Jeg er nok en smule forfængelig. Det lyder grimt, men det er sandheden. Det er ikke fordi jeg har en eller anden mærkværdig idé om, at jeg er særligt smuk, og det er ikke fordi jeg giver mit hår 100 børstestrøg hver aften før sengetid, mens jeg kigger mig selv i spejlet og svømmer hen i min egen ynde. Nej, det er i de små ting, den gemmer sig. Forfængeligheden, altså.
I slutningen af februar havde jeg besøg af den skønne Gitte fra Boghylden. Jeg troede bare, jeg skulle svare på et par spørgsmål og byde hende på en kop te, men det viste sig, at hun havde planer om en video. Det var jo lige dele spændende og skræmmende, så smækfyldt med angst for at sige alle de forkerte ting satte jeg mig foran kameraet og begyndte at svare på hendes spørgsmål. Jeg klokkede i det gentagne gange og udstødte nok omtrent 10 mundprutter, der hver især skulle annullere den sætning, jeg havde haft gang i, men sørme om ikke vi lige pludselig var færdige og igennem alle spørgsmålene nogenlunde smertefrit. Eftermiddagen med Gitte var superhyggelig, men i løbet af den tog hun mig flere gange i at overtænke små ting i en sådan grad, at det nok grænsede en smule til forfængelighed. Jeg har intet imod, at I ved, jeg ikke er perfekt! Det ville være fuldstændig umuligt for mig at opretholde sådan en illusion, og jeg ville sandsynligvis kede mig ihjel imens, men jeg er også opdraget med mottoet: “Everything worth doing is worth doing well!“, og det generer mig, hvis blusens bøjlestrop er synlig, eller hvis en hårtot i et desperat flugtforsøg har krydset skilningen.
Jeg tror såmænd ikke, jeg er mere forfængelig end så mange andre. Hvem af os vil ikke vælge det bedste af to billeder og fjerne mascaradrysset fra kinden, hvis vi så det?
De fleste har oplevet at blive tagget på verdens værste facebookbillede. Jeg kan godt engang imellem spekulere på, om taggeren har et horn i siden på mig, eller om denne (til min store skræk og rædsel) rent faktisk mener, at det billede, hvor jeg ligner Gollums fede storesøster, er et godt billede af mig? Selv de kønneste Youtubere har grimme still-billeder, og selv folkene på den røde løber viser kameraerne deres bedste vinkel, men bare fordi det er menneskeligt at ligne et kryds mellem Quasimodo og Ursula, betyder det ikke, at jeg bryder mig om det.
Jeg har aldrig brudt mig om at få taget portrætbilleder forfra, fordi jeg synes, mine kinder er for tykke, og fordi jeg har fået at vide, at mine øjne sidder for tæt på hinanden. Desuden foretrækker jeg min venstre side frem for min højre. Hos langt de fleste vil der være gode og dårlige vinkler, og nogle af os døjer også med nogle helt horrible af slagsen. Jeg har en. Jeg ser den sjældent, og til tider går der så lang tid, at jeg tror, den er forsvundet, men det er den ikke – og det gør den ikke. Vinkler forsvinder ikke. De gemmer sig, og de gør ved, men de er der altid, og de er klar til at vise sig frem, når man mindst venter det. Min værste vinkel er nedefra. Hvis jeg bøjer mit hoved ned mod halsen, har jeg under det meste af kæben en dobbelthage, jeg virkelig hader som pesten. Jeg har ikke altid haft den, men efter at jeg for nogle år siden skulle tage 10 kilo på, er den opstået, og jeg har efterhånden læst så meget på det, at jeg ved, den ikke lige går væk igen. Ja, jeg har læst på det. Så meget generer den mig. Det hjalp absolut heller ikke, at jeg for et års tid siden fik kommentaren: “Du er sådan en, der er disponeret til at få dobbelthage!” Nogen ville måske ikke have taget det så tungt, men for mig var det bare brænde på det bål, der er min åndsvage usikkerhed.
