Hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, så troede jeg, jeg ville være et helt andet sted i dag. End ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle sidde her – på Bali – og skrive mit speciale. Havde du fortalt mig det for et år siden, ville jeg nok have bedt dig lade være med at gøre grin med mig. Det ville jeg jo aldrig nogensinde turde.
Havde du fortalt mig det for syv år siden, da jeg begyndte på statskundskab, var jeg nok blevet en lille smule hidsig. Jeg ville dæleme ikke være en 26-årig nomade uden returbillet. Det var da en underlig plan.
Det er sjovt, som vi ofte planlægger vores liv uden egentlig at tænke os selv ind i ligningen. Vi ser, hvad andre gør, og hvis det ser godt ud, så drømmer vi måske om at gøre det samme. Fantasien til at træde vores helt egen sti, er det de færreste af os, der render rundt med. Jeg gør i hvert fald ikke.
DET VIGTIGSTE ER, AT LIVET GIVER MENING
For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg aldrig ville have kunnet planlægge det, der kommer til at være mit liv. Ikke bare fordi jeg ikke kendte til begrebet “digital nomade”, da jeg i gymnasiet prøvede at finde frem til, hvem jeg mon skulle blive til, men fordi livet dumper ned i skødet på os, når vi mindst venter det. Og det er ikke sådan til at forudse.
Jeg er stor tilhænger af at lytte, når livet kalder. Det er ikke altid lige nemt at høre, og engang imellem er det langt mere belejligt at lukke af for larmen og gå videre, end det er at stoppe op og tage et spring, man ikke ved hvor fører hen. I begyndelsen af juni vågnede jeg op til en dag, der skulle ændre min forståelse af mit liv. Hundene hylede, glassene splintredes, og hele huset rystede, så meget larmede det, da det gik op for mig, hvilken vej jeg skulle vælge.
Det var vitterligt et vaskeægte eureka-øjeblik, og jeg vidste, så snart tanken ramte mig, at det var noget, jeg måtte handle på. Dét her var det, jeg ikke anede, jeg drømte om. Så jeg stod ud ad sengen, bevægede mig ind i stuen og fortalte Mathias, at det var det, jeg ville. Det mærkeligste tilfælde ville, at han samme morgen havde tænkt på det samme, og derfor sagde ja, før jeg kunne færdiggøre min sætning.
Engang imellem står stjernerne så skarpt, at man kan tegne streger mellem dem og se omridset af sin fremtid. Sådan en dag var den mandag i juni, hvor vi besluttede os for at sælge lejligheden og tage på eventyr i det uvisse.
ICHI HYLDER KVINDER MED STÆRKE PERSONLIGHEDER, DER GÅR DERES EGNE VEJE
Det kan føles utroligt usikkert at vælge det, der pludselig står foran os, når vi længe har haft næsen solidt peget mod noget helt andet, men når hele ens eksistens river og flår i en, skylder man sig selv at lytte. Også selvom det betyder, at man må omskrive sin bucket list. Det vigtigste er, at man tør være sig selv.
Det var lige, så jeg bankede i bordet og råbte yes, da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af ICHIs nye kampagne, der sætter fokus på kvinder, der tør sætte sig selv på spil og følger deres hjerte uanset prisen, fordi det allervigtigste er, at livet giver mening.
Det er en proces, og personligt er jeg slet ikke i mål endnu, men på det sidste har jeg tænkt rigtig meget over, hvordan min beslutning om at rive mit liv op med rode faktisk i høj grad er kommet bag på mig selv. Det var slet ikke noget, jeg havde regnet med, at jeg skulle gøre, men da muligheden åbenbarede sig, hoppede jeg i med hjertet først og fornuften halsende bagefter.
Og det var lige så jeg igen bankede i bordet og råbte dobbelt-yes, da jeg fandt ud af, at kampagnens hovedperson er den superseje Almaz Mengesha, der på fineste vis har viet sit liv til at skabe opmærksomhed om organisationen Din Nødhjælp, der kæmper for at redde heksebørn i Afrika. Det er en organisation, jeg selv stiftede bekendtskab med for et par år siden og som jeg har støttet mange gange siden, så derfor passede det næsten lidt for perfekt, da kampagnen tikkede ind i min inbox.
Jeg håber, I vil tage jer tid til at se den lille video om Almaz Mengesha, der har valgt at følge sit hjerte og kæmpe for at gøre en forskel på en noget utraditionel måde. Jeg vil ikke afsløre mere, for jeg synes, I skal unde jer selv at se videoen og høre hendes historie.
Gennem denne kampagne håber ICHI at kunne inspirere de kvinder, der køber deres tøj. ICHI har netop lanceret en ny kollektion, og ved at købe udvalgte styles fra kollektionen kan man støtte Almaz’ kamp for at redde Afrikas Heksebørn sammen med Din Nødhjælp med 100 kroner. Det er immervæk en pæn sjat!
Den nye kollektion er designet med henblik på at skabe et sofistikeret og internationalt design, og I kan se Almaz’ favoritter lige her.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Skønt foto af jer!!! Det I gør er helt åbenbart rigtigt for jer!!!
Sikken et skønt indlæg!! Jeg er simpelthen nødt til at købe noget af kollektionen. Den er virkelig flot – og absolut betalbar :-)
Tak fordi du henledte min opmærksomhed på det mærke!!
Tak, Mutti! Den er nemlig rigtig fin :)
Jeg synes, at det er så spændende og inspirerende at læse alt om jeres rejse! Har været fast læser af din blog i lang tid (måske 2 år??? som tiden dog går), men har ikke kommenteret før nu. Vil gerne høre meget mere om jeres Dojo og menneskerne der. Hvor gamle er folk sådan ca? Er der også mange kvinder, der rejser alene? Og også gerne mere om, hvordan I har fundet et sted at bo på Bali.
Mvh Mia
Næ hvor dejligt at høre, Mia!
De fleste er nok mellem 22 og 35 år, vil jeg tro. Langt hovedparten af medlemmerne er mænd, men der er en del kvinder, der rejser alene, så det er afgjort noget, man sagtens kan gøre :)
Jeg tror faktisk, jeg vil skrive et helt indlæg om, hvordan vi fandt et sted at bo, så hold øje med det herinde! Kort fortalt handler det bare om at tage hertil, booke et værelse til de første par dage og så finde et sted, når man er her, da der er mange steder, der ikke er på nettet :)