Det tog os omtrent en time, fra vi forlod værelset på vores hostel, til vi havde fundet en lejlighed. Så hurtigt kan det gøres i Chiang Mai. Det hjalp selvfølgelig på det, at vi havde været her før, så vi havde en klar idé om, hvor vi ville kigge. Sidst brugte vi en hel dag på at kigge på lejligheder, før vi fandt en, og selvom det selvfølgelig også er vildt hurtigt, var det nu rart ikke at behøve at trave hele byen rundt.
Vi har valgt en lejlighed i den bygning, hvor vi regnede med at bo sidste år. Da vi ankom sidste år, var det det første sted, vi kiggede, men på det tidspunkt var alt booket, så vi måtte lede videre og erkende, at vi ikke kunne få alt det, vi drømte om. Vi ville gerne både have køkken, separat soveværelse, pool, træningsrum og god beliggenhed, men vi endte med at give afkald på først det ene, og så det andet, fordi der på det tidspunkt ikke var flere af den slags bygninger inden for vores budget. Denne gang havde vi dog flere muligheder, idet vi kiggede efter noget, vi kunne bo i i 3 måneder, og der er flere bygninger, der gerne lejer ud i 3 måneder, men ikke i 1 eller 2.
Jeg havde fundet “den perfekte” lejlighed – god beliggenhed, køkken, soveværelse, pool, træningsrum – men for det første viste den sig at koste et par tusind baht mere, end vi troede, og for det andet var den ikke ledig før engang i næste uge, og da vi blev tilbudt en tilsvarende i en anden af deres bygninger 2 gader væk, var den endnu dyrere, poolen lå i underetagen (i skyggen – og ja, jeg ved godt, det i dén grad må klassificeres som et champagneproblem!), og så “skulle den lige gøres klar” fordi en af medarbejderne boede der. Og hold nu op hvor var den vammel. Og så lå den desuden lige ved siden af en byggeplads. Så vi takkede pænt nej, medarbejderen fik lov til at beholde sit hjem, og vi fortsatte vores jagt på den perfekte lejlighed.
Da vi nåede frem til den bygning, vi havde kigget på sidste år, var vi begge to noget pessimistiske i forhold til vores chancer, fordi alle de (okay, 2) andre havde været fyldt op, men det viste sig, at der var 4 ledige lejligheder! Fire. Yes, makker. Da vi trådte ind i den første lejlighed på anden sal, kiggede jeg på Mathias. “Her skal jeg bo!”
Det eneste problem var, at den vildt dejlige udsigt ud til et lille skovområde betød, at den var ret mørk, og lys betyder meget for mig i forhold til både humør, blog og (især) Youtube, så vi så en identisk lejlighed på 3., der havde samme problem, en identisk lejlighed på 4. der lå i den anden side af bygningen med udsigt til pool og parkeringsplads, og så så vi en SKØN – og identisk – lejlighed på 6., der dog ikke havde vaskemaskine og som var temmelig varm, fordi den lå på øverste etage, men som til gengæld havde en KILLER-udsigt over træerne til bjergene. Vi var egentlig klar til at snuppe den, selvom den manglende vaskemaskine var lidt irriterende, men så fortalte vores utroligt søde rundviser os, at vi kunne få det hele, hvis vi ventede i to dage. En – identisk – lejlighed på 5. etage med udsigt til bjergene OG vaskemaskine.
Vi havde overhovedet ikke lyst til at vente så meget som et minut, men eftersom vi skal bo der i 3 måneder, kunne vi ikke rigtig forsvare ikke at vente sølle to dage på den perfekte lejlighed, så det har vi gjort! De af jer der følger med på Facebook har måske set billeder fra det værelse, vi bor på nu. Og nej – det er ikke specielt fantastisk, men jeg er sikker på, at lejligheden er ventetiden værd, og vi har alligevel brugt det meste af tiden på at forsøge at sove jetlagget af os. Normalt er ingen af os ret mærkede af det, men denne gang var der en baby med øreproblemer (tror jeg, ellers var den bare træls!) med på flyet fra København til Bangkok, så det lykkedes os ikke at få de 4-5 timers søvn, vi havde regnet med, og derfor var vi mildest talt trætte, da vi i går ved middagstid ankom til Chiang Mai og skulle på lejlighedsjagt efter 24 hvileløse timer. Okay, jeg sov en time i lufthavnen, men det var alligevel lidt vildt.
Men det hele gik, og det gik endda godt. All’s well that ends well! Som de siger. I morgen kl. 14 rykker vi ind i den nye lejlighed, og jeg glæder mig så vanvittigt meget til at have et så dejligt hjem i hele 3 måneder. Alt skal pakkes ud. ALT! Måske skal jeg endda have mig en plante. Bare en lille en.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Jeg glæder mig til at se billeder fra lejligheden :-)
De skal nok komme! Vi skal bare lige lidt mere på plads først :)
Åh, dejligt i fandt en fantastisk og skøn lejlighed der også er bloggere venlig og med masser af lys det sted i godt kunne tænke jer! Glæder mig til at se billeder af den! :)
God tirsdag :)
http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/
Ja, det er virkelig lækkert! Det er regnsæson i Thailand nu, så det er ret vigtigt at have et hyggeligt sted, hvor man kan gemme sig for regnen
:)
Tak og i lige måde, Kathrine!
Hvad hedder stedet I endte med at bo i?
Det hedder Luxury Huay Kaew :)