Jeg er så forvirret for tiden! Så fyldt med drømme, projekter, idéer og planer, at det halve ville være en tand i overkanten. Og det er fedt – på den ene side. Det er fedt, at verden så småt åbner sig, og at drømmene kommer inden for rækkevidde. At jeg endelig er blevet høj nok til at hive et par stjerner ned fra himlen. På den anden side danner det hele så stor en klump, at jeg ikke rigtigt kan finde hoved eller hale i det og ikke helt får lagt en ordentlig indsats i noget af det.
I forgårs skrev jeg de første 1700 tegn på mit speciale. Det tog 2 timer, og lidt hovedregning (who am I kidding – der er en lommeregner på computeren) fortæller mig, at jeg med den hastighed (nok nærmere mangel på samme) mangler at lægge 167 timer i projektet, før jeg når et bare nogenlunde acceptabelt sidetal.
Og så er der bloggen! Mit hjertebarn. Det har været noget ustablit herinde siden nytår, men til gengæld føler jeg, jeg er ved at finde ind til noget godt. Lidt mere liv, lidt mindre fluff. Så er der måske færre indlæg overall, men flere af dem, der betyder noget. Med det år jeg går i møde, tror jeg, det er den helt rigtige form. Der er lidt Bambi over mine ben for tiden, men jeg tænker, at jeg ikke er helt alene på isen, så jeg har besluttet mig for at dele processen. The good and the bad. And the ugly. Det føles lidt som at skrive en roman uden hverken at kende genre eller plot.
Så er der mit projekt! Det lider under mig. Vitterligt. Jeg har ikke tal på, hvor mange videoer, jeg gennem tiden ikke har lagt ud, fordi min læbestift sad lidt forkert, fordi lyset var træls, fordi mine tænder så gule ud, og jada jada. Jeg gik faktisk helt i stå, fordi jeg til sidst lagde så meget pres på mig selv, at det blev et helvede. Jeg har en ækel tendens til at være så perfektionistisk, at jeg ikke kommer i mål. Jeg tænker, at jeg ikke kan fortælle jer om det, før det sidder lige i skabet. Det sidder sgu overhovedet ikke i skabet, og det kommer det nok heller ikke til lige med det første, men jeg har planer om at give mig selv en deadline og overholde den – come hell or high water!
Og drømmene. De ligger der også. Ligger er måske mildt sagt, for lige nu opfører de sig snarere som en bunke kåde konfirmander til en One Direction-koncert. De moser og maser så meget, at jeg ikke har andet valg end at gøre plads. Nu er det deres tid.
Jeg er træt af Danmark. Jeg er træt af kulden, blæsten (i særdeleshed!), rutinerne og de rammer, der er gået fra at være et hjem til at føles som et fængsel – som en undskyldning for at vente med det næste skridt.
Vi har sat alt ind på at genoplive planerne om en måned til Budapest i april/maj, men jeg kan mærke, at jeg vil have mere. Jeg vil sende reolerne til opbevaring og tonse ud i verden. Lige nu taler vi om at tage sommeren herhjemme for derefter at fremleje vores lejlighed i efteråret og tage 4 måneder mere i yndlingsbyen over dem alle. 4 måneder hvor vi vel at mærke skal mærke efter, om det er et sted, vi kan se os selv i en noget længere periode.
Stod det til mig, solgte vi lejligheden nu og puttede en halv mille i dette vidunder af en lejlighed (det er jo helt surrealistisk, hvor langt man kan komme for lidt dernede), men Mathias er fornuftens bremse, og så prøver vi os i stedet lidt mere forsigtigt frem. Det er måske ikke så dumt endda. Jeg vil bare så gerne have lige netop dén lejlighed.
Av, for en opdatering! Måske kan I fornemme, hvor proppet mit hoved er lige for tiden.
Dagen i dag står på blodprøver og speciale. Ikke just ophidsende. I morgen har Mathias fødselsdag, men hans forældre kaprer ham allerede fra i dag, så jeg ser ham først i morgen aften, når vi skal til fødselsdag ude på heden. I morgen står heldigvis på Secondhand Bazar og venindedate, så det er helt ok!
Hvis nogle af jer er de seje typer, der har gjort alvor af drømmene og rykket teltpælene op, så er jeg mere end interesseret i at hør jeres historier! Al inspiration modtages med kyshånd og jubelråb :)
Jeg håber, I får en rigtig dejlig weekend med drømme, drinks, dates og diverse!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
14 comments
Jeg sidder selv midt i specialet, eller nærmere begyndelsen. Her er intet på papir endnu (altså den virtuelle slags) udover de noter jeg tager til artikler der bliver læst, dem er der til gengæld en del af.
