Forargelsesfesten

Skide være med angst, fedme, diabetes og depression; den virkelige folkesygdom er forargelse. Den er overalt, og den er åbenbart så lækker at lide af, at folk aktivt opsøger den. Forargelsen er så attraktiv, at vi end ikke tænker på at tøve, før vi tillægger alt og alle både meninger og motiver.

Vi føler os “ramt” til højre og venstre, for vi vil gerne være det. Vi vil gerne kunne pointere overfor enhver, at deres gøren og laden og udtryk påvirker lige netop os meget direkte og meget uhensigtsmæssigt. Vi hidser os selv op over de mindste bagateller, og vi tror ikke længere på uenigheden, der i stedet er blevet til et angreb. Ingen kan efterhånden udtrykke en misfornøjelse med selleri, før nogen vælger at tage det som et personligt angreb på grøntsager, andre mennesker og ikke mindst på stakkels Bloody Mary.

Vi skal efterhånden begynde alle sætninger med at understrege, at det, vi siger, kun er vores personlige holdning – og hvad skulle det egentlig ellers være? Hvorfor er det nødvendigt at gøre alle opmærksomme på, at vi ikke prædiker universelle sandheder?

Forargelsen trives i bedste velgående på nettet, hvor vi kan skabe lige netop den distance, vi ønsker, mellem afsender og modtager, og lige pludselig blev Mette Maries indlæg om 3 underlige ord klassificeret som gruppemobning og people bashing, fordi hun tillod sig at skrive, at hun ikke forstod ordet pseudo-tvillinger, for enten er man tvilling, eller også er man ikke. Jeg elsker Mette Maries blog, og jeg klikker mig derind hver eneste dag. Efter at have læst indlægget var min umiddelbare tanke, at det sgu da var noget kort, og at listen godt måtte have været noget længere. Ak og ve viste det sig dog, at MM allerede med den første sætning blev beskyldt for at have sagt alt for meget.

Hvordan kan en misfornøjelse med ord nogensinde være et personligt angreb? Jeg magter ikke ordet pseudo, fordi jeg synes det er et prætentiøst lorteord, der ofte bruges i lige lovligt langhårede sætninger, der alligevel aldrig rigtig siger noget. Det er bare en personlig holdning. En pseudo-sandhed, om man vil. Og så skal man dæleme passe på med at lægge sig ud med mødrene, har jeg observeret. Maren blev fyret fra Gyldendal for en stribe om en gul bil, Miriam blev alle mødres yndlingsaversion, da hun offentliggjorde hemmeligheden om den grimme baby, og nu har Mette Marie så fået både pseudo-tvillingerne og pseudo-tvillingemødrene på nakken. Vorherre til hest.

Der findes grimme børn. Jeg ved det, for jeg var i perioder et af dem, og billeder lyver ikke. Jeg har i perioder også været en ret grim voksen, hvis jeg selv skal sige det, og så er det i orden at synes, at alle børn er smukke, men det er sgu da ikke i orden at bestemme, at alle andre skal synes det samme. Og bare fordi man selv bryster sig af at være pseudo-tvilling og have et helt særligt bånd eller være pseudo-tvillingemor og have det helt særligt hårdt eller være helt særligt god – så behøver alle andre altså ikke stemme i med klapsalver og konfetti.

Hvis det lykkedes dig at oparbejde en forargelse over indlæggets første sætning, må jeg hellere understrege, at jeg selv lider af to af de fire nævnte folkesygdomme, og at jeg desuden er en smule ligeglad.

Vores lille land bygger på tillid, og den tillid bliver væk i forargelsesfolkets forargelsesfest. Jeg vil ikke møde andre mennesker med mistillid. Jeg tror på, at både Maren, Miriam og Mette Marie tegner og skriver fra et godt sted, og hvis man ikke kan lide det, man læser? Ja, så er der kun uenigheden tilbage, og den kan såmænd være sund nok engang imellem.

Ps. Og kan vi så ikke blive enige om, at gruppemobning handler om grupper, der mobber og ikke om enkelte personer, der egenhændigt mobber grupper?!

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)