Allerede før vi rejste fra Danmark, var jeg begyndt at tænke meget over, hvor mange ting jeg havde, og hvor mange jeg i virkeligheden behøvede. Et års tid før vi solgte vores lejlighed, skilte jeg mig af med langt over halvdelen af min garderobe og implementerede en såkaldt Capsule Wardrobe bestående af 37 stykker nøje udvalgt tøj.
Det var en sindssygt befriende oplevelse, og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget energi jeg før havde brugt på noget så enkelt som at klæde mig på om morgenen. Med min lille garderobe blev det meget nemmere, for jeg havde selvfølgelig udvalgt alle mine favoritter og tænkt over at udvælge en bunke, der passede sammen på kryds og tværs.
Fordi jeg havde så få ting, fik jeg et langt bedre overblik over, hvad jeg manglede, og hvad jeg kunne købe, der rent faktisk ville give værdi til min garderobe, og på den måde eliminerede jeg faktisk alle småkøb og fejlkøb. Min garderobe voksede noget, men jeg købte færre og bedre ting, og jeg blev bedre til at skille mig af med de ting, jeg ikke brugte. Selvom jeg følte mig mere og mere hjemme i min stil, holdt jeg gradvist op med at tage outfitbilleder til bloggen, fordi jeg ikke ville vise jer de samme ting igen og igen. Da vi solgte lejligheden, så min garderobe sådan her ud, og få måneder senere bestod den af mindre end 20 stykker tøj i en kuffert.
I de næste seks måneder købte jeg ikke andet end en sarong og en enkelt bikini, og i begyndelsen følte jeg mig helt utroligt fri. Jeg havde på forhånd regnet ud, hvordan jeg kunne få cirka 21 outfits ud af de 20 stykker tøj, og fordi det hele passede sammen, kunne jeg altid bare stikke hånden i kufferten og vælge det, der var rent.
Jeg skrev et Black Friday-indlæg, som jeg aldrig udgav, fordi det lød alt for frelst, men min holdning til forbrugeriet havde ændret sig, og det var noget, der fyldte meget for mig, fordi det for en gangs skyld fyldte meget lidt. Når vi gik rundt på markederne, havde jeg ikke længere lyst til at købe noget, og det gik op for mig, hvor meget selve det AT købe noget, ofte havde været vigtigere, end hvad det var, jeg købte.
I det første halve år af vores tilværelse som fuldtidsrejsende købte jeg kun det allermest nødvendige. Et par klipklapper fordi de gamle gik i stykker, alle Harry Potter-bøgerne til min Kindle og diverse små nødvendigheder såsom tandpasta og shampoo. Det er nok så meget nulstillet, som mit forbrug nogensinde bliver.
Og jeg elskede det. Lige indtil det ikke var sjovt længere.
Lige indtil jeg sad og redigerede denne video og så, hvordan jeg var holdt op med at gå op i, hvordan jeg så ud. Ikke på den overskudsagtige fordi-jeg-hviler-i-mig-selv-og-min-naturlige-skønhed-måde, men fordi jeg ganske enkelt havde taget en pause. En pause som jeg godt nok havde brug for, men som i sidste ende endte med at kamme over. Det er overraskende få billeder, jeg har af mig selv fra de første mange måneder af vores rejse, for jeg havde på en eller anden måde ubevidst besluttet, at det ikke var mig, det handlede om. Og det er jo godt nok – engang imellem. Det var bare ikke helt godt for mig, for i takt med at mine 20 stykker tøj blev mere og mere forvaskede og formløse, blev jeg det samme, og jeg kunne ikke se det, før jeg lige pludselig ikke kunne se andet.
Få måneder forinden havde jeg skrevet et indlæg om, hvor befriende det var at frigøre sig fra forbrugerismen, og lige pludselig var jeg blevet hende i den forvaskede t-shirt, der ikke orkede at tage makeup på, fordi jeg jo så skulle tage den af igen. Den havde jeg altså ikke set komme. Og sådan vil det selvfølgelig ikke være for alle, men sådan var det lige pludselig for mig.
