Jeg håber, I har taget de stærke briller på i dag, for det her bliver et yderst billedtungt indlæg! Vi er stadig helt forgabte i Koh Lanta. Det er en ø med smukke strande, et utal af små lokale restauranter, en souvenirbutik hist og her, et begrænset antal turister og ikke mindst en fandens flot natur. Vi har det så godt, at det næsten føles som om, universet forsøger at rette op på hele Pattaya-fadæsen. Vores dage står hovedsageligt på arbejde, frugtspisning og strandhygge, men i fredags havde vi så ufatteligt god samvittighed efter 4 produktive dage, at vi tog en fridag, pakkede tasken og hoppede på scooteren mod Koh Lanta National Park.
Der er ikke 1000 ting at se på Koh Lanta – det er en af grundende til, at vi elsker det her – men de ting der er, er dæleme værd at se. Hold nu op, altså. Et par dage før, var vi forbi Koh Lanta Old Town, som jeg var svært begejstret over, men det var på øens sydlige spids, at mine ben for alvor blev slået væk under mig.
Turen til nationalparken var i sig selv en oplevelse ad snoede og usandsynligt stejle bjergveje, der virkelig udfordrede vores stakkels scooter, men den var dog ikke så fantastisk, at den forberedte os på det, vi var på vej imod. Vi havde snakket lidt om, at 200 baht per person måske var lidt i overkanten, de øvrige thailandske priser taget i betragtning, men det tog ikke mere end et par minutters gang fra billetlugen, før vi enstemmigt kunne erklære, at det, vi så, umuligt kunne gøres op i noget så kedeligt som baht.
Koh Lanta National Park spreder sig egentlig over et større område og inkluderer vist er par af de omkringliggende øer, men selve parken er ikke ret stor. Den absolutte hovedattraktion er den smukke sandstrand med det turkisblå vand og fyrtårnet, der står på en bakke på en lillebitte halvø mellem to vidt forskellige strande. Fra fyrtårnet har man udsigt over begge; til den ene side paradisstranden, til den anden en rå klippestrand. Udsigten over de to strande er helt fantastisk – så fantastisk, at jeg glemte at tage et billede af den. Set fra den lyse side, betyder det, at jeg har en fremragende undskyldning for at tage tilbage!
Vi besteg fyrtårnsbakken, der måske ikke ser ud af meget, men som i varmen føltes som en indledende øvelse til Everest, og bagefter slog vi ellers bare håndklæderne ud og dasede ved stranden. Vandet var så salt, at det prikkede og stak, men det var så smukt og varmt og klart, at jeg rent faktisk gik i og blev i. Og de, der kender mig, ved, at det ellers ikke er noget, jeg gør mig i. Jeg plejer at være hundeangst for havvand, men det føltes ærligt talt lidt tosset at være bange for noget som helst midt i paradiset, så jeg lod være.
Der er også en rute rundt i parken, man kan tage, men jeg har stadig så store problemer med mit (forbandede) lave blodtryk, der falder til omkring besvimelsesniveau i varmen, at jeg på ingen måde kunne klare den tur, så det må blive en anden gang. Der er heldigvis ingen af os, der er i tvivl om, at vi skal tilbage!
Weekenden har stået på arbejde og en masse curries, og det bliver nok også opskriften på resten af ugen, indtil vi på lørdag hopper på en færge med kurs mod min far, der kommer ud og besøger os! I morgen kommer min første rigtige snakkevideo på engelsk på bloggen, så husk at kigge forbi for at se en omgang lidt anderledes tirsdagsrejsetips! :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Aaaahhhh – meeenn! Så må vi dertil NÆSTE GANG vi skal besøge jer derude! Går ud fra det stadig er Vietnam i påsken?
Det har vi i al fald forberedt vores vaccinationsdamer på :-) Uh, vi glæder os!!
I må jo bare rejse ENDNU mere så :D
Ja da! Jeg har en Vietnam-tanke, vi lige kan tale om! Med mht. vaccinationer er det sådan set det samme, om det er Vietnam eller Thailand, så det begrænser jer ikke! :)
Hold da helt magle – Man er jo tæt på at booke billetter med det samme!
Haha, ja! Det kan jeg dæleme godt forstå :)
Wauw! For pokker, hvor er det altså bare smukt. Når du smider sådan nogle billeder af sted er det pokkers svært ikke straks at pakken taske og lave et kæmpe overtræk på en flybillet, haha. Hvor er det bare godt for jer, at I har valgt at tage den her tur :)
Knus
// http://www.moonlitmandness.dk
Det var sådan en vild oplevelse. Og vi troede bare, vi skulle gå rundt på et par stier og kigger på et par træer. Det blev lidt større, end vi havde forventet :D
Sikke nogle vilde billeder! Det ligner i hvert fald paradis for mig, og det bliver kun endnu bedre af, at det ikke vrimler med turister.
Den rå natur er altid speciel. Åh, og det smukke blå hav. Ja, det er virkelig attraktivt, når man sidder herhjemme i kolde Danmark, selvom solen har fundet vejen igennem skydækket i dag, og det egentlig var ganske smukt. Men et lille dyp i bølgen blå, som på dine billeder, ville være ganske attraktivt ;)
// http://www.jannifromtheblog.dk
Tak, Janni :)
Det føltes også som et lille paradis! Jeg har hørt, at strandene på nogle af de omkringliggende øer skulle være endnu bedre, men de øer er så til gengæld væsentligt mere turistede og strandene fyldte. Jeg elsker at have dem næsten for mig selv, så man ikke falder over solstole og solbrillesælgere!
Wow. Farven på det vand – og det lys, altså. Jeg kan godt mærke, at jeg trænger til forår.
– K
Ja, det var virkelig en smuk oplevelse! Jeg puster mod vest og sender lidt varme mod dig :)