Spændende! Eller det er måske hvordan man ser det ;)
Jeg mangler i høj grad artikler og akademisk materiale generelt, fordi mit område er så nyt, så jeg bliver helt misundelig på din bunke! :)
Jeg er selv begyndt på specialet i mandags, så kan sagtens forstå hvor frustreret du er. Men du er pisse sej, og du skal nok komme igennem det! (:
http://cammi.dk
Ih, vi er efterhånden en hel lille specialeklub :)
Jeg er egentlig ikke så frustreret over det (endnu) – men det er nok også fordi, jeg ikke har lagt noget der minder om en ordentlig indsats i det! Jeg har heldigvis lige fået gode SU-nyheder, så jeg ikke har 2, men 6 måneder til at skrive det! YES!
Jeg kan ikke huske om du allerede har nævnt det, men hvad skriver du speciale om? :)
Det kan jeg heller ikke!
Jeg skriver om amerikanske kvindelige online entrepreneurer under den midlertidige overskrift “Blogging for Business” :)
Jeg føler ikke rigtigt vi har udlevet nogen drøm om at flytte til udlandet i en længere periode. Tror måske ikke rigtigt at jeg har sådan en drøm. Jeg vil hellere rundt og flytte mig selv lidt i verden. Og det har vi til gengæld gjort. Det var meeeega angstprovokerende at gøre alvor af det sidste år – sælge lejligheden, pakke alle vores ting sammen og tage rygsækkene på ryggen. Men det har været fedt at gøre det, og det har været en kæmpe oplevelse at afprøve og udleve den fælles drøm vi havde om at tage afsted uden returbillet.
Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige, men jeg synes det er fedt at I kaster jer ud i det. Her er den ene af os også fornuftig, den anden mere optimistisk drømmende. Jeg tror det er en god fordel at have sådan en fordeling på ens team, når man skal udleve drømme, teste projekter og afprøve nye muligheder og græsgange. Jeg håber I kan få det hen og afprøve Budapest endnu mere i løbet af foråret. Måske skal det bare være næste skridt at forholde sig til? Hvis drømmen bliver stærkere af den oplevelse, kan I alvor forfølge den? :-)
Åh Laura! Jeg synes i dén grad, du lever drømmen. Det er så vildt modigt, at I solgte jeres hjem – jeres base – for at tage på opdagelse og eventyr!
Det er nok ikke en helt dum fordeling :D Engang imellem har jeg bare lyst til at kaste bekymringerne overbord og hoppe ud i det. Den tendens har dog før vist sig at være en smule uheldig, så måske er det godt lige at trække vejret på det.
Og du har helt ret! Det er næsten for uoverskueligt med den store drøm. Et skridt ad gangen! Indtil videre hedder det april :D
Kære Anne-Li,
Jeg kan virkelig godt forstå, at dit hoved er ved at sprænges med så mange kæmpe tanker :)
Som du jo ved er jeg netop én af dem, der har “rykket teltpælene op” indtil flere gange; faktisk regnede jeg for nylig ud, at hvis vi siger at voksenlivet starter omkring de 15 år, så har jeg boet mere end halvdelen af mit voksenliv udenfor Danmark. Til sommer er det nemlig ca. 11 år, hvoraf de sidste 7 jo har været sammenhængende – det er ret vildt at tænke på når det bliver stillet sådan op! :)
Jeg tror, at en forlænget “prøveperiode” er en rigtig fin idé for lige at snuse lidt nærmere til hvordan det vil være for jer, hvis I vælger en dag at gøre det “rigtigt” – det er nemlig en enorm omvæltning, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at du er meget tæt knyttet til din familie og venner :)
Når det så er sagt, så er der selvfølgelig en større udfordring i at skulle “permanent” flytte – altså at skulle finde job/indtjeningsmuligheder, sted at bo, opsige der hvor man bor, tage afsted med familie/venner, registere sig i det nye land, og i det hele taget finde sig til rette både praktisk og mentalt. Og det er hårdt – virkelig hårdt, synes jeg. Men…. :)
Når man står på den anden side, så har man historier og erfaringer, som ikke kan sammenlignes med noget andet, og personligt har jeg aldrig følt en så stor følelse af sejr og at man kan ALTING! :)
Og der er nok ingen tvivl om, at jeg mener at oplevelserne også efter det er blevet hverdag er det hele værd – selv de skæve regler i andre lande og savnet af ens kære.