Det er sindssygt nervepirrende for mig at skrive det her indlæg og således udpege de ting, jeg egentlig håber, I ikke ser, men der er en mening med galskaben, og nu skal I høre:
I lørdags sendte Gitte mig linket til den færdige video, og første gang jeg så den, var det eneste, jeg kunne se: Vinklen! Den horrible vinkel, der ellers har gemt sig så længe, sad med sine mange hager og kiggede mig lige i mine tætsiddende øjne, og forhindrede mig i at lægge mærke til, at Gitte faktisk har gjort et skidegodt arbejde med den video, og at indholdet er blevet rigtig godt – langt bedre end jeg havde turdet håbe på!
Alligevel er jeg ved at skide grønne grise, når jeg tænker på, at hele fem minutters dobbelthage nu er offentligt tilgængeligt.
Pointen er, at det sgu da er brandærgerligt, hvis jeg lader min forfængelighed ødelægge en skidegod oplevelse og en rigtig fin video! Hvis jeg ser et billede af min veninde i en dårlig vinkel, tænker jeg jo ikke: “Hvor er hun dog grim!”, men: “Ej, et uheldigt billede af hende!” – og det håber jeg også bare I gør, når I ser videoen. For det synes jeg I skal gøre! Ellers vinder forfængeligheden jo, og den skal ikke komme her og slå skår i produktet af en stor fælles interesse, en skidehyggelig eftermiddag og Gittes beundringsværdige videoskills! :D
Så tak til Gitte for oplevelsen, eftermiddagen, hjælpen med de umulige fastelavnsboller og for de tanker, som både hun og vinklen satte i gang hos mig! Jeg vil prøve at skrue lidt ned for forfængeligheden fremover.
Jeg håber, I vil smutte over til hende og følge med, hvis I ikke allerede gør det!
Jeg har desværre ingen præmie til de af jer, der rent faktisk er nået til bunds i det her indlæg, men jeg håber, I vil give jeres besyv med, hvis I har nogle tanker om den der forfængelighed :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
12 comments
Jeg tror ikke, at der er så meget andet at gøre end at prøve at arbejde med sin forfængelighed. Den forsvinder nok aldrig, men man kan prøve at lægge låg på den :-) og jeg har ALDRIG tænkt på dig som en med tendens til dobbelthage, ha ha!!
Nej, det er der jo nok ikke. Måske er der heller ikke noget galt i en lille smule forfængelighed – du ved, den der får en til at gå i bad og vaske tøj og sådan noget ;)
Tak!
Det er sjovt, for jeg har aldrig tænkt over hvilken vinkel der er min dårlige – jeg er sikker på at jeg har en, men jeg har ikke lyst til at finde den, haha. Dermed ikke sagt at jeg synes jeg ser godt ud på alle billeder, men jeg har ikke rigtigt opdaget et mønster i mine vinkler. Det eneste jeg kan blive lidt irriteret over, når jeg ser på billeder af mig selv, er at mit ene øje hænger lidt. Haha. Okay, nu lyder jeg virkelig som om jeg er glad for mig selv, men jeg tror faktisk virkeligheden er den modsatte, og at jeg netop derfor ikke hæfter mig ved de dårlige vinkler, fordi jeg er bange for at de hurtigt vil komme til at fylde for meget for mig.
Og som en lille sidenote – hvor er din fine neglelak fra? :)
Haha, jeg synes det er lidt sjovt, at du taler om “et mønster i mine vinkler” – for det er jo netop, hvad det er. Og det lyder bare endnu mere forfængeligt :D
Og selv hvis det lød som om, du var glad for dig selv, var der absolut intet i vejen med det! Det bør vi jo egentlig allesammen være :)
Den er fra Loréal – det er en del af deres nye “Collection Privée” og i farven Doutzen Nude – en farve, der er udvalgt af Doutzen Kroes.. Fint skal det være :p
Alle vinkler er dårlige for mig. Min forfængelighed rækker så vidt, at de eneste billeder af mig selv jeg rigtig kan lide, er nogen jeg har taget selv med selvudløser. Så holder jeg fotosession og tager en milliard billeder, og ender så op med 5-10 brugbare.. Jeg har ikke noget imod at se grim ud på billeder, men det skal være rigtigt grim.. Uden hagerne.. ;)
Gittes film er forresten rigtig fin, og havde du ikke nævnt dine vinkler, havde jeg næppe tænkt over det mere end et splitsekund.. ;)
Du nævner “Det lille hus i den store skov”.. Tror du at den er læsbar, og sjov for et tøsebarn på 8 år? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at finde en serie til hende, som hun kunne blive opslugt af, men jeg synes det er svært.. Blandt mine egne yndlingsbøger er “Lykke-bøgerne” som ligger hos mine forældre. Mine fastre fik dem da de var små, og de handler om Lykke som er 10-12 år.. De er fantastiske, men desværre skrevet på for gammelt dansk, til at min datter kan læse dem. Jeg selv læser dem stadig når jeg er hjemme, og læser også gerne højt for min datter, men der er rigtig mange ord der skal forklares, så hun når aldrig rigtig ind i historien og svømmer væk..
