I dag er der præcis en måned til, at vi igen sætter os på et fly og drager ud i verden. Tiden herhjemme er virkelig fløjet af sted, og vi har allerede været hjemme fra Budapest i næsten en måned. Lige for tiden bor vi i min mors hus i Viborg, mens min mor og hendes mand drikker vin og vandrer i Sydfrankrig, og vi nyder at have hele deres hus helt for os selv.
I de næsten ni måneder, vi rejste i Sydøstasien, boede vi to mennesker på meget få kvadratmeter, og selvom det faktisk på intet tidspunkt generede os, føles det som en meget stor frihed lige pludselig at kunne gå mere end to skridt, før vi rammer en væg.
Derudover er jeg sindssygt glad for at have et køkken igen og endelig have 100% kontrol over, hvad vi spiser. Og vi spiser kartoffelmadder og drikker smoothies, som var der ingen dag i morgen. Nå ja, og så var der jo også lige de der cookies!
Da vi kom hjem i maj, før vi tog til Budapest, havde jeg fået nok af Asien. Efter 40 dage i Vietnam var jeg møgtræt af larm, scootere og vietnamesisk mad, og så var jeg nok også lidt træt af asiater. Ikke af de enkelte personer – nok snarere mængden af dem. At gå rundt i Vietnam var som at gebærde sig rundt i én stor fransk fletning – tilsat trafik. Det var charmerende i begyndelsen, men efter 40 dage med voldsom larm og en (derfor) udfordret nattesøvn, var det lige pludselig ikke længere så charmerende, og jeg drømte om Europa og stille parcelhuskvarterer med tomme fortove.
Det har jeg fået, og jeg har nydt det utroligt meget. Vejret har absolut ikke været sommerligt, men efter 9-10 måneder med evigt solskin har det faktisk været ret hyggeligt at hive dynen ind i sofaen og lege efterår. Jeg har tilbragt hele dage i sofaen med arbejde, kun afbrudt af små kokkereringsseancer (en af dem førte til disse temmeligt fabelagtige amerikanske pandekager!).
Og nu er jeg klar til at komme af sted igen. Altså om en måned! Jeg skal lige have min mor (og en del Ebay-bestillinger) hjem først, og så skal jeg lige gennemskue, hvordan jeg kan få plads til et par liter soyafløde i kufferten. Nu ved jeg nemlig, at pasta med hvidløg, fløde og champignon er en af mine mest alvorlige rejsecravings. Og i Asien er de generelt bare ikke ret gode til at lave pasta. Rugbrød er et større problem, for i Sydøstasien bruger de ikke rigtig ovne, så vi kan ikke engang “bare bage det selv”. Medmindre I altså ligger inde med en opskrift på gryderugbrød.
For ja, vi skal tilbage til Sydøstasien! Det har været godt med et par måneders pause fra scooterræset, men nu glæder jeg mig helt vildt til at skulle tilbage igen. Denne gang har vi dog bestilt returbilletter, så vi kommer tilbage til december og holder jul med familien.
Jeg er glad for ikke at skulle være så længe væk fra min familie og veninder denne gang, men på den anden side kunne jeg godt have tænkt mig at have 5-6 måneder ude i stedet for de tre og en halv, vi kommer til at have. Det skyldes, at vi denne gang har planer om at være ét sted langt størstedelen af tiden og få os en lejlighed, så vi kan få en nogenlunde “normal” hverdag op at køre. Rejsero betyder arbejdsro, har vi lært, og det har vi behov for.
Det er vildt fedt at mærke, hvordan hver eneste måned rykker os tættere og tættere på at finde ud af, hvilken livsstil og hvilken hverdag, der virker bedst for os, og vi bliver gradvist bedre og bedre til at være ligeglade med “burde” og i stedet lytte mere til vores behov. Jaja, måske burde vi krydse en masse forskellige lande af i de her år, hvor vi er fri til at rejse hvor vi vil, men vi har faktisk mest af alt lyst til at vende tilbage til vores yndlingssteder og give os selv den ro, vi (af forskellige årsager, som jeg ikke lige kan komme nærmere ind på nu) har manglet herhjemme.
Jeg bliver bedre til at værdsætte der, hvor jeg er i stedet for at længes efter “det næste sted”, og det skyldes nok, at jeg godt ved, at jeg nu faktisk ER i gang med den drøm, jeg har haft så længe. Den er ikke altid, som jeg havde troet, den ville være, og vi har haft mere modstand, end jeg havde kunnet forestille mig, men vi er glade for både livet og hinanden, og vi pakker så meget nyt gåpåmod i kufferten, at der nok slet ikke bliver plads til soyafløden alligevel.
