…bruger jeg en del tid på at tænke over, hvordan folk kan holde ud at have et tikkende ur i deres soveværelse. Har arvet et fint lille messingvægur fra min morfar, men det er jo for pokker umuligt at abstrahere fra, når hele verden sover, og uret bare tikker.
…har jeg næsten intet arbejde i denne måned, og fordi jeg de sidste mange måneder har været vant til både at rejse og have fuldtidsarbejde, ved jeg nu slet ikke, hvad jeg skal stille op med al den tid, jeg har. Jeg overvejede i et kort øjeblik at begynde at træne, men det kom jeg væk fra igen. Det er jo en skam at få en ny god vane op at køre, hvis der nu ikke er tid til at holde den ved lige, ikke?
…har jeg svært ved at huske at spise for tiden, fordi livet er en smule tumultarisk, og der er så meget andet at tænke på end mad.
…savner jeg også bare virkelig asiatisk mad. Især thaimad. Det værste ved ikke at rejse i efteråret (hvilket jeg stadig ikke er sikker på, jeg ikke gør) er tanken om at gå glip af thaimad og thaimassager. Det gør næsten helt ondt. Nå ja, og så selvfølgelig sol.
…blev jeg i går helt chokeret over, hvor koldt der egentlig er, når der er 10 grader. Så kunne jeg pludselig huske, hvorfor jeg fik udlængsel i første omgang.
…er jeg blevet helt besat af Greta Van Fleet!
…købte jeg forleden en fin lille rejsegrammofon, og nu er mit værelse næsten done. Mangler bare en hylde. Og en til at sætte den op. Det er det der singleværk, der lige driller lidt der. Måske er det det, der skal stå i min (ikke-eksisterende) Tinderprofil? Eller måske skal jeg bare tage mig sammen og sætte den hylde op. Jeg ved jo godt, hvordan man gør. Sådan nogenlunde.
…ender jeg nok bare med at hænge flere billeder op i stedet. Der skulle alligevel kun stå pynteting på den hylde.
…for jeg vild i Silvan forleden, da jeg ledte efter malertape, men så kom jeg jo forbi mange andre sjove ting på vejen og endte derfor med at købe både fletkurv, cykellås og sandpapir. Og malertape. I det mindste.
…vil jeg virkelig gerne have min gamle hårfarve tilbage og af med det her halvlyse mystik, jeg render rundt med, men jeg orker ikke flere mislykkede frisørbesøg, og det der hjemmefarvning ender altid med at blive sådan en lidt Ex on the Beach-sørgelig helfarve, der hører hjemme på et diskotek i Kolding. Hvilket, man selvfølgelig kan argumentere for, også gør sig gældende for mit nuværende hår.
…skal jeg i morgen have fjernet et møgirriterende lille modermærke fra min ryg, og jeg kan slet ikke holde tanken ud. Synes det er så klamt.
…nyder jeg virkelig alt lyset for tiden! Det er så skønt at vågne til sol, blå himmel og et lille kig ned over havnen. Jeg er glad for at være hjemme.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
5 comments
Enig.. 10 grader er forfærdelig koldt. Hev vinterjakken frem igår.. kastede to blik på den og flåede så pelskraven af! Der var too much Kolding going on..
Det er fedt, at du har mere tid til bloggen for tiden. Der er altid god underholdning, når du poster :)
Haha, Kolding har ikke haft godt af Ex on the Beach-bølgen! Årh, tak du have! Det er jeg glad for, du siger – og synes <3
Smukke dig – du er dig -dig deeejlig – dej er godt at lave boller af! Tror efteråret generelt kalder på en portion melankoli og gulerodssuppe. Og hyggelige varme tæpper og bløde puder at forsvinde i. Gåture i efterårssolen. Hvis ikke jeg havde en baby, som jeg pt. skal brystføde 4-5 gange om natten og ca. 12 gange om dagen , ville jeg personligt gå i vinterhi allerede nu og så sove indtil foråret, altså pånær, når jeg stod op for at se netflixfilm og drikke varm kakao(med skumfiduser) eller lækker te. På en måde, er der også drivkraft i efteråret. Det minder om skolestart og arbejdsomhed. At læse er at leve, som HC-Andersen på ingen måde har sagt. Ad-jø du kære.
Hvor er du sød, Sandramusen! Altså, nu hvor jeg ikke har baby at amme, vil jeg lige tilføje øl! Og en lille notits om, at jeg synes, gulerødder er en mærkelig grøntsag, og at jeg derfor ikke er helt sikker på det med suppen, men måske hvis du laver den :D
Uh, det lyder også dejligt med vinterhi, Netflix og kakao! Jeg skal vist have købt forråd ind.
Forresten, så ligger Danmarks dygtigste frisør i Horsens, hun udøver magi….. Kom bare do…..