For selvfølgelig savner jeg min familie og venner nærmest dagligt – og ens forhold vil unægtelig ændre sig. Personligt synes jeg dog på mange måder, at jeg har fået et tættere og mere “nærværende” forhold til mine kære. Forstået på den måde, at når man er bevidst om ikke at “have” hinanden i hverdagen, så gør man (på begge sider) mere ud af at holde kontakten og dele hverdagen. Desuden er man sammen på en helt anden måde når man så (endelig) er sammen – fordi man som regel bor hos hinanden :)
Nå, det blev en meget lang smøre! Hvis du har nogle specifikke spørgsmål eller tanker eller andet, så vil jeg meget gerne hjælpe med hvad end jeg eventuelt kan – men måske uden at helt spamme hele dit kommentarspor ;)
Bare skriv!
Og held og lykke med alle tankerne – det skal nok blive fantastisk uanset!
Tusind tak for dine overvejelser, Camilla! Jeg tænkte faktisk på dig, da jeg skrev indlægget :) “Hende der gjorde det!”
Vi tænker ikke at flytte permanent. Indtil videre går tankerne nok på en 2-5 år (derfor nok også smart at leje i stedet for at købe), men jeg synes stadig, det er skræmmende! For ja, jeg er enormt knyttet til min familie :)
Heldigvis har jeg en far, der er sin egen chef og meget gerne vil til Ungarn en del gange om året, en rejselysten mor og en bror, der også godt kan, når han gider ;) Det er mest bedsteforældrene, det ville være hårdt at tage væk fra.
Heldigvis koste flybilletterne ikke alverden, og vi har begge planer om at være selvstændige, så vi kommer (forhåbentlig) til at have friheden til at daffe hjem et par uger engang imellem :) Ellers kunne jeg ikke!
Vi talte faktisk lige netop om det, du skriver – med at ens relationer ændrer sig, men at det på nogle områder også kan være til det bedre. Det er lidt ligesom med langdistanceforhold. Det stinker meget af tiden, men man er sammen på en helt anden måde, når man så endelig ses.
Tusind tak skal du have! Det kan meget vel være, jeg giver lyd, før (eller når) jeg drager ud i verden :)
Jeg er enig med hensyn til bloggen – der er måske mindre indlæg, men de er virkeligt gode, de der kommer! Som i VIRKELIGT! Har fulgt med på sidelinjen længe, men du er blevet en af de bloggere jeg aldrig trykker “læst” på, på Bloglovin – jeg bliver nødt til at læse, hvad du har skrevet.
Nu bander jeg lige, ikke? For TAK for fanden, Caroline! Det er jeg virkelig glad for at høre. Truly. Jeg kan heldigvis også mærke, I engagerer jer lidt mere, end I gjorde før, og det betyder simpelthen alting, at kontakten ikke kun er envejs! :)
Jeg kan godt anbefale det der med at flytte til det store udland ;) Som Camilla skriver er der en del hårdt arbejde+prioriteringer, der skal laves, og jeg husker stadig følelsen da jeg tilbage i 2012 sad på et hotelværelse her i Barcelona med min (nu eks)kæreste og var pænt fortvivlet over, hvad det dog var, vi havde kastet os ud i. Men det løste sig jo – omend der gik lidt tid, så endte vi op med både lejlighed, personnummer, internet, og hvad man nu ellers har brug for ;)
Så længe man har den der udlængsel og gerne vil det, så skal resten nok gå. Specielt når I har hinanden at rejse med. Det var i hvert fald rætti’ rart, der tilbage i 2012, for mig. Da studieåret var ovre tog vi hjem til Danmark, og da jeg flyttede tilbage til Barcelona i 2014, var det alene. Helt klart en fordel at jeg allerede kendte byen og sådan, men ellers var diverse Facebook-grupper og Google til god hjælp :)
Så ja, det er helt sikkert noget, der skal overvejes grundigt inden afgang, men den der bærer viljen i hjertet og sådan noget :)
Tak, søde Stine! Du er så sej, at du kastede dig ud i det alene!
Jeg vidste faktisk ikke, du var dernede før 2014, men jeg havde måske ikke fundet din blog på det tidspunkt :)
Den der bærer viljen, ja :) Det går jo nok det hele så!