Vores tid på Bali var ved at være slut, da jeg traf en beslutning om, at jeg ville prøve at finde en bedre balance og begynde at gå lidt mere op i mig selv igen. I Vietnam skiftede jeg det meste af min trætte og slidte rejsegarderobe ud, og lige pludselig havde jeg igen ikke noget imod at være med på rejsebillederne. Jeg tror på en måde, at antiforbrugeriet var blevet et ubevidst princip – det var noget, jeg havde behov for at bevise over for mig selv, at jeg kunne.
Der er gået 9 måneder siden dengang, og i den tid har jeg langsomt fundet en balance, der giver mening for mig. I Budapest havde jeg nok i en carry-on kuffert, selvom vi var af sted i en måned, men da vi skulle herud, pakkede jeg væsentligt mere, fordi vi skulle være væk i længere tid.
Nu har vi efterhånden boet i vores skønne lejlighed i Chiang Mai i 5 måneder, og der ligger stadig småting i kufferterne, som vi ikke har haft brug for. Til gengæld har vi købt en masse småting til lejligheden, der gør, at den føles mere som et hjem og mindre som et upersonligt hotelværelse, men mit forbrug har i høj grad ændret sig, efter jeg forlod Danmark og tog en meget kold forbrugstyrker.
Tidligere i dag så jeg en video på facebook, hvor titlen var noget ala “You need this!”, og hvad var det så, jeg havde brug for? Det var såmænd en maskine, der kunne lægge tøj sammen (og desuden fyldte det samme som et mindre køleskab). Fordi man skulle lægge tøjet helt rigtigt i maskinen, ville det nok nærmest være hurtigere bare at folde det selv, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange ting, vi hele tiden får at vide, at vi behøver.
Det var det, mit forbrugsstop lærte mig at sige fra overfor. Jeg lærte at holde op med at købe de ting, jeg ikke købte for min helt egen skyld. Jeg får engang imellem mails eller beskeder over Instagram, hvor I fortæller mig, hvor meget I ville ønske, I kunne gøre det, jeg gør, men at I ikke har råd fordi… Fordi man har hus, bil, hund og diverse – and I get it. Og jeg elsker at snakke med jer om det, for der er jo ikke én løsning, der virker for alle, men mange har langt bedre muligheder, end de tror.
Jeg har heller ikke råd til det hele. Derfor har jeg sagt farvel til en helt masse af de ting, jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne leve uden. Jeg plejede at se mig omkring og tænke over, hvad jeg egentlig kunne undvære. Det var den forkerte måde at gå til spørgsmålet på. Da jeg valgte de 37 stykker tøj til min garderobe, gjorde jeg det ikke ved at vælge de sidste 150 stykker fra. Jeg gjorde det ved at vælge de 37 stykker til.
Når jeg pakker nu, kigger jeg på mine ting og spørger mig selv: Hvad har jeg lyst til og brug for at have med? Og så vælger jeg de ting. Resten ryger enten til genbrug eller til opbevaring, og på den måde omgiver jeg mig stort set kun med ting, der har en positiv betydning for mig.
Nu hvor vi har boet det samme sted i næsten et halvt år, er der kommet lidt ekstra til, så om et par uger gennemgår jeg det hele og skiller mig af med en del, før vi forlader Chiang Mai. Jeg har erkendt, at det altid vil gå lidt frem og tilbage. I perioder vil jeg have behov for at forbruge – både fordi ting ikke holder evigt, men også fordi jeg har det bedst, når jeg har lidt mere end det, jeg absolut behøver. Jeg har vist mig selv, hvor lidt jeg kan klare mig med, men det er ikke et mål i sig selv. Spørgsmålet er i højere grad hvor lidt, jeg kan trives med. I det store hele har jeg skåret rigtig meget ned, men for mig ligger balancen lige præcis der, hvor jeg vælger at købe det, der giver mening for mig.
