I går besøgte jeg den mest vidunderlige paradis-strand, og i dag har jeg købt tre kilo mango. Jeg har det godt. Og i den anledning synes jeg, det er på sin plads, at jeg taler lidt om, hvad der egentlig driver mig til vanvid. Jeg har nøje udvalgt 5 punkter (men jeg kunne blive ved), der irriterer the bejesus ud af mig. I bund og grund burde jeg nok putte mig selv på den liste, fordi jeg har det lidt stramt med folk, der blander to sprog sammen, men det er min liste, og i den anledning har jeg undskyldt mig selv. Man kan jo for Pokker blive helt Sidney Lee-sprogforvirret af at rejse i flere måneder af gangen.
Skal der en disclaimer til? Jeg tror ikke, I behøver den, men for en god ordens skyld må jeg hellere understrege, at dette indlæg ikke er et angreb på nogen som helst. Det er sandsynligvis bare mig, der er sær.
SPÅMÆND
Nærmere bestemt folk, der på magisk vis ved, hvordan jeg kommer til at have det i fremtiden. Hvornår har nogen nogensinde sat pris på at få at vide, at de bare skal vente til de bliver lidt ældre? Jamen jeg er da ligeglad med, at du skiftede fra den ene fløj til den anden, eller at du ændrede holdning til tatoveringer. Det betyder ikke, du kan love mig, at det samme kommer til at ske for mig. Ét menneskes personlige erfaringer er altså ikke tilstrækkeligt empiri til sådanne profetier. Det, der i virkeligheden foregår, er, at du fortæller mig, at du kender mig bedre end jeg gør. Og det er da en kende tåbeligt.
UVENTEDE BESØG
Engang imellem elsker jeg faktisk at få uventet besøg. Når min lillebror ringer på døren, og lejligheden er ren, er det det hyggeligste, jeg ved. Noget jeg til gengæld ikke kan fordrage er, når folk fortæller mig, at de kommer forbi om 2 minutter, og jeg fortæller dem, at jeg (eller lejligheden) simpelthen ikke er gæsteklar, og de så siger “nå, men det gør altså ikke mig noget”. Nej, men det gør mig noget. Ellers sagde jeg det jo ikke. Gå en tur og kom tilbage om en halv time. Så har jeg nok ligefrem sat vand over til kaffe.
LÆS OGSÅ: JEG STARTER PÅ EN FRISK (OG JEG HÅBER, I VIL HJÆLPE MIG!)
RELIGIØSE KØDÆDERE
Okay, så jeg spiser ikke kød, og det har jeg det rigtig godt med. Du spiser kød, og det har du det godt med. Alt er fint her (selvom jeg har lyst til at hoste noget om dyrevelfærd, sundhed og miljø, og det er da på sin vis også irriterende). Noget, der virkelig irriterer the crap out of me er, når folk (ofte mere end) antyder, at det er usundt for mig at fravælge kød (og andre former for animalske produkter). Alting peger på, at det er lige det modsatte, og selvom jeg godt ved, at de fleste faktisk mener det godt, går det mig virkelig meget på, at den gammeldags “mælk er godt for knoglerne” og “protein kommer fra kød og intet andet”-tankegang stadig fylder så meget. Det bliver nemmere, jo mere jeg selv lærer om emnet, og jeg øver mig virkelig i at tage det med et smil og et faktatjek, men det driver mig sgu alligevel lidt til vanvid.
NÅR JEG KLISTRER
Uanset hvor mange gange om dagen jeg går i bad, er min hud et konstant klister af solcreme, saltvand og klister. Jeg ved ikke, hvor pokker det kommer fra, men når jeg løfter min arm, kan jeg mærke, hvordan den desperat kæmper for at befri sig fra huden indenunder. Normalt er jeg ikke et klistret menneske, men i øjeblikket hænger jeg simpelthen fast i mig selv. Og der er ingen måder at slippe fri på. Så snart jeg kommer ud fra badet og tørrer mig, klistrer jeg igen. Kan nogen forklare mig, hvad der foregår? Jeg er så tæt på at lave en Elin og gå amok.
NÅR FOLK SIGER, JEG ER HELDIG
Don’t get me wrong, jeg elsker held, og jeg er ikke en af dem, der ikke tror på skidtet. Engang imellem er vi altså bare heldige. Nogle er født kønnere end andre, der så til gengæld måske er født sjovere eller klogere eller kærligere eller stadig har alle fire bedsteforældre. I min verden findes der helt sikkert held. Og i min verden er jeg også heldig engang imellem.
Men hvis du fortæller mig, at jeg er heldig, at jeg kan rejse på fuld tid (hvilket jeg vil give dig ret i, at jeg er), glemmer du at tænke på, at du sandsynligvis har mulighed for at vælge at være lige så heldig. Jeg har ikke bedre forudsætninger end alle andre. Jeg har angst, jeg døjer efter flere år stadig med efterveerne af depression og stress, jeg har i hele mit liv kun haft ét arbejde, jeg reelt brød mig om og følte, jeg var god nok til, jeg levede det meste af min studietid på en SU, fordi jeg havde det alt for dårligt til at kunne have et arbejde osv. Det er ikke fordi, jeg bliver sur, når folk siger, jeg er heldig. Slet ikke. Jeg bliver bare møgfrustreret over, at de tilsyneladende har glemt, at det faktisk ikke ligger nogen særlig fidus bag. Det var bare et valg, jeg traf. Så sparede jeg sammen til det, og nu håber jeg på det bedste. Just do it!
