Kuala Lumpur var noget af en overraskelse – på både godt og ondt. Vi havde haft så travlt op til, at vi næsten ikke havde haft mulighed for at forberede os på en ny by, og det eneste, jeg vidste om Kuala Lumpur, var, at det var en by med store veje og mange shopping malls. Det er det også, det er helt rigtigt, men byen var heldigvis mere end det.
Jeg blev meget positivt overrasket over de små hyggelige gader i China Town og de smukke gamle bygninger vest for floden, som vi besøgte på vores første dag i byen, og der var generelt en masse fine oplevelser gemt rundt omkring i byen. På vores sidste dag i Kuala Lumpur besøgte vi den botaniske have og en virkelig fin, lille café, som jeg havde fundet på Instagram, og så havde vi store planer om at følge jeres anbefalinger og tage op på den berømte Helipad-bar.
Det blev det desværre ikke til, for lige pludselig åbnede himlen sig, og så var eventyret ligesom forbi. Heldigvis følte vi begge, at vi havde fået set en masse af byen, så vi uden al for meget ærgrelse kunne kalde det en dag (eller to) og en tur og smutte tilbage på hotellet.
PS. Jeg øver mig virkelig i ikke at lade mig gå på af de negative kommentarer, der flyver rundt inde på Youtube, og jeg tror måske, jeg er ved at blive bedre, for jeg synes faktisk, der er noget ret morsomt over den kommentar, der rullede ind få minutter efter, jeg udgav videoen! Han er stadig en klat, men altså. I det mindste kommer han da med et par alternative destinationer.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Igår var jeg på et bibliotek/cafe med min veninde og vores børn, vi finder et ledigt bord, smider vores jakker og drøner op og køber mad. Da vi kommer ned med 2 bakker fyldt med sager sidder der en mormor med 2 børn og venter på 2 andre. Og de havde godt set vores tøj, men vi var der jo ikke, og nu sad de der, og hun flyttede sig hvertfald ikke under nogen omstændigheder. Jeg havde så meget lyst til at pande den åndssvage kælling en på låget og forklare hende en ting eller to, men jeg valgte “the high road ligesom dig, og fandt et andet bord (heldigvis var der nogle der kom hen og tilbød os deres). Men altså, havde der ikke været børn involveret (både mine og “hendes) havde jeg nok taget kampen, man vil bare så gerne være et forbillede for de unger. Jeg mener du gjorde det rigtige, os” selvom jeg godt kan forstå det syder i dig. Men man bliver bekymret for fremtiden, fordi der jo er nogle børn der sidder og ser på sådan en dårlig opførsel fra deres nærmeste.
Åh, man bliver sgu så træt!
Der har alle dage været røvhulsagtige typer, og der vil alle dage være røvhulsagtige typer. De får jo også børn.
Nogle dage kan man bare trække på skuldrene og have ondt af dem, men de kommer desværre ofte til at fylde alt for meget. Vi møder så mange forskellige mennesker på vores rejser, og langt de fleste er skønne, men vi støder godt nok også ind i nogle klaphatte engang imellem, og vi øver os virkelig i ikke at bruge for meget tid på at tale om oplevelserne bagefter. Vi har det med at give dem alt for meget tid og energi, og er der én ting, hverken oplevelserne eller menneskerne bag fortjener, så er det da vores tid. Når det så er sagt, så håber man jo unægteligt at et velvalgt comeback kunne ændre deres væremåde, men det sker nok næppe…
Thank you for that breath of fresh air.