Vi bliver hele tiden bombarderet med reklamer, og hele vores forbrugskultur er designet til at få os til at forbruge så meget, at vi ikke kan forestille os, hvordan vi kan klare os med mindre. Hvis vi ikke engang imellem stopper op og mærker efter, hvad der i bund og grund er vigtigt for os, ender vi med at spænde os selv fast i et liv, hvor vi hele tiden skal arbejde mere og tjene mere for at have råd til alt det, vi egentlig aldrig ønskede os.
Jeg ved stadig ikke, hvad der er det helt rigtige for mig. Det er noget, jeg ligeså stille finder ud af, og det ændrer sig nok også hen ad vejen. Det vigtigste er, at vi med os selv ved, at vores forbrug altid stammer fra et valg, vi træffer. Om det så er hus, bil, taske, hund, sofa, computer, dagcreme, ostepops eller babytøj – der er altid et valg forbundet med det. Også selvom det ofte ikke føles sådan.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Jeg er så glad for den afslappede tilgang til økonomi (og herunder forbrug) som du mig bekendt var den første i blogland der startede på. Måske med guiden til at tage på budgetroadtrip i USA ( som jeg i øvrigt brugte i sommers) var en af de første? Og jeg er SÅ glad for at høre at din lille business går bedre og bedre. Da jeg læste ovenover at mange skriver og spørger dig hvordan man gør som dig, kom jeg til at tænke på om I egentlig har gæld, som I betaler af på samtidig med I udlever drømmen? Jeg selv har en gæld på knap 200.000,-, og selvom SU-gæld kan udsættes og bilen sælges, så det de facto ville være ca 70.000 jeg skyldte, og ingen opsparing havde, synes jeg stadig det lyder som om mit grundlag til at gøre det samme er virkelig dårligt. Hvad tænker du om det?
Tusind tak skal du have, Lotte!
Vi har ikke gæld, og derfor er vores forudsætninger selvfølgelig bedre end mange andres. Til gengæld tjener vi next to nothing og mindre end de fleste andre (lige nu mindre end en SU), så på den måde vil mange have væsentligt bedre forudsætninger end os.
Det var meget bevidst, at jeg valgte ikke at tage SU-lån, selvom jeg ikke var i stand til at arbejde, men det var også kun fordi vi havde en temmelig lav husleje (ca. 2500 per mand) at det kunne lade sig gøre at undgå lånet. Det var faktisk derfor, jeg begyndte på hele budget-halløjet, for jeg vidste allerede dengang, at jeg nok ikke ville få en voksenløn i løbet af de første år efter studiet, så det levede jeg efter, så godt som jeg nu kunne uden at sætte mit liv på pause. Jeg var uheldig, at jeg døjede med angst og depression og derfor ikke kunne arbejde ved siden af studiet, men jeg var til gengæld så heldig at have en lav husleje.
Åh, jeg ved ikke, hvad jeg tænker om det, for jeg kan sagtens forstå, at man har gæld, og at man kan blive nødt til at have gæld, men jeg har som sagt gjort alt for ikke at have det, da det bare er lidt mere besværligt at have med at gøre – hvis man altså tjener så lidt, som jeg gør. Jeg taler ofte med englændere og amerikanere, der har enorme studielån, der gør det sværere for dem at få økonomien til at hænge sammen, og jeg er virkelig taknemmelig over, at vi i Danmark ikke har det at kæmpe med. Der er jo intet i vejen med 200.000 kroner i gæld, hvis man betaler af på den og ellers lever det liv, man gerne vil leve – det er kun, hvis den står i vejen for noget, at den er et problem. Jeg elsker at se videoer om folk, der bor i ombyggede varevogne (mærkelig niche jeg der har fundet…), og boede jeg i USA og havde en gæld, var det afgjort det, jeg ville gøre, så jeg kunne få banket den ned så hurtigt som muligt. I kolde og regnfulde Danmark er det ikke så tiltalende en mulighed, så jeg kan godt se, at dit grundlag ikke umiddelbart er skidegodt. Alligevel kræver det jo faktisk kun i omegnen af 4000 kroner om måneden at leve, som vi gør, så hvis du ellers kunne arbejde imens, ville det være en god mulighed for at betale af på lånet. Jeg håber virkelig ikke, det i indlægget lyder som om, jeg mener, at alle “bare” kan gøre det. Det kan alle ikke, og det havde jeg heller ikke kunnet, hvis jeg ikke i nogle år havde vist, at det var det, jeg ville. Ofte er der ting, vi ikke kan klare os uden – jeg tænker bare for tiden en del over, hvad det er, der kommer først. Er det bilen vi har, fordi vi har huset, der ligger langt væk fra arbejdet, som vi har for at kunne betale bilen og huset og … jeg håber, du forstår, hvor jeg vil hen med det :)