Det er altid sjovest at se grim ud, hvis det er på en sådan måde, at andre godt kan se, at man ser grim ud på billedet og ikke i virkeligheden ;)
Og hvad angår Det Lille Hus i den Store Skov, så ja!
Jeg læste den i midten af første klasse (så jeg var seks), men jeg var også ret hurtigt ude med hensyn til læsning og sådan. Selvfølgelig var der ord, jeg måtte hoppe over, men det er jo en del af læreprocessen, og det forstyrrede ikke handlingen, da det var så relativt få :) Jeg vil varmt anbefale dig at introducere din datter til bøgerne, og hvis hun bare er 10% så læseglad, som jeg var, kommer hun til at elske dem!
:)
Åh hvor er den kjole altså bare så pæn til dig :) Virkelig fin :)
Tusind tak skal du have :)
Jeg finder en charme ved folk der indrømmer deres egne “fejl” – vi er ikke perfekte, det er utopi at tro andet. Om det så er forfængelighed, smålighed eller andet. Der er ingen grund til at sminke det og fake at man er noget andet, hvis man ikke er sådan. (så længe man selvfølgelig stadig opføre sig ordentlig over for sine omgivelser ala #nohate indlægget).
Nu kan jeg selvfølgelig ikke komme på et godt eksempel, men har taget mig selv i på det seneste at afslutte sætninger med “… så smålig er jeg” eller “… så forfængelig er jeg” – for det er jeg sgu. Og der er ingen grund til at smile pænt og nikke sødt til noget jeg ikke kan leve op til. Og jeg håber det kan være med til at rykke lidt ved “perfektioneringen” af vores liv. At andre omkring mig vil tænke, “pyyyh, så forfængelig er jeg vist egentlig også”, men jeg er godt klar over at man nok score mest streetcred ved bare at være cool og perfekt og ikke indrømme sine “fejl”.
Giver det mening? Det håber jeg :)
Haha, jeg tager også tit mig selv i at slutte sætninger med “så ubegavet er jeg!” eller lignende, når der lige er anledning til det (det er der ofte.. for eksempel den dag, hvor jeg lige skulle se, hvordan et liv uden albuer ville være og derfor væltede et glas vand i mit forsøg på at drikke uden at bøje armene.. yes, that happened!).
Vi er jo netop ikke fejlfri, men hvis vi kan vende småfejl til charme og menneskelighed, er det nok ikke så skidt med en fejl eller to ;)
Åh Anne-Li :) Jeg er ked af, at min video satte de tanker i gang. Jeg ved ikke om det er nogen trøst, men jeg ser ikke, hvad du ser. Jeg ser kun en yndig pige med en masse på hjerte, og jeg er sikker på, at 99% af de mennesker, der ser videoen, ikke skænker det en tanke, at den er taget lidt franeden (den sidste procent er dig selv :)).
Jeg kender det jo godt selv, især omkring mit hår. Vi er alle sammen lidt forfængelige. Men jeg tror vitterligt på, at de eneste, der går op i det, er os selv. Op med humøret, du er en dejlig pige, både fra oven og fra neden :)
Sådan skulle det virkelig ikke forstås! Det var nogle fine tanker at få, faktisk, og det har faktisk været en smule befriende at have dem i baghovedet i min sidste video, hvor jeg for eksempel var lidt mindre obs på vinkler, makeup, hår og hvad der nu ellers hører til :D
Dit hår? Hvad søren er der at være utilfreds med der?
Du har nok ret. Vi ser det kun selv :)
Mit humør er højt og fint, men tak alligevel! Og i lige måde :D