SMÅ EFTERÅRSFORSÆTTER OG MIN PLAN FOR DE NÆSTE 3 MÅNEDER

Vi har skrevet under på kontrakten, og de næste 3 måneder bor vi i en vidunderlig lille lejlighed i Chiang Mai. Lige netop det her øjeblik har jeg glædet mig til i mange måneder. Er der en ting, jeg har lært det sidste år, så er det nemlig, at slow travel er vejen frem for mig. Jeg egner mig ikke til at leve ud af en kuffert – jeg vil gerne kunne pakke ud, smække bagdelen ned og føle mig hjemme, og det kan jeg ikke, hvis jeg kun har 3-4 dage et sted.

Jeg elsker at rejse, men selve processen fra A til B gennem security og immigration – det er ikke det, der rocker min båd. Det var fedt, da vi rejste ud sidste år, men 20 fly senere er jeg ved at være ovre det. Det er i hvert fald ikke noget, jeg drømmer om at gøre på ugentlig basis, og derfor værdsætter jeg virkelig den ro det er at vide, at jeg har én base hele efteråret. Vi kommer til at tage en smuttur til Malaysia eller Laos på grund af vores visum, men til den tid er jeg forhåbentlig klar til et lille eventyr igen. Lige nu er jeg bare utroligt taknemmelig for, at vi har kunnet pakke kufferterne ud og væk, kaste vores tæppe over sofaen og fylde mad i køleskabet. Det føles som en dejlig, dyb vejrtrækning.

Vi har haft behov for ro. Ikke på grund af vores rejser, men af nogle personlige årsager, som jeg ikke kan fortælle jer om, fordi de rækker meget længere ud end mig selv, men det er måske heller ikke så vigtigt, hvad årsagen er. Det har betydet, at vi begge to har følt, at vi har haft brug for at kunne skabe en hverdag og en rutine – en lille ramme om vores liv for en stund. De næste 3 måneder betyder uendeligt meget for os. Ikke fordi de er vores sidste rejsemåneder, for det kommer de ikke til at være, men fordi vi begge to har behov for at “grounde” os selv i vores tilværelse, hvis det giver mening.

Vi har ingen store rejsemål eller eventyr på programmet, og det føles befriende. Kommer de, så kommer de, men i de næste 3 måneder fokuserer vi mere på at leve end på at opleve. De små ting i hverdagen skal have mere plads. For mig betyder det blandt andet, at jeg hver aften i de sidste to måneder har taget min yogamåtte frem. Hele mit liv har jeg været hende, der knapt kunne nå sine knæ med strakte ben, og selvom det har givet anledning til en del morskab, har det altid generet mig. Ikke nok til at jeg har gjort noget ved det, men nok til at jeg har ladet det afholde mig fra forskellige ting – såsom for eksempel yoga.

Allerede sidste år da vi tog af sted, drømte jeg om at melde mig til et yogahold på Bali, men jeg orker ganske enkelt ikke være hende, der hverken vælter eller knirker i fuld offentlighed, så nu er jeg begyndt for mig selv. Stille og roligt. Det lyder ikke af meget, men for mig er det kæmpestort. Jeg har altid haft et problem med at “connecte” med min krop – jeg lever i mit hoved og KUN i mit hoved – men jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at ændre det.

Jeg har aldrig kunnet meditere. Jeg ved godt, hvordan jeg gør, jeg har fulgt tusind råd, og jeg har trukket vejret, holdt vejret, pustet ud og gjort det hele igen, til jeg blev rundtosset, men lige lidt har det hjulpet, for min angst har blokeret for det. Ironisk nok er det angsten, jeg er blevet rådet til at meditere væk, men sådan synes jeg ofte, universet morer sig lidt.

Men i løbet af det sidste halve år er min angst næsten forsvundet. Jeg er helt bange for at skrive det, fordi jeg er bange for at jinxe det, men den frygt får ikke længere lov at styre mig. Angsten bliver væk, eller også kommer den igen, men jeg vil give mig selv lov til at glæde mig over, hvor godt jeg har det uden den. Den har været min trofaste følgesvend i mere end 4 år, og jeg troede aldrig, den ville give slip, men det har den gjort, og jeg kan endda takke mig selv for det.

Netop det har stor betydning for mig. Ikke fordi jeg har været specielt genial (men dog mere genial end min læge…), men fordi det, at det lykkedes mig at ændre min situation, selvom jeg havde det så skidt, at jeg var både klar til og ved at give op, hjælper mig til at tro på, at jeg har mere at skulle have sagt i forhold til mit liv, end jeg før har troet. Og fordi angsten er væk, kan jeg nu trække vejret dybt uden at gå i panik og begynde at græde. Fagre nye verden.

Jeg håber, at det lykkes mig at stable noget mere indkomst på benene i løbet af efteråret. Jeg tjener lidt hist og her, men det er ikke nok til, at jeg kan holde mig kørende på det, så jeg går med en konstant stressfølelse, fordi jeg ved, at tiden rinder ud. Min opsparing har det stadig fint, fordi vi har været så gode til at overholde vores stramme budgetter, men det er egentlig ikke det, det handler om. Det er følelsen af at vise mig selv, at jeg kan. Det er den, der mangler. Jeg har præcis den samme udfordring nu, som jeg havde for et år siden. Jeg kan ikke sælge mig selv. Overhovedet.

Jeg opsøger ikke samarbejder, fordi jeg bliver usikker på, om jeg har noget, der er værd at tilbyde nogen, og hver gang jeg lader den tanke styre mine handlinger, får den bedre fat. Det er noget, jeg vil arbejde på i løbet af de næste tre måneder. Det tager garanteret længere tid end det, men hvis jeg til den tid er et skridt videre, har jeg opnået meget.

Det er mine små efterårsforsætter.

Lige nu er det mørkt udenfor. Jeg kan se lyset fra templet oppe på bjerget, luften er frisk og dufter af regn, og i træerne uden for vinduet synger cikaderne. Ovenpå køleskabet ligger de mange kilo frugt, vi købte tidligere i dag, og foran mig ligger min yogamåtte klar. Jeg er glad. Ikke med hænderne over hovedet, men med vejret trukket helt ned i maven. Jeg glæder mig.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)