Årh nej nej sådan lyder det slet ikke i indlægget – som om du synes “alle kan gøre det hvis bare de vil”. Jeg kom bare til at spekulere på hvordan dine øjne på gældsproblemet ville være :) Jeg tjener heldigvis rimeligt, men jeg bor alene så jeg har dobbelt op på mange udgifter, men ingenting er umuligt, og ligesom du mange gange har beskrevet du også er er jeg meget opmærksom på mit forbrug, og jeg har bestemt luft til det jeg prioriterer. Igen – er så vild med at forbrug og indtjening ligeså stille bliver mindre og mindre tabu. Blandt andet med hjælp fra dig :) God weekend ude i Asien – hvis de holder det lørdag-søndag. Ved jeg faktisk ikke.
Det er jeg glad for! Det var i hvert fald heller ikke det, jeg mente :)
Det er jeg også. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være så tabuiseret, og det passer mig rigtig godt, at der ligeså stille bliver åbnet mere op det. Tak og i lige måde. Der er ikke som sådan weekend i Thailand – i hvert fald ikke mærkbart, for de fleste arbejder 6 dage om ugen, og selvom de små restauranter og butikker ofte har en lukkedag, er der vist ikke rigtigt noget system over det. I hvert fald ikke hvad jeg har lagt mærke til. Jeg holder ikke weekend i denne omgang, for det er der (heldigvis burde jeg måske tilføje) for meget arbejde til lige i øjeblikket, men derfor må den jo gerne være god alligevel :)
Helt vildt velskrevet indlæg, Anne-Li! Som Lotte skriver, er du en af de meget få, jeg har fulgt gennem årene, som har været virkelig inspirerende i forhold til minimalisme, før det blev så “in”, som det er nu. Siden vi flyttede til Amsterdam, har vi forsøgt at skære gevaldigt ned på det, vi ejer, og selvfølgelig også vores forbrug. Eftersom Amsterdam ikke er vores endelige hjem, og det samme næppe vil være gældende for de næste mange lande, vi bor i, giver det bare en helt vildt stor ro og ikke mindst meget mindre stress, når man ikke skal flytte rundt med alt for mange ting. Vi har endnu utroligt meget lort, der skal enten smides ud eller doneres til velgørenhed, eftersom jeg havde et ekstremt stort forbrug hjemme i Danmark, men jeg føler, vi er på rette vej (:
Tusind tak, Camilla!
Det er jeg helt vildt glad for at høre jer sige. Jeg har i det seneste års tid kasseret en hel del indlæg om netop det emne, fordi jeg begyndte at føle mig lidt uoriginal i emnevalget, men nu hvor I siger det, kan jeg da godt se, det er lidt skørt, når det nu er et emne, jeg altid har skrevet om. Jeg har også selv ALT for mange ting stadigvæk. Langt hovedparten af mine flyttekasser rummer min bogsamling, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal stille op med det, for jeg holder så uendeligt meget af den (og en stor del af den har jeg arvet fra min farfar), at det ville være synd og skam at skille mig af med den i et anfald af minimalistisk kådhed. Men det er jo netop det fine ved det – grænsen er forskellig for os alle sammen, og det er nok en af de ting, jeg vil beholde for altid, fordi der er så meget glæde og så mange minder forbundet med den. Mit forbrug var også langt større i Danmark. Jeg tror det skyldes, at man nemt kommer til at sammenligne sin sitation med andres og derfor får en følelse af at mangle noget, man ikke har behov for, bare fordi man ikke har det. Det er meget interessant lige at komme lidt på afstand af det hele engang imellem :)