Hej piger! Jeg håber, I har fået en god start på weekenden :)
Jeg checker bare lige ind med et bette opdatering, for i skrivende stund sidder vi i Kastrup lufthavn og deler en gulerodsmuffin fra Lagkagehuset. Den er god, men, I gotta say, den er ikke helt ligeså god som denne formidable gulerodskage. Man kan åbenbart ikke rigtig sidde ned i lufthavnen, medmindre man køber noget, men vi har gjort noget, vi ellers ikke har prøvet før, for vi har nemlig taget madpakke med til flyet, så vi er all set.
Vi var liiidt nærigdumme, da vi bestilte billetter, så vi sparede maden væk, fordi måltidet alligevel mestendels består af ris og tomatsovs, men siden da har vi tilføjet mere bagage, så nu betaler vi faktisk det samme, som vi ellers ville have gjort inklusiv mad. Oh well, så får vi da i det mindste mulighed for at tygge os igennem næsten et halvt kilo rugbrød hver. Vi har smurt kartoffelmadder i lange baner, og så har jeg forsøgt mig med en rød pesto/stegt squash-kombi, som jeg har store forhåbninger til, men som også godt kunne skuffe fælt. Time will tell. Når jeg bliver hamrende sulten et sted over Afghanistan, ryger de nok ned uanset smagen.
Pakkeoplevelsen har været vidt forskellig fra vores normale proces, for vi har denne gang hele to store kufferter, hvilket betyder, at vi transporterer vulgære mængder rugbrød og mørk chokolade med os. 14 uger, 14 plader chokolade. Sådan må det være! Og så er jeg endda i tvivl om det er nok. Det hele startede med, at jeg fik ny computer, og vi derved sparede 700 gram. Og da vi så fik talt om, hvad vi kunne bruge dem på, nåede vi på magisk vis op på 17 kilo og en ekstra kuffert. Lidt ligesom den der lottoleg, hvor man spenderer en hypotetisk million og straks har behov for tre mere.
Hvis alt går efter planen, lander vi i Chiang Mai i morgen 12.15 lokal tid, og så skal vi faktisk i gang med at kigge efter en lejlighed med det samme. Vi har bestilt en enkelt overnatning, så vi har et sted at stille vores kufferter (og sove, hvis jetlagget overmander os), og vi har kig på en lejlighed, vi gerne vil have fingrene i, men vi har ingen anelse om, om den er ledig, og vi er faktisk heller ikke helt sikre på prisen, så vi kan nå at lægge mange nye planer, før vi kommer på plads.
Jeg har været hammerdårlig til at blogge i den sidste uges tid, fordi jeg har hoppet rundt fra punkt til punkt og streget ud og hygget – jeg har ligefrem hæklet – men sådan er “de store” rejseuger altid. Jeg vil det hele, og så dukker der altid lige et udløbet internationalt kørekort op i farten.
Vi har sagt farvel – helt uden at tude denne gang – og jeg glæder mig så meget til at gense Chiang Mai og dele turen med jer! Jeg håber, I får en dejlig weekend alle til hobe. Nu vil jeg spise den sidste bid gulerodsmuffin, tage Mathias i hånden (hvis han har sådan en fri) og gå mod gaten. Den der flyskræk passer jo ikke sig selv.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Jeg glæder mig til at høre godt nyt fra jer – knus
Der er fyldt med forældre i kommentarfeltet i dag ;) Det tyder på, jeg opdaterer jer for lidt! Det skulle der gerne være rådet bod på nu :D Knus!
Held og lykke med at finde et dejligt sted i Chiang Mai. Her virker lidt tomt nu da I er rejst. Desværre blev det et meget hurtigt farvel i lufthavnen, da bilen holdt så dårligt. Hav det nu skønt —- Vi ses til november derude :) Far
Tak, Far! Du kan godt glæde dig – her er lige så skønt, som vi husker det :)