Hvis man planlægger to måneder i Danmark og håber på godt vejr, kan man så lægge dem ret meget bedre end juli og august? Nu er det selvfølgelig ikke juli endnu, men hold nu op hvor er der koldt. Vi har ild i brændeovnen, uldsokker over strømperne og varmt vand i kopperne, men lige lidt hjælper det. Det øser ned udenfor, og Ungarns solskin føles allerede som en fjern fortid. Selv den brune hud ser bleg ud i skæret af det skuffende skydække.
Vi er i Danmark, og det har vi været i 26 timer nu.
November, november, november. Var træerne ikke grønne, havde jeg nok overvejet, om flyet havde været et smut igennem et ormehul på vej henover Europa. November, november, november. Der sidder så meget humør i vejret. Som om vandet fra de hvide skyer vasker alting lidt ligegyldigt.
Jeg er trættere end træt. 03.45 er virkelig ikke et godt tidspunkt at stå op på. Før solen, selv om sommeren. De tre timers søvn, vi fik mellem onsdag og torsdag, lader sig ikke umiddelbart sove væk – i hvert fald ikke i det her vejr og det regnvåde limboland, vi kom tilbage til.
Her på bakken i Viborg er der så stille, at man kan høre verden summe. Det er nok egentlig bare køleskabet.
Kom nu. Sommer, for fanden. Ellers går jeg altså i seng igen.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Rifbjerg havde sine konfrontationsdigte. Du har din frustrationspoesi. Smukt.
Piet Hein havde sine gruk. Jeg har mine frustrationer. Og så ellers nok ingen sammenligning ;)