Hej piger! Jeg håber, I har fået en dejlig begyndelse på ugen. Som I nok kan se på billederne, har min været fremragende, og det tog ærligt talt ikke ret mange minutter at røre den cookiedej sammen, der har gjort hele forskellen. Uden den har det bare været en helt almindelig, temmelig grå, mandag, der endda begyndte med det, Mathias døbte “verdens dårligste smoothie” – og det havde han helt ret i. Manden havde nemlig i et anfald af sundhed lavet gulerodsjuice og puttet resterne af gulerødderne i smoothien, hvilket resulterede i en form for grød. Ja, der var afgjort plads til forbedring, og den vippede jeg så sammen i form af disse vidunderlige white chocolate chip cookies.
De er ikke veganske, for vi havde 2 æg tilbage fra min lillebrors fødselsdagsbrunch, og jeg fandt en pakke hvid chokolade i min mors skuffer, men jeg valgte dog at lave dem uden smør og bruge olie i stedet. Jeg regnede slet ikke med, der skulle komme et blogindlæg ud af projektet, for jeg fandt selv på opskriften og gik derfor ikke ud fra, de ville blive mere end tilforladelige, så jeg tog ikke billeder undervejs, men det viste sig, at de blev sindssygt gode, så nu får I sgu verdenspremieren på min helt egen opskrift på white chocolate chip cookies! Sprøde udenpå, bløde og lækre indeni. Jeg må vist hellere gå en ekstra tur i morgen.
En portion gav mig 27 cookies, så hvis I bare er i humør til en aftenssnack kan I med fordel halvere mængderne – jeg har dog ikke noget imod at have et par og 20 cookies på lager – for yet another rainy day.
Ingredienser
1 dl rørsukker
1,5 dl brun farin
2 æg
5 dl hvedemel
2 tsk vanillepulver
2,5 dl smagsneutral olie
1/3 tsk salt
1 tsk bagepulver
1,5 – 2 dl kakaopulver
150 g hvid chokolade
Fremgangsmåde
1. Bland olie, rørsukker og brun farin med en elpisker på laveste setting.
2. Når det er blandet, tilsættes de 2 æg, og det piskes i et halvt minuts tid.
3. Bland mel, bagepulver, kakaopulver, vanillepulver og salt i en anden skål.
4. Når alle klumperne er væk, tilsættes det lidt efter lidt til sukkermassen. Pisk først med elpiskeren og skift evt. til en ske senere. Blandingen bliver meget fast.
5. Forvarm ovnen til 175 grader (varmluft).
6. Når alt er blandet, hakkes den hvide chokolade groft og tilsættes blandingen.
(fortsættes under billedet)
7. Beklæd en bageplade med bagepapir.
8. Brug en spiseske til at få den rette mængde dej, og form dejen til et kugle.
9. Læg dejkuglerne på bagepladen med mindst 5 centimeters mellemrum. Jeg kunne bage 9 på en plade.
10. Giv kuglerne et tryk med spiseskeen, før du sætter dem i ovnen, så de flader lidt ud.
11. Bag dine cookies i 10-12 minutter, alt efter hvordan du bedst kan lide dem.
12. Lad dem afkøle på en rist i et par minutter, så de ikke brækker midt over.
(Til de utålmodige kan jeg oplyse, at de også smager fremragende, når de er varme – og er knækket midt over).
Hvis der er nogle chocolate chip cookies tilbage, kan de opbevares i en lufttæt beholder eller fryses ned til en anden god gang. Et godt tip er at fryse dejkuglerne, før de bages (læg dem i en pose i ét lag), så du altid kan få friskbagte cookies! Lad dem tø en smule op, før du bager dem og giv dem så et minut eller to mere, end du normalt ville gøre. Lune cookies er bare det lækreste!
Jeg er allerede ved at være igennem min tredje cookie, for det giver jo ingen mening at skrive sådan et indlæg her uden at kunne smage, hvad det er, man sidder og skriver om. Det ville jo nærmest være et tegn på dårlig arbejdsmoral, tænker jeg.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Uuuh hvor lækkert! Hvor meget smør var der i originalen? :)
Lise
De er SÅ gode! Der var ikke rigtig nogen “original”, fordi opskriften lidt opstod i mit hoved efter hvad vi havde i skabene, men det ser ud til, at der i tilsvarende opskrifter skal bruges ca. 2,5 dl smør – hvad end det så svarer til .. 250 gram? :)