Det var alt den irritation, jeg kunne mønstre for i dag! Hvilke ting driver jer til vanvid?
Jeg så lige en video tidligere i dag, hvor youtuberen fortalte, hvor gal hun blev, når hun kom til at hive sine høretelefoner ud. Og det ramte mig sgu, for hvor er det dog egentlig træls. Derfor dette indlæg! #firstworldproblems
ANDRE LISTER
TOP 10 TEENAGECRUSH
10 TING JEG UNDRER MIG OVER
10 RANDOM FACTS OM MIG
TING JEG SAVNER VED DANMARK
10 TING JEG IKKE FORSTÅR
10 RANDOM FACTS OM MIG (FORTALT AF MATHIAS)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Det er faktisk sjovt, den med veganeren :-) Nu er jeg ikke selv hverken vegetar eller veganer, men synes altid det er lige omvendt. Så snart jeg sidder sammen med en, der lever vegansk, vil de altid snakke kost (jeg er uddannet indenfor området), og jeg prøver at krybe udenom, fordi de (ofte) lider af voldsom confirmation bias og altid håber jeg giver dem ret – og det kan jeg desværre sjældent. Så tror den går begge veje: begge lejre påstår, at den anden er “usund”, og min erfaring siger mig nu, at veganerne oftere pointere det, end ikke veganere ;-)
…men nu vi er ved det: de fleste studier er enige om, at det ikke er sundere at være veganer end ikke veganer. Overordnet set er veganere sundere, men det er efterhånden vist at skyldes, at de helt overordnet er mere bevidste om deres sundhed. De ryger og drikker mindre, træner mere osv. Jeg har endnu til gode at se god videnskabelig bevis for, at en vegansk kost er sundere, end en almindelig sund og varieret kost – når man vel at mærke frasorterer de åbenlyse negative sundhedseffekter ved den adfærd, der oftest i højere grad følger kødspisere end veganere. Dette overses desværre ofte af de, der er overbeviste om plantekostens ernæringsmæssige overlegenhed.
Ironisk nok stammer den komponent i maden, som har den største negative indvirkning på vores helbred, nemlig industrielle transfedtsyrer, fra planter. Det er også den eneste komponent i kosten, som WHO direkte skriver “[is] not part of a healthy diet”. Omvendt viser næsten alle studier f.eks. at ost udelukkende er godt for dit helbred (altså; ikke-veganske fødevarer er pr. definition ikke skidt).
Det moralske og etiske er noget helt andet, og fred være med det (det er en helt anden kæphest, som jeg ikke vil sparke til :-D).
Hej Rikke
Jeg tænkte nok, jeg ville få den kommentar (omend jeg ikke havde forestillet mig kvaliteten!), og jeg tror, du har helt ret! Vi er generelt alt for gode til at prædike, og det kunne være så rart, hvis vi lod være.
Og nu vil jeg ikke gå alt for meget ind i dit svar, men selvfølgelig har det meget med den øvrige livsstil at gøre også. Og så nytter det jo heller ikke noget at leve vegansk for sundhedens skyld, hvis man lever af Oreos og pomfritter! Man kan jo sagtens leve usundt, selvom man kalder sig veganer.
Og for god ordens skyld må jeg lige understrege, at jeg ikke er veganer! Jeg spiser bare en hovedsageligt plantebaseret kost :) Og så er jeg dødtræt af, at visse personer hele tiden foreslår, at jeg skal spise kød, fordi jeg netop hovedsageligt har fravalgt det af moralske årsager ;)
Jeg er SÅ meget med på den med heldig! Nøj, det kan trykke på mine knapper nogle gange 🙈 Og ja, det kan det med høretelefonerne også. Jeg gør det h.v.e.r. eneste dag, og jeg forstår ikke, hvordan det kan blive ved med at ske 😳 Nyd i øvrigt lige lidt Thailand og mango! Her er koldt, og det sneede lige præcis den halve time jeg skulle cykle i dag – og selvfølgelig ikke mere resten af dagen. Dét drev mig til vanvid!
Det med høretelefonerne kan man jo blive virkelig arrig over. Og der er bare ikke noget sted at placere sin arrigskab, når det sker. Det er næsten det værste. Normalt kan man lige sparke lidt til den dør, man gik ind i, men hvad Pokker kan man gøre mod sine høretelefoner?
Jeg kan altså heller ikke forstå, hvorfor vejret ikke har lidt bedre timing! Det er dybt urimeligt :D
Tænk at jeg engang har været nødt til at snige grønsager i din mad!!!
Ja tænk engang! Men tak for det ;) De har meget sjovere grøntsager herude!
Er så enig med den med held. Det kan være helt provokerende nogle gange at få den smidt i hovedet, for ja, på nogle måder er jeg heldig, men ift. at rejse en masse, så som du skriver, er det et aktivt valg, jeg har taget!
Lige præcis! Jeg bliver mest frustreret, fordi det er en sætning der tyder på, at folk ikke kan se de muligheder, de selv har. Alt for mange er bare så komfortable i deres liv (hvilket altså ikke er en dårlig ting!), at de ikke kan forestille sig, at de har mulighed for lave noget om.
Det er nemlig et valg, man træffer. Et valg om at undvære en række forbrugsgoder – og i mit tilfælde også familie og venner, den faste base og en stabil indkomst. Men jeg føler mig nu stadig heldig at jeg havde muligheden for at træffe det valg. De fleste i Danmark er lige så heldige, men når jeg rejser herude, bliver det meget tydeligt, at vi har nogle muligheder, mange andre ikke har!