Og nu hvor I kender vores planer, er der så nogle indlæg eller videoer, I kunne tænke jer? Pakkevideo, pakkeliste, hjemmevlogs eller noget helt fjerde? Skriv en kommentar, så skriver jeg det på min liste! :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Når jeg læser dine blogindlæg, er jeg altid fuld af beundring – beundring over hvor stærkt jeg synes det er, at I har valgt at gøre tingene på jeres helt egen måde, og netop bruge tid på at finde ud af, hvad der fungerer for jer. Det synes jeg virkelig er sejt, og det inspirerer virkelig også mig til at turde stille spørgsmål ved hvordan jeg gerne vil have mit liv skal være – i stedet for bare at følge strømmen, og gøre det, man bør gøre. Tusind tak for det!
I forhold til fremtidige blogindlæg, så nævnte du på et tidspunkt, at du har læst statskundskab i Aarhus. Det er jeg selv i gang med lige nu, og jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om din studietid, og hvordan du har brugt statskundskab og dine tanker omkring det.
Knus Marianne
Hvor er det sødt sagt, Marianne! Tusind tak skal du have. Vi er også begge to rigtig glade for beslutningen og for endelig at være i gang med et liv, vi rent faktisk føler er vores. Studieårene har, i hvert fald for mig, været en følelse af at være i en form for venteposition, og jeg tror ærligt talt aldrig, jeg var kommet ud af den, hvis jeg ikke havde valgt at give drømmelivsstilen en chance. Så kan det jo bære eller briste, men så har jeg i hvert fald prøvet!
Tak for dit forslag! Jeg læste Statskundskab, men kun et enkelt semester, så det er nok desværre begrænset, hvad jeg kan byde på af guldkorn i den retning, men jeg noterer mig idéen om et studierelateret indlæg! Det har jeg faktisk også tænkt på at ville skrive flere gange, men jeg er altid kommet fra det igen :)
Knus
ÅH! Jeg er helt forgabt i dit outfit – selvom jeg godt ved, at det ikke helt er det som indlægget handler om :P
Dine bukser er vildt fede, og så er bæltet bare det perfekte prik over i’et :D
Og i forhold til videoer og indlæg, kunne det være spændende at få indblik i processen, når I vælger hvor I skal rejse hen. Hvilke faktorer afgør, hvor det er I ender.
// http://www.jannifromtheblog.dk
Tak skal du have, søde Janni! Haha, det ville det have været engang, men jeg tror, tiden er løbet fra de traditionelle outfitindlæg, så nu sniger de sig ind i billedform ;) Jeg ELSKER det bælte, og det er vitterligt bare et billigt et fra H&M, men jeg har gået med det nærmest uafbrudt i halvandet år nu, og det bliver bare ved med at gå til alting!
Det synes jeg, er en supergod idé! Det indlæg vil jeg gerne skrive :)
Jeg hopper lige med på elsker-dit-outfit-vognen! Hvor er læderjakken fra? :) Og åååh, jeg er simpelthen så vild med jeres valg af livsstil! Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme som jer, men så langt tænkte jeg ikke helt, da jeg valgte uddannelse. Jeg føler nogle gange, jeg har stavnsbundet mig til Danmark på grund af min uddannelse. Din blog er virkelig en inspiration for mig til at rykke mig og prøve at forme mit job til et mere rejsevenligt ét!
Tusind tak, Pernille! Læderjakken er fra Zara, men købt sidste år, så den er desværre ikke i butikkerne længere, men denne her fra H&M minder lidt om den :)
Hvor er du sød! Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du tænker, at dit valg af uddannelse ikke passer til livsstilen (også selvom jeg ikke ved, hvad din uddannelse er?), for der er mange uddannelser, der selvsagt ikke egner sig til et nomadeliv, men der er efterhånden så mange muligheder for at tjene penge online, at de fleste kan finde noget at lave – hvis de altså vil. Jeg kan dog sagtens forstå, hvis du gerne vil bruge din uddannelse, men så er det jo fantastisk, hvis det er muligt for dig at forme dit job i en retning, der tillader dig at rejse mere! Tro mig, vi har heller ikke styr på det hele endnu på job- og økonomifronten, men processen er en del af rejsen og eventyret, tænker jeg :)
Altså nu hvor du snakker sådan om den der pasta-fløde-champignon-ret, så ville jeg da ikke sige nej til en opskrift, hehe. Er det bare helt klassisk miks-og-kog, eller er der rent faktisk lidt mere fremgang i det? Jeg sidder i hvert fald (her i togbussen med 1,5 time hjem…) og bliver helt småsulten ;)
Knus
// http://www.moonlitmadness.dk
Haha, det samme skete for mig, da jeg korrekturlæste indlægget! Det er en djævelsk god ret, som jeg dog varierer i det uendelige, så jeg har ikke en fast opskrift, men jeg vil meget kraftigt overveje at give retten et indlæg! Generelt svitser jeg bare løg og champignon (og evt. andre grøntsager) med hvidløg og diverse krydderier, tilsætter soyafløde, blander med pasta (gerne frisk), og så ender det altid i noget godt. Tidligere rev jeg også altid en ordentlig omgang parmesanost ned i gryden, hvilket bestemt ikke gjorde den dårligere.
Jeg kan fornemme på det hele, at jeg skal ud at købe ind til aftensmad nu!
Knus