Der har været bomstille på bloggen, for jeg har haft besøg af min mor, og jeg siger jer, det har været tiltrængt med lidt mortid efter 5 måneder, hvor al kommunikation er foregået over Messenger (og i et enkelt julebrev). Det var ikke planen, jeg ville være SÅ stille herinde, men dagene tog hinanden, og nu er det lige pludselig midt i februar. I morgen vinker vi farvel til min mor og hendes mand, og i overmorgen forlader vi Chiang Mai.
Hele vores lejlighed er ét stort kaos af ting, der skal sælges/gives væk/med min mor hjem/pakkes, og oven i alt det har jeg haft lidt at se til med et arbejde, jeg både har søgt og fået – en proces, der mildest talt har trukket et par tænder ud, men jeg er sikker på, den er det værd. Alt det skal jeg nok fortælle lidt mere om, når vi lige får samling på os selv (og vores sager) igen.
Lige nu er vi i rejse-mode på den kedelige måde. Vi køber kedelige ting, vi mangler, og vi pakker, vejer og pakker om og vejer til den store guldmedalje. Vi glæder os til at have et par dage i Kuala Lumpur, før vi flyver videre til Sri Lanka, men vi har overhovedet ikke fået planlagt noget som helst, så det eneste der indtil videre står på vores liste, er Petronas Towers. Hvis nogle af jer har været forbi Kuala Lumpur, er vi åbne for input :)
På søndag skulle vi gerne lande i Colombo, og jeg ved ærligt talt slet ikke, hvad vi skal forvente. Jeg har læst og set videoer, så hatten passer, men det har egentlig bare gjort mig mere sikker på, at jeg ikke kan hitte ud af Sri Lanka, før jeg er der. Jeg er hamrende spændt og lettere nervøs for især internetforbindelsen, for både mine egne projekter og det nye arbejde kræver noget velfungerende internet, og så vidt jeg forstår, er det srilankanske wifi ikke just noget at råbe hurra for.
Den tid, den frustration. Indtil da vil jeg nyde, at jeg kan udgive det her indlæg med et enkelt tryk på en knap og et halvt sekunds tålmodighed, hvilket pretty much er det, jeg kan præstere, når det kommer til elektronik.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Fedt at i skal til KL! Kan varmt anbefale Changkat Bukit Bintang – det er en lang gade med mange små sidegader hvor i finder hyggelige barer og spisesteder med masser af fantastisk malaysisk street food! Du har selv skrevet Petronas Towers, men hvis i vil have et tårn mere til samlingen kan KL Tower også anbefales. Der kan man komme op på et sky deck og det er så meget det værd!
Hvis i vil shoppe, så tag et smut forbi Petaling Street i china town – hyggeligt marked med masser af god mad. Ellers kan Berjaya Times Square også anbefales – nok det største shoppingcenter jeg nogensinde har været inde i! Der er alt mellem himmel og jord – både skrammel og rigtige brands. Nyd KL – det er en fantastisk by. VH. en der har boet der ;-)
Tusind tak for alle de gode tips, Lone! Så har vi noget at give os til :D
Nu er det godt nok 7 år siden, at jeg har været i Kuala Lumpur og var ikke besynderligt begejstret…Jeg kan dog anbefale, at tage op i Petronas Towers, som jeg forstiller mig, at I måske har planlagt. Derudover kan jeg anbefale Batu Caves lidt udenfor byen, The National Mosque (Masjid Negara) og Bukit Nanas (en park/miniregnskov). Jeg ville også have været i Central Market, men af en eller anden grund så fik jeg det kun set udefra….Heli Lounge Bar skulle vist også være fedt, men den fandtes ikke, da jeg var der ;)
Jeg har heller ikke de store forventninger, men så kan man jo forhåbentlig blive positivt overrasket! Tusind tak for tips – jeg plotter dem ind på kortet! :)