en lille håndfuld London-relaterede indlæg. Åh, jeg elsker den by, og jeg drømmer sådan om en dag at have mulighed for at tage en god lang sommer derovre. Det bliver ikke i år, og medmindre jeg opfinder en papirklipspendant inden for det næste års tid bliver det heller ikke det næste, men det gode ved London er jo heldigvis, at det er en by, der er svært velegnet til svip- og weekendture.
I dag skal det handle om det hotel, min far og jeg boede på, da vi besøgte London i august 2016. Det viste sig faktisk, at flere af jer har boet samme sted, når I har besøgt London, og det kan jeg godt forstå, for beliggenheden er helt fantastisk. Jeg plejer altid at bo i Bayswaterområdet, når jeg besøger London, for i mine øjne er det noget nær verdens mest perfekte sted. Gåafstand til Oxford Street, lige overfor Hyde Park, smukke hvide byhuse med døre i alskens fine farver, Notting Hill tæt på og flere metrostationer at vælge imellem.
Når jeg selv skal betale, går jeg efter noget mere budgetvenligt, end vi gjorde denne gang, selvom det stadig (i Londonpriser) er i den relativt lave ende. Jeg fik mit eget dobbeltværelse, hvilket var mega overkill, men jeg nød at have både en rodeseng og en soveseng og et badekar helt for mig selv. Jeg ved ikke, hvad det er med London, men jeg KAN altså ikke besøge London uden mindst én lang badekarssession! Måske er det alle de skridt, der skal skylles af fødderne.
Vi boede på Thistle Hyde Park Hotel (reklamelink). Der er et andet Thistle Hotel, der ligger få hundrede meter væk og vistnok hedder Thistle Kensington Hotel, så vær opmærksom på, hvor I booker, hvis I booker. Det kan være lidt forvirrende. Værelset var stort, lyst og lækkert, og med undtagelse af en virkelig hidsig parfumelugt, som jeg satte alle kræfter ind på at lufte ud (jeg hev endda fat i nøgledamen og fik hende til at låse op for vinduerne (og måtte højt og helligt love, at jeg ikke udnyttede chancen til at kaste mig ud fra dem, hvilket jeg selvfølgelig lavede Ama’r halshug på og forsikrede hende om, at jeg kun kastede mig ud, såfremt lugten ikke forsvandt)), havde jeg nogle helt perfekte Londondage på Thistle.
Det er et sjovt hotel, for det er virkelig fint og fornemt – men så alligevel ikke. Da mine forældre var unge og jeg vist ikke var mere end et æg, drømte de om at bo på netop dette hotel. Dengang var det dobbelt så dyrt, og for 28 år siden var dobbelt så dyrt virkelig dyrt, så de fandt noget andet, men da min far skulle booke til os, lå det alligevel i baghovedet. I dag er det ikke så fornemt, som det har været, men heldigvis heller ikke så dyrt. Det er faktisk lidt synd, for det har potentiale til at være helt fantastisk, men det er noget slidt og minder lidt om en svunden tid, der engang var.
Selve bygningen er sindssygt smuk, værelserne er dejlige, og beliggenheden er perfekt, så jeg kan helt klart anbefale hotellet som et supergodt udgangspunkt for en tur til London (og jeg håber virkelig, min far inviterer mig derover igen en dag – hint hint).
Hvis det bliver mig selv, der inviterer, har jeg en liste med lidt mere budgetvenlige hoteller i samme område, som jeg nok kommer til at kigge på i stedet :)
Her er tre af mine egne favoritter fra Booking (de følgende links er affiliate links!):
The Premier Notting Hill – 10 minutters gang fra både Hyde Park og Notting Hill gate, midt i Bayswater, badekar og fine, omend små, værelser.
New Linden Hotel – I Notting Hill-kvarteret tæt på både Hyde Park og metrostationer. Her boede Mathias og jeg, da vi var i London i begyndelsen af 2015. Eneste minus var, at vi fik et kælderværelse, hvilket betød mindre lys, men lidt flere kvadratmeter, så bed om et værelse højere oppe!
Park Grand London Hyde Park – Tæt på Paddington og Lancaster Gate, 10 minutters gang fra Hyde Park, små hyggelige værelser med badekar.
Hvor bor I, når I er i London? Jeg har forelsket mig så meget i Bayswater, at jeg nærmest ikke kan forestille mig at vælge andre steder, men de første gange jeg besøgte London, boede jeg lige ved Piccadilly Circus, hvilket bestemt også havde sin (kaotiske) charme!
THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Årh, jeg elsker London! De sidste gange jeg har været derovre, har jeg faktisk boet privat gennem Airbnb, og det har jeg været glad for begge gange (mest fordi jeg er stor fan af at have et køkken, når jeg rejser). Håber på mange flere London-indlæg, det er altid rart med lidt ekstra inspiration til næste gang, man skal derover!
Det har jeg faktisk aldrig prøvet! Jeg tror ikke engang, jeg rigtigt har overvejet det i London, men det vil jeg skisme da lige kigge